Lov om affaldsforbrændingskapacitet en realitet: Nu skal der tempo og ro på
LÆS I DAG: Dansk Affaldsforening efter vedtagelse af ny affaldslov: Nu skal vi se fremad. Slut med forsyning i navnet: Nu skal det bare hedde Sonfor. Stor rapport 'frikendte' kulhandel i Odense til en kvart milliard kroner - men rapporten viser ingenting, fastslår ekspert. Kraftvarmeværk åbner spektakulær udsigtsplatform - og det er helt gratis. Den er hjemme: Nu kan 90 procent af byen få fjernvarme. Aalborg er ude: Nu er det lokale værk inde i varmen. Netværk vil have flere kvinder ind i fjernvarmen.
Energi Supply:
Lov om affaldsforbrændingskapacitet en realitet: Nu skal der tempo og ro på
Fredag vedtog et flertal i folketinget det udskældte lovforslag om affaldsforbrændingskapaciteten i Danmark. Det er nu vedtaget ved lov, at affaldsforbrændingsanlæg skal konkurrenceudsættes og 30 procent af selskaberne forventeligt skal gå konkurs inden 2030.
Ifølge Energi Supply har Dansk Fjernvarme på linje med Klimarådet, Concito, Dansk Affaldsforening, KL og flere professorer, været åben med kritik og bekymringer for sektoren ved en vedtagelse af loven.
- Vi er skuffet over, at lovforslaget er blevet stemt igennem, på trods af, at der er blevet rejst så betydelige bekymringer og kritik fra alle aktører i sektoren. Det er skuffende, at det ikke lykkedes at trænge igennem med fakta om, hvad denne lov kommer til at have af konsekvenser for affaldsenergiselskaberne, kommunerne, klimaet og fjernvarmekunderne, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Nu maner Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening til at der kommer ro og tempo på. Ro til at skabe sikre og stabile rammer for CO2-fangst og tempo på implementering af loven, så aktørerne hurtigst muligt kan få et overblik over realiteterne - og konsekvenserne af loven.
*****
EnergiWatch:
Dansk Affaldsforening efter vedtagelse af ny affaldslov: Nu skal vi se fremad
Fokus bør være på rammerne for CO2-fangst, lyder det fra brancheorganisationer oven på fredagens vedtagelse af loven om konkurrenceudsættelse af forbrændingssektoren. Det skriver EnergiWatch.
Dansk Affaldsforening vil ”søge samarbejdet med staten om at løse de problemer, der uundgåeligt vil opstå”, efter at konkurrenceudsættelsen af forbrændingssektoren endeligt blev vedtaget af Folketinget fredag formiddag.
- Vores bekymringer ved at konkurrenceudsætte forbrændingssektoren står ved magt – men Folketinget vil det anderledes, og det må vi respektere. Nu ser vi fremad og vil samarbejde med staten og myndighederne om det videre arbejde. Loven vil få store konsekvenser – også negative. De skal løses, så snart de identificeres, og det vil vi forfølge, siger Jens Bomann Christensen, direktør i Dansk Affaldsforening
Dansk Fjernvarme betoner behovet for at få sikret rammerne for CO2-fangst og appellerer til at få implementeret loven i praksis.
- Der er et stort potentiale i CO2-fangst på affaldsenergianlæggene. Det potentiale mener vi, sammen med Klimarådet og de grønne NGO’er, at vi selvfølgelig skal indfri. Det kræver store investeringer og derfor har selskaberne også af den grund brug for at få reduceret usikkerhederne forbundet med denne lov, siger Kim Mortensen.
*****
JydskeVestkysten:
Slut med forsyning i navnet: Nu skal det bare hedde Sonfor
Generalforsamlingen i Sønderborg Forsyning bød på gode tal for genbrug, drikkevand og fjernvarmeudrulningen. Og så skifter forsyningsselskabet navn, så det i fremtiden kun hedder Sonfor. Det fremgår af JydskeVestkysten.
- Sønderborg Forsyning indtager en nøgleposition i at gøre målet om CO2 neutralitet i 2029 til virkelighed. Vi skal være iblandt de mest visionære forsyninger i den grønne omstilling og sektorkobling. Det blev derfor indstillet til generalforsamlingen at ændre navn til Sonfor, som selskabet reelt har heddet i folkemunde længe, og som skal repræsentere vores ambition om at ville være mere end driftssikker forsyning, forklarer byrådsmedlem for Venstre og bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby.
