KL truer regeringen med at forlade økonomiforhandlinger
LÆS I DAG: Faldende cementproduktion hos Aalborg Portland skaber problemer for byens fjernvarme. Automatisk ja tak til fjernvarme er i strid med EU-retten. Holbæk er et skridt tættere på fjernvarme med en sikker grøn energikilde de næste 30 år. Fjernvarmekunder følte sig snydt for varmecheck - men få er med i søgsmål. Førende forsker afliver regeringens løfte om at fange CO2.
NB Økonomi:
KL truer regeringen med at forlade økonomiforhandlinger
Regeringens plan om at påføre kommuner milliardtab ved bevidst at sende en række kommunale affaldsforbrændingsanlæg i konkurs udløser historisk konflikt mellem regeringen og KL. Nu truer KL med både retssag og sammenbrud i økonomiforhandlingerne, skriver NB Økonomi.
Målsætningen om at 30 procent af kapaciteten på de danske forbrændingsanlæg skal lukke, vil ifølge KL betyde, at kommunerne skal betale værkernes milliardstore gæld. Det mener KL er i strid med de såkaldte DUT-love og regler, som siger at kommunerne skal kompenseres, når Folketinget vedtager nye love.
Derfor har KL nu formelt meddelt regeringen, at KL nu vil undersøge de juridiske muligheder for at anlægge en retssag mod regeringen for brud på DUT-reglerne. Det vil i givet fald være historisk, at regeringen og KL mødes i landets retssale.
Konflikten kommer samtidig med, at regeringen og KL sidder og forhandler om den såkaldte økonomiaftale, som sætter rammerne for kommunerne økonomi i 2024. KL stiller sig selv tvivlende til, at om man kan indgå en økonomiaftale uden at få løst konflikten om affaldsloven.
- Det kan jeg ikke forestille mig, for så bryder regeringen alle de principper, love og regler som en økonomiaftale hviler på, siger formand for KL, Martin Damm.
*****
Klimamonitor:
Faldende cementproduktion hos Aalborg Portland skaber problemer for byens fjernvarme
Aalborg Forsyning må fyre med kul for at lukke det hul, som en faldende cementproduktion hos Aalborg Portland skaber i fjernvarmeforsyningen. Det er bl.a. en af årsagerne til, at Dansk Fjernvarme anbefaler sine medlemmer, at kontrakter om levering af overskudsvarme skal tage høje for gensidig afhængighed, skriver Klimamonitor.
I Aalborg betyder det, at Aalborg Forsyning netop har meldt en prisstigning ud til sine varmekunder fra den 1. september i år
- Det er måske en af fjernvarmens største udfordringer de næste 10-15 år. Hvis vi skal af med rigtig meget biomasse, kul og gas, er der brug for store mængder af overskudsvarme, siger Jesper Koch, analysechef hos Dansk Fjernvarme.
Dermed skal fjernvarmen indgå i nye samarbejder med den risiko, der ligger i det.
- Det er klart, at når man indgår et kompagniskab, er der en gensidig afhængighed, siger han videre til Klimamonitor.
Aalborg Portland næsten halverer mængden af overskudsvarme til fjernvarmesystemet i byen. Hvor cementfabrikken – Danmarks største CO2-forurener – tidligere har stået for 28 procent af fjernvarmen i Limfjordskommunen, er det fremover 15 procent.
*****
EnergiWatch:
Automatisk ja tak til fjernvarme er i strid med EU-retten
Energistyrelsen melder ud, at boligejere ikke automatisk kan tilmeldes fjernvarme via en såkaldt ja-tak-ordning medmindre de aktivt har meldt fra. Udmeldingen kommer på baggrund af en vurdering fra Kammeradvokaten, skriver bl.a. EnergiWatch.
Kammeradvokatens vurdering sætter også spørgsmålstegn ved, hvorvidt ordningen vil være i overensstemmelse med reglerne i markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven, fremgår det af EnergiWatch.
Vurderingen fra Kammeradvokaten får betydning for det fremtidige arbejde i den nationale energikrisestab – NEKST - hvor en af søjlerne hedder ”Farvel til gas i danske hjem”.
Her er opgaven blandt andet at kortlægge udfordringer og løsninger, der skal sætte tempo på udrulningen af fjernvarme og i den forbindelse vil resultaterne fra Kammeradvokatens juridiske vurdering blive inddraget, skriver Energistyrelsen.
