Regeringen ville skabe en krisestab. Det ligner mere en kommission
LÆS I DAG: Partier: Er der vilje og penge til at følge ideer fra klimagruppe? Bred aftale fordeler ny støtte til at hjælpe danskerne af med olie- og gasfyr. Efter mislykket kupforsøg: Niels Haastrup fortsætter som formand for Svendborg Fjernvarme. Nye fjernvarmeforbrugere får fordel af stordrift. Fjernvarmedirektør kendte alt til sociale klausuler og trodsede indskærpelser. Ærøskøbing Fjernvarme vil udvide. Vojens skal have mere fjernvarme og sikres mod prisudsving. Kommune bakker op: Ledøje kommer med i plan for fjernvarme.
Klimamonitor:
Regeringen ville skabe en krisestab. Det ligner mere en kommission
Onsdag blev NEKST lanceret i Amagerværkets haller med det hyppigt gentagne budskab om, at der skal handles »nu«. Men den nye nationale energikrisestab har ingen beslutnings- eller handlingskraft. Krisestaben har i stedet karakter af en kommission ledet af folk hentet ind fra erhvervslivet, der skal undersøge hvilke mulige ændringer, Folketinget, kommuner og virksomheder kan foretage sig.
Det skal munde ud i en afrapportering, hvis endelige version skal afleveres i december om ni måneder – over et år efter, regeringen annoncerede den hurtige handling. Inden da skal der afrapporteres to gange, i juni og september, fortæller Klimamonitor.
- Vi har travlt, men vi skal også agere ansvarligt, som klimaminister Lars Aagaard sagde det, da Klimamonitor spurgte ind til NEKST’s mandat og hastighed.
Mens Covid-19 var en akut krise, er klimakrisen både akut og strukturel, betonede han. De strukturelle udfordringer kræver en høj grad af eftertænksomhed.
- De forandringer, vi kommer igennem som samfund for at få naturgas ud af boligopvarmningen og nå vores ambitioner om udbygning af sol- og vindenergi på land, kan ikke løses med et fingerknips. Der findes ikke en lov eller regel, der kan få det til at ske i morgen.
NEKST rummer to spor. Et, der skal fremskynde udbygningen af sol- og vindenergi på land. Og et, der skal fremskynde udfasningen af gas i boligopvarmningen. Det vedvarende energispor bliver ledt af erhvervskvinden Nana Bule, der arbejder som rådgiver for Goldman Sachs og sidder i flere bestyrelser, herunder Energinets.
Gas-sporet ledes af Lars Peter Søbye, tidligere administrerende direktør i Cowi, og som også sidder i flere bestyrelser, blandt andet som formand for Industriens Fond. De skal styre hver deres arbejdsgruppe med medlemmer, som har erfaring og kendskab til problemstillingen.
*****
Politiken:
Partier: Er der vilje og penge til at følge ideer fra klimagruppe?
Flere røde partier samt den grønne tænketank Concito ser positivt på den nye nationale energikrisestab Nekst, men det er ikke uden betænkeligheder, skriver Politiken.
Det afgørende er, at der bliver sat fuld fart på, ved hjælp af de her fast track-grupper og ved hjælp af den her arbejdsgang, hvor det kommer hurtigt op i det grønne udvalg, så der kan tages hurtige beslutninger. Det er det, hele sektoren står og venter på«, siger direktør i Concito Christian Ibsen, som dog er noget træt af, hvor lang tid det har taget regeringen at få nedsat Nekst.
Det samme er de i Radikale Venstre, hvor klimaordfører Samira Nawa kritiserer tempoet.
- Først og fremmest er det godt, at der endelig sker noget. Det kan godt være, at ministeren peger på, at vi skal i gang med et sprint, men det har føltes lidt som et maraton fra valget og frem til nu, siger Nawa til Politiken.
I SF er energi- og klimaordfører Signe Munk glad for, at regeringen »endelig har fået taget sig sammen til at nedsætte Nekst«, men samtidig er hun bekymret for, at »de kommer til at lukke sig om sig selv«.
- Vi, der er energiordførere, er ikke blevet inddraget i arbejdet, og jeg ville synes, det ville være rigtig godt, hvis Nekst også afrapporterede til energiordførerne, siger hun.
*****
GridTech:
Bred aftale fordeler ny støtte til at hjælpe danskerne af med olie- og gasfyr
Afkoblingsordningen og fjernvarmepuljen tilføres nu flere midler, så flere husstande kan blive fri fra olie- og gasfyr. Det sker som følge af en aftale, der er indgået mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige.
GridTech skriver, at aftalen tilfører afkoblingsordningen med 112 millioner kroner, mens der tilføres 88 millioner kroner til fjernvarmepuljen.