Hun suppleres af næstformand i bestyrelsen og byrådsmedlem for Socialdemokratiet, Tom Hartvig Nielsen:
- Vi har i det forgangne år formået at skabe solide resultater og fastholde en veldrevet, driftssikker forretning i en foranderlig verden med krig og krise. Vi præsenterer et regnskab med underskud i år, men det er udelukkende som følge af regnskabstekniske nedskrivninger på de eksisterende renseanlæg, som i virkeligheden repræsenterer visionære investeringer i fremtiden. Nedskrivningerne vil ikke betyde ændringer i taksten, uddyber han.
*****
Fyns Amts Avis:
Stor rapport 'frikendte' kulhandel i Odense til en kvart milliard kroner - men rapporten viser ingenting, fastslår ekspert
I et kulindkøb til 250 millioner kroner har Fjernvarme Fyn handlet med en energikoncern fra et notorisk skattely. Nu fastslår ekspert, at den rapport, som fjernvarmeselskabet frikender sig selv med, ikke kan bruges. Det skriver Fyns Amts Avis, der fortæller kulkøbet er sket gennem et selskab i skattely, og at kullene tilmed blev fragtet af et rederi i skattely. Skattelyene er De Britiske Jomfruøer og Cypern.
Men Fjernvarme Fyn, som er ejet af Odense Kommune, har med egne ord "ikke fundet indikationer på ulovligheder eller brud på skattelyregler". Det konkluderer fjernvarmeselskabet med en undersøgelse fra konsulenthuset Deloitte.
Men undersøgelsen fra Deloitte viser ingenting, lyder vurderingen nu fra Arjan Lejour, professor i skat og offentlig økonomi ved Tilburg University i Holland og en af verdens førende eksperter i skattely.
- Energiselskabet (Aalborg Forsyning, red.) har gerne villet have en rapport at læne sig op ad, men den viser ingenting. Den svarer ikke på det centrale spørgsmål: Hvilke forretningsmæssige grunde er der til, at Mercuria har placeret et holdingselskab der (på jomfruøerne, red.)?, siger han til Danwatch.
Heller ikke skattespecialist Christian Hallum fra Oxfam Ibis mener, at undersøgelsen frikender Fjernvarme Fyns kulhandel. Oxfam Ibis er den danske gren af en af verdens største udviklingsorganisationer, Oxfam, som blandt andet bekæmper ulighed i form af skattely.
- Det er svært for mig at se, hvordan de har kunnet frikende Mercuria fuldstændig. Mercurias tilstedeværelse i skattely er et stort bekymringspunkt, og vi ved, at Mercuria er lukkede omkring deres tilstedeværelse i skattely. Mercuria er i høj grad bygget op omkring skattelylande, og det er en stor bekymring, når vi har at gøre med offentlige skattekroner, sagde han i april til Fyens Stiftstidende.
*****
Jyllands-Posten:
Kraftvarmeværk åbner spektakulær udsigtsplatform - og det er helt gratis
Snart får Rundetårn, Rådhustårnet og Vor Frelsers Kirke kamp om at kunne levere Københavns bedste udsigt. Hovedstadens forsyningsselskab, HOFOR, åbner udsigtsplatform på toppen af Amagerværket, men det kan kun opleves denne sommer, skriver Jyllands-Posten.
De besøgende har ved samme lejlighed også mulighed for at kigge ud over Amagerværkets imponerende anlæg med havn, transportbånd og lagerbygninger.
- Det er både med stor glæde og stolthed, at vi åbner udsigtsplatformen for københavnerne og andre besøgende. Vi ser frem til, at offentligheden nu kan komme lidt tættere på værket og samtidig opleve den imponerende trappe og formidable udsigt fra Amagerværket. Vi håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi hen over sommeren, inden værket fra 1. september igen skal producere varme til københavnerne, siger Jens Stein, chef på Amagerværket.
Udsigtsplatformen er placeret på Amagerværkets Blok 4. Det er her, HOFOR producerer fjernvarme baseret på bæredygtig biomasse til 625.000 københavnere og 40.000 erhvervskunder.