*****
TV 2 Øst:
Holbæk er et skridt tættere på fjernvarme med en sikker grøn energikilde de næste 30 år
Undergrunden i Holbæk er de seneste dage undersøgt for at finde ud af, om det i fremtiden bliver muligt at udnytte varmen fra langt nede i undergrunden til at varme boliger og bygninger op i byen, så man kan sige farvel til den klimafarlige naturgas.
Det er forsyningsselskabet Fors A/S og energiselskabet Innargi, der står bag projektet om at få etableret geometrisk fjernvarme i Holbæk, beretter TV2 Øst.
- Kan det realiseres, så bidrager det til en sikker grøn energikilde de næste 30 år til Holbæk, hvis det kombineres med vores varmepumpeanlæg, siger Teamleder i Fors A/S Camilla Hay.
Formand for Klima-, Miljø- og Naturudvalget i Holbæk Kommune, Karen Thestrup Clausen (Ø) ser med begejstring på projektet.
- Vi synes, det er et rigtig godt projekt. Holbæk er Danmarks sidste store gasby. Vi skal have udfaset naturgas, og vi er i gang med at lægge fjernvarme, derfor kunne geotermisk varmt vand være brugbart, siger formanden.
Dog er geotermi en dyr varmkilde at etablere, men hos Fors A/S påpeger temaleder Camilla Hay, at det bliver økonomisk rentabelt på længere sigt.
- Det kræver en investering på flere milliarder, så det er dyrt. Til gengæld er det billigere på sigt for varmekunderne at få fjernvarme, end hvis de skulle købe individuelle varmepumper, siger hun.
*****
TV2 Nord:
Fjernvarmekunder følte sig snydt for varmecheck - men få er med i søgsmål
Flere hundrede borgere i Dronninglund føler, at de er blevet snydt af deres fjernvarmeværk for den varmecheck, der sidste år blev udbetalt til en række borgere på grund de ualmindeligt høje gaspriser, der udsprang af Ruslands invasion af Ukraine.
TV 2 Nord fortæller, at en gruppe af varmekunder fra Dronninglund Fjernvarmeværk at samle så mange varmekunder som muligt for at sætte gang i en retssag for at få penge for at være snydt for varmechecken. Men indtil videre er det ikke med den store succes.
- Det tror jeg, at der er flere årsager til – de fleste af os ønsker ikke ret meget konflikt, vi vil gerne have en tilværelse, hvor det hele foregår uden den store uenighed, og det med at køre retssager mod hinanden i sådan en lille by som Dronninglund, det er nok ikke det, de fleste synes er sjovt, siger Benny Engelsted Karlsen, der er formand for den gruppe, der vil samle de kunder i Dronninglund Fjernvarme, der er gået glip af varmechecken.
Det er således kun 146, der er gået med til det fælles søgsmål, og det er altså selvom der er mellem 400 og 600 kunder i Dronninglund Fjernvarmeværk, der er berettiget til at få varmechecken.
Hverken den tidligere formand for Dronninglund Fjernvarmeværk eller advokaten for den gamle bestyrelse har foreløbig ønsket at kommentere sagen over for TV 2 Nord.
*****
DR.dk:
Førende forsker afliver regeringens løfte om at fange CO2
Regeringen vil nå klimamålet i 2025 ved blandt andet at fange CO2. Men politisk nøl har nu gjort det umuligt at nå det før 2027, siger landets førende forsker på området. Klimaminister Lars Aagaard erkender overfor DR.dk, at det bliver svært.
Philip Fosbøl er lektor på DTU Kemiteknik, og han kritiserer, at både den tidligere og nuværende regering har været for langsomme til at få sat gang i konkrete planer med at fange CO2. Han mener, at den politiske nøl nu betyder, at det er fuldstændig urealistisk.
- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det er umuligt. Vi kan aller-allertidligst fange CO2 om fire år, siger han.
Minister for klima, energi og forsyning, Lars Aagaard (M), er 'sådan set enig med forskeren', siger han i et interview med DR Nyheder.
- Den bekymring deler regeringen sådan set. Det er ikke særlig sandsynligt, at det bliver nået i 2025, siger ministeren, der dog glæder sig over, at forskere generelt set bakker op om, at CO2-fangst er en del af fremtidens løsninger.
- Det er muligt at nå og få en masse CO2-fangst op inden 2030, og det er jeg enig med Philip Fosbøl i. Jeg tror ikke, det bliver let, og det politiske arbejde er ikke færdigt, men jeg glæder mig over, der er opbakning til teknologien, siger ministeren.
Skriv kommentar