Det forventes at kunne understøtte cirka 13.000 flere husstande med gebyrfritagelse ved afkobling af olie- og gasfyr, og samtidig støtte fjernvarmevirksomheder til udrulning af fjernvarme til godt og vel 4.300 husstande.
- Gassen skal ud af de danske hjem og erstattes med en grøn varmekilde som for eksempel fjernvarme eller en varmepumpe. Danskerne har allerede vist meget stor interesse for at komme af med deres olie- og gasfyr, og derfor er jeg glad for, at vi allerede i år kan hjælpe endnu flere danskere med at blive afkoblet gassystemet og hjælpe fjernvarmevirksomhederne med at rulle fjernvarme ud til flere, lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
*****
Fyens.dk:
Efter mislykket kupforsøg: Niels Haastrup fortsætter som formand for Svendborg Fjernvarme
Peter Agerbos forsøg på at kuppe formanden gik i vasken ved onsdagens generalforsamling i Svendborg Fjernvarme. I stedet endte det hele med, at den siddende formand Niels Haastrup blev valgets helt store vinder med 547 stemmer til bestyrelsen, hvor han efterfølgende også blev genvalgt som formand af en enig bestyrelse efter generalforsamlingen.
Niels Haastrup havde efterfølgende svært ved overfor Fyens.dk at finde ord for den opbakning, han havde fået.
- Jeg er meget beæret. 547 er mange stemmer. Jeg er også meget glad for, at så mange kom hen og hilse på mig i pausen, mens stemmerne blev talt op, sagde han.
Nu venter der ham endnu et år med vanskelige fjernvarmebeslutninger, og noget af det, der ligger først for, bliver at udarbejde en femårig fjernvarmestrategi.
- Det bliver noget af det første, vi kommer til at arbejde med, og så skal vi også have afsluttet handlen med Svendborg Kommune om Svendborg Kraftvarme, forklarede Niels Haastrup.
Lidt mere end 300 andelshavere deltog i generalforsamlingen.
*****
Randers Amtsavis:
Nye fjernvarmeforbrugere får fordel af stordrift
At der snart er udsigt til nye fjernvarmeværker i Assentoft, Spentrup og Ø. Bjerregrav betyder reducerede fællesudgifter for de eksisterende og kommende forbrugere i driftsselskabet TLV Forsyning. Og de stordriftsfordele skal udnyttes, fremgår det af Randers Amtsavis.
- At vi lægger de tre kommende varmeværker ind i driften betyder for eksempel for de fælles administrationsomkostninger for de eksisterende og kommende forbrugere, at det falder til cirka halv pris, fra omkring 600700 kroner til omkring 350 kroner, siger direktør i TLV Forsyning, Michael Meldgaard Christensen.
Værket i Assentoft skal i høj grad forsynes med spildvarme fra DAKA, der via vand til vand-varmepumper ledes til en 5000 liter stor kapacitetstank, lyder det i en pressemeddelelse fra driftsselskabet.
- Ved at kombinere varmepumper med en enorm akkumuleringstank, er vi sikret drift til tre til fire dage uden selv at producere varme. Der monteres også elkedler til tanken, som kan sættes i drift, når der er overskudsproduktion af grønt strøm, som vi derfor får penge for at bruge, lyder det fra direktøren.
Det kan også få betydning for varmeregningen, som vil svinge fra mellem cirka 15.000 til 16.500 kroner årligt, og her vil det varme vand fra DAKA kunne betyde, at regningen for den enkelte husstand kan reduceres med noget, der ligner 1000 til 1500 kroner årligt, skønner direktøren.
Hos DAKA oplyser kommunikationschef Søren Mohr Jensen, at der er nikket et indledende ja til et samarbejde med TLV Forsyning.
- Vi er parate til at se nærmere på det, når de kommer i mål med planerne, siger han.
*****
Fyens.dk:
Fjernvarmedirektør kendte alt til sociale klausuler og trodsede indskærpelser
Fjernvarme Fyn har flere år i træk i sine årsrapporter skrevet, at selskabet skal anvende de sociale klausuler fra Odense Kommune, som giver mulighed for at straffe social dumping. Men ifølge Fyens.dk skete det ikke – heller ikke selvom det blev indskærpet for ledelsen to gange.
Indskærpelserne fandt sted i juni sidste år og igen i december. Ligeledes har det år efter år siden 2018 i et afsnit om socialt ansvar stået klart og tydeligt formuleret i Fjernvarme Fyns egne årsrapporter, at Odense Kommunes klausuler skal følges.
