Gå til hovedindhold

Ekspert: Eksplosion i antallet af fjernvarmekunder skaber motorvej mod CO2-neutral varmesektor

LÆS I DAG: Ekspert: Eksplosion i antallet af fjernvarmekunder skaber motorvej mod CO2-neutral varmesektor. Fjernvarme slog rekord i 2022. Aftale sætter 200 millioner af til udskiftning af olie- og gasfyr med fjernvarme. Klimaminister efter mere støtte til fjernvarme: Der er ikke penge til alle. Må se sig forbigået i ny varmeplan. Fjernvarme-boom. Energistyrelsen lancerer ny strategi og organisering. Energikrisen har fået gartnere over på grøn energi.

29. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    DR.dk:
    Ekspert: Eksplosion i antallet af fjernvarmekunder skaber motorvej mod CO2-neutral varmesektor

    Når veje og fortove bliver gravet op for at gøre plads til fjernvarmerør, er der normalt stor forskel på, hvor travlt husejerne har med vinke farvel til gas- eller oliefyret. Men da energikrisen sidste år sendte gaspriserne på himmelflugt, fik naturgaskunderne travlt med at sige "ja tak" til at blive koblet på fjernvarmenettet.

    Det viser sig i nye tal fra Dansk Fjernvarme: Fire gange så mange valgte i 2022 at skifte deres eksisterende varmekilde ud med fjernvarme sammenlignet med året før.

    - Det er en meget markant stigning. Vi har ikke set noget lignende, siden regeringen i 1990 indførte tilslutningspligt til fjernvarme for at komme af med oliefyr, forklarer Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen, til DR.dk.

    Hos Fjernvarme Fyn koblede de i 2022 tre gange så mange husstande på fjernvarmenettet, som året før.

    - Vi har virkelig travlt. Efterspørgslen er enorm, og vi har svært ved at følge med, siger forsyningschef Jakob Rasmussen.

    Ifølge Kim Mortensen så har den store efterspørgsel fra forbrugerne fået kommunerne til at skrue op for deres fjernvarmeplaner, og det er gode nyheder for klimaet, mener en energiprofessor.

    - Det skaber en motorvej mod en grøn omstilling af varmesektoren, når så mange efterspørger fjernvarme, vurderer professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen.

    *****

    TV Midt-Vest:
    Fjernvarme slog rekord i 2022

    Næsten 7000 hustande i Region Midtjylland blev koblet på fjernvarmen sidste år. I Region Nordjylland var tallet cirka det samme. Samlet i hele landet blev 58.400 nye brugere koblet til fjernvarmenettet, og det er rekordmange, skriver TV Midt-Vest.

    Tallene kommer fra Dansk Fjernvarme, der kan fortælle, at der ikke de sidste 30 har været så mange nye tilkoblinger til fjernvarmenettet.

    - Det er ret vilde tal. De danske boligejere har udvist en overvældende interesse for at skifte deres naturgasfyr ud med grøn fjernvarme. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu kan se, at de danske fjernvarmeselskaber på meget kort tid har tangeret en 30 år gammel rekord, skriver Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, i en pressemeddelelse.

    Den store tilslutning kommer, efter den daværende regering 19. april sidste år udtrykte et ønske om, at så mange som muligt droppede naturgassen og blev koblet på fjernvarmen. Anledningen var dengang, at man i Europa gerne ville ud af afhængigheden af russisk gas.

    - Beslutningen om forceret udfasning af naturgas og udrulning af fjernvarme blev taget på baggrund af Ruslands invadering af Ukraine og de høje energipriser. Men den akutte situation sidste år skal ikke skygge for det oprindelige formål med udbredelse af fjernvarme: At udfase de fossile brændsler og bidrage til at opnå vores klimamål, siger Kim Mortensen.

    *****

    EnergiWatch:
    Aftale sætter 200 millioner af til udskiftning af olie- og gasfyr med fjernvarme

    Et bredt flertal i Folketinget sætter 200 millioner af til fjernvarmepuljen og afkoblingsordningen, der skal hjælpe danskerne af med olie- og gasfyr. Det skriver EnergiWatch på baggrund af en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

    Afkoblingsordningen bliver nu tilført 112 mio. kr., samtidig med at der tilføres yderligere 88 mio. kr. til fjernvarmepuljen. Foruden SVM-regeringen lægger SF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, DF, Alternativet og Nye Borgerlige stemmer til aftalen.

    - Gassen skal ud af de danske hjem og erstattes med en grøn varmekilde som for eksempel fjernvarme eller en varmepumpe. Danskerne har allerede vist meget stor interesse for at komme af med deres olie- og gasfyr, og derfor er jeg glad for, at vi allerede i år kan hjælpe endnu flere danskere med at blive afkoblet gassystemet og hjælpe fjernvarmevirksomhederne med at rulle fjernvarme ud til flere”, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

    *****

    DR.dk:
    Klimaminister efter mere støtte til fjernvarme: Der er ikke penge til alle

    Der er 200 millioner kroner på vej til olie- og gaskunder, der vil skifte deres fyr ud med fjernvarme. Af dem vil de 88 millioner kroner finde vej til Fjernvarmepuljen til at støtte op om konverteringer væk fra olie og gas til fjernvarme.