*****
Sjællandske:
Den er hjemme: Nu kan 90 procent af byen få fjernvarme
Næstved Fjernvarme har opnået tilsagn om 66 millioner kroner fra Folketingets fjernvarmepulje. Dermed kan fjernvarmen sætte gang i eget produktionsanlæg, der lover varme til yderligere 4.900 husstande i byen, fremgår det af Sjællandske.
- Vi er ovenud tilfredse. Nu kan vi komme i gang, men det afhænger selvfølgelig af om varmekunderne vil være med til mere fjernvarme, lyder det i kor fra fjernvarmedirektør Jens Andersen og formand Kristoffer Petersen, der fejrede beskeden med kaffe og Kaj-kager.
Planen om mere varme til stort set samtlige husstande i Næstved indbefatter et produktionsanlæg med to halmvarmekedler, en el-kedel og to varmeakkumuleringstanke. Det nye produktionsanlæg til 900 millioner kroner skal placeres i det nye erhvervsområde Øverup Krog ved fordeler-ringen i det nordøstlige Næstved.
Hovedvarmekilden vil fortsat være affaldsvarme fra Affald Plus. Den er billig og kommer i rigelige mængder fra selskabets genbrugspladser og udenlandsk importeret affald. Men når temperaturen dykker under fem grader eller hele byen tager bad om morgenen, slår affaldsvarmen ikke til. Derfor skal den suppleres med primært halm, som også er en prisbillig opvarmningsform, som tilmed kommer fra lokalområdets landmænd.
- Det her det er rigtigt stort for den grønne omstilling og for alle varmekunderne i Næstved by. Nu slipper vi af med naturgassen til fordel for fjernvarmen. Det kan ikke være bedre, siger formanden for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget, Rune Kristensen (K).
*****
Nordjyske Stiftstidende:
Aalborg er ude: Nu er det lokale værk inde i varmen
Aalborg Forsyning måtte trække sig fra et fjernvarmeprojekt i Nørhalne på grund af manglende opbakning fra borgerne, hvor der skulle være en tilslutning på mindst 60 procent. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
Efter alt at dømme skyldes den vigende tilslutning til en løsning fra Aalborg Forsyning, at der opstod tvivl om, hvorvidt forsyningsselskabet havde lovet at levere fjernvarme til Nørhalne uden opkrævning af et såkaldt kraftvarmetillæg. Et tillæg som vil beløbe sig til omkring 125.000 kroner for et hus på 160 kvadratmeter.
Aabybro Fjernvarme har været klar i kulissen, og nu arbejdes der på at sikre den nødvendige 60 procent til levering herfra. Der har været afholdt et borgermøde, hvor Aabybro Fjernvarme redegjorde for deres tilbud, som foreløbigt har fået en tilslutning på 30 procent.
Det oplyser Niels Ole Jensen fra Nørhalne Borgerforening, som har været primus motor i forhold til at få fjernvarme til byen.
- Det er positivt, at vi allerede har opnået denne tilslutning på trods af, at boligforeninger, kommunale bygninger og andre storforbrugere ikke er tilmeldt, siger Niels Ole Jensen, der håber, at det i andet hug lykkes at sikre fælles fodslag omkring fjernvarme.
- Det er ikke alene vigtigt i forhold til eksisterende husstande, men også i forhold til fremtidige boligområder, som er på vej, siger han.
*****
EnergiWatch:
Netværk vil have flere kvinder ind i fjernvarmen
Fjernvarmen har ry for at være lidt af en mandeklub, men det vil ledende kvinder i berøring med branchen nu komme til livs med et nyt netværk ved navn District Heating Divas - Scandinavian, der skal skabe et forum, hvor kvinderne i fjernvarmen kan finde plads. Det skriver EnergiWatch.
- Selvom der er kommet flere kvinder, så er der stadig ikke mange kvinder. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre noget ved. Først og fremmest fordi, at jeg mener, at beslutninger og tanker bliver bedre, når der både er kvinder og mænd er repræsenteret. Derudover synes jeg også, at det er dejligt at arbejde på tværs af køn og i øvrigt også på tværs af forskellig etnicitet og alder – men nu tager vi først fat i køn, siger Kamma Eilschou Holm, der er initiativtager til