Så sent som i starten af marts fastholdt adm. direktør Jan Strømvig, at Fjernvarme Fyn - i direkte modstrid med det, der står i selskabet årsrapporter for de seneste fire år - ikke var forpligtet til at følge Odense Kommune klausuler. Udtalelsen faldt i et interview med Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn:
- Fjernvarme Fyn er jo en selvstændig juridisk enhed. Så vi har selvfølgelig vores egne (klausuler, red.), og der pågår en dialog med Odense Kommune om modernisering af de her arbejdsklausuler, og de skal selvfølgelig være nogenlunde enslydende, sagde Jan Strømvig i marts.
Det har indtil videre ikke været muligt at få Jan Strømvig til at forklare, hvorfor han fraveg både de indskærpelser, der var givet fra Odense Kommune og det, som står i Fjernvarme Fyns egen årsrapporter.
Odense Kommunes stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen kan heller ikke give en forklaring.
- Det er ikke den kommunale forvaltnings opgave at kontrollere selskabernes brug af den klausul, der er fundamentet i Odense Kommunes arbejde med at bygge det nye Odense på ordentlige arbejdsvilkår, siger han.
Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra fjernvarmedirektøren. Heller ikke bestyrelsesformand for Fjernvarme Fyn, Mads Søndergaard Thomsen, var onsdag at træffe.
*****
Fyns Amts Avis:
Ærøskøbing Fjernvarme vil udvide
Mandag aften blev teknik-, miljø- og havneudvalget i Ærø Kommunen præsenteret for fjernvarmens planer om at udvide. Det er planer, der drejer sig om både solvarmeanlæg, varmepumpe og en ny og bedre akkumuleringstank.
Udvalgsformand Leo Holm fortæller til Fyns Amts Avis, at forslaget nu er sendt i høring, inden det endnu en gang skal behandles af teknik-, miljø- og havneudvalget.
- De vil have1500 kvadratmeter mere til solfangere, og det kræver, at der bliver udarbejdet et tillæg til lokalplanen for solfangere. Det skal selvfølgelig i høring, forklarer han.
*****
JydskeVestkysten:
Vojens skal have mere fjernvarme og sikres mod prisudsving
Flere fjernvarmebrugere i Vojens skal gøres fri af naturgassen. Vojens Fjernvarme har netop fået politisk opbakning fra byrådet til investeringer i varmepumper og en tank, der skal sikre en mere pålidelig og fleksibel varmeproduktion i fremtiden. Det skriver JydskeVestkysten.
Det er Haderslev Kommune selv, der har bedt fjernvarmeselskabet i Vojens om at udarbejdet et projekt, der kan sikre, at så mange som muligt kan skifte fra naturgas til fjernvarme.
Regningen kommer ifølge projektforslaget til at lyde på godt 120 millioner kroner. Energistyrelsen har bevilget 5,8 millioner til projektet, og forbrugerne skal betale et fast bidrag for tilslutning på 21.600 kroner, og med 827 potentielle kunder, kan der trækkes yderligere 17,8 millioner kroner fra, og derfor har Vojens Fjernvarme bedt om en kommunegaranti på 96,2 millioner.
Vojens Fjernvarme vil også være uafhængig af naturgas og olie, og derfor beder selskabet også om en garanti på 68 millioner til to varmepumper og en akkumuleringstank på 10.000 kubikliter.
Pengene til det store arbejde lånes i Kommunekredit, der er en særlig finansiel forening, som støtter kommuner og regioner i at få hurtig og let adgang til finansiering af projekter.
*****
Frederiksborg Amts Avis:
Kommune bakker op: Ledøje kommer med i plan for fjernvarme
Egedal Kommune har nu givet sin formelle tilslutning til, at Ledøje skal omfattes af planerne for fjernvarme i kommunen. Alle husstande i Ledøje modtager derfor i den kommende tid et nyt brev om fjernvarme i e-Boks, fremgår det af Frederiksborg Amts Avis.
Det sker efter, at Ledøje Fjernvarmegruppe har afklaret, at 70 procent af borgerne i Ledøje ønsker fjernvarme. På den baggrund vil kommunen gå i dialog med fjernvarmeselskaberne om muligheden for at udarbejde et projektforslag for Ledøje, fremgår det af en pressemeddelelse fra Egedal Kommune.
Hvis det med et projektforslag kan påvises, at det er samfundsøkonomisk bedst at konvertere Ledøje fra naturgas til fjernvarme, vil fjernvarmen kunne udbygges til Ledøje.
- Vi har lyttet til borgerne, som har gjort et stort stykke arbejde med at indsamle dokumentation. Fjernvarme er en klimavenlig opvarmningsform, og vi er glade for, at det med stor sandsynlighed vil kunne betale sig at lægge fjernvarme til Ledøje. Muligheden skal i hvert fald undersøges, siger Bo Brøndum Pedersen, formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Skriv kommentar