    Men selv klimaminister Lars Aagaard er glad for aftalen, erkender han overfor DR.dk, at pengene nok ikke rækker til at opfylde alle ønsker.

    - Jeg må være ærlig at sige, at vi ikke kan understøtte hver eneste fjernvarmebudget fra nu af og til der ikke er flere naturgasfyr i Danmark, siger han.

    De 200 millioner kroner bliver fordelt efter først til mølle-princippet, og det er måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at fordele pengene på, erkender Lars Aagaard.

    Derfor vil regeringen undersøge, om man kan give tilskud på en anden og bedre måde. Hvis altså det lykkes at finde flere penge til omstilling til fjernvarme fremover, siger ministeren.

    *****

    Fyens.dk:
    Må se sig forbigået i ny varmeplan

    Nyborg Forsyning og Service trækker i disse dage fulde huse til informationsmøder om udrulning af fjernvarmen til Refsvindinge og Ørbæk. Siden kommer turen til blandt andet Flødstrup, Svindinge og Herrested, så fjernvarmenettet til sidst dækker tre ud af fire husstande på Østfyn.

    Men den sidste fjerdedel må til gengæld se sig forbigået i den varmeplan, et enigt byråd i Nyborg Kommune vedtog kort før jul. Det beretter Fyens.dk.

    Beboerne i de mere tyndt befolkede dele af Østfyn er dog ikke fuldstændig overladt til sig selv, når det handler om at vælge en mere klimavenlig energiløsninger. Sammen med seks andre kommuner er Nyborg med i et nyt treårig projekt, COHEAT, der skal sætte skub i den grønne omstilling af boliger i Danmark.

    Det skal ske ved at indsamle og dele viden om, hvad der fungerer på landet og i de små landsbyer, hvor husene ligger spredt, og hvor udfordringerne derfor kan være størst.

    - Når vi taler om kollektive løsninger, så er der reelt kun ét alternativ til fjernvarme, nemlig termonet, altså et fælles jordvarmeanlæg. Og det er netop noget af det, vi skal arbejde videre med i det nye projekt, forklarer chefen for bæredygtig udvikling i Nyborg Kommune, Mogens Michael Møller.

    - Men det kan sagtens være, at man når frem til en konklusion, der hedder, at det giver mere mening for beboerne i et bestemt område at vælge individuelle løsninger i stedet for, tilføjer han.

    *****

    Ekstra Bladet:
    Fjernvarme-boom

    Sidste år havde den største stigning i tilslutningen til fjernvarme i 30 år. 58.400 husstande blev koblet på fjernvarmenettet. Og det er ret vilde tal, ifølge Dansk Fjernvarme, skriver Ekstra Bladet.

    - Det ene er, at der de seneste mange år normalvis har været omkring 20.000 nye fjernvarmeforbrugere om året. Nu nærmer vi os 60.000 (husstande, red.) på et enkelt år. Det andet er, at en stor andel af de nye tilslutninger kommer fra naturgasfyr. Dem har der tidligere været meget få af, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

    I 2022 præsenterede regeringen et ønske om at få danskerne væk fra russisk gas og over på fjernvarme. Samtidig steg priserne på blandt andet gas. Og det har været med til at skubbe mange på fjernvarmen, da det er en billigere løsning end gas.

    *****

    EnergiWatch:
    Energistyrelsen lancerer ny strategi og organisering

    ”Sammen om den grønne omstilling. Sikkert og effektivt.” Det er overskriften på en ny strategi, som Energistyrelsen lancerer den 1. april. Den skal også danne rammen for en ny organisering i styrelsen. Det oplyser EnergiWatch.

    Tiltaget sker for, at Energistyrelsen er tilpasset nutidens og fremtidens udfordringer.

    ”Her skal den nye organisering blandt andet hjælpe os til at blive endnu bedre til at kigge ind i krystalkuglen og identificere morgendagens løsninger. Så vi sammen kan skabe den grønne omstilling sikkert og effektivt,” oplyser direktør Kristoffer Böttzauw i en pressemeddelelse.

    Den nye organisering af styrelsen indebærer også, at der bliver oprettet en række centre. Tanken er, at disse skal ”understøtte nye faglige fællesskaber.”

    *****

    Fyens Stiftstidende:
    Energikrisen har fået gartnere over på grøn energi

    Hen over vinteren har de fynske gartnere været truet på deres levebrød, da de modtog el- og gasregninger langt over vanligt.

    Det har fået flere af dem til at skrue op for den grønne energi, oplyser Fyens Stiftstidende.

    Omkring syv større gartnerier har fået fjernvarme, mens andre har installeret solcelleanlæg.

    Og de gartnerier, der ikke har haft mulighed for at blive koblet på fjernvarmenettet, har så fundet andre alternativer til naturgas, fortæller bestyrelsesformand for Dansk Gartneri Mikael Petersen til Fyens Stiftstidende.
    - Så ser vi på varmepumper eller biomassefyr. For mange har elpriserne jo også været et problem, som ikke blev løst af en varmepumpe. Men man kan se på elpriserne, at situationen er en helt anden nu. Prisen ligger på en krone, fordi det blæser. Tidligere lå den på op til fire kroner, siger han.

    *****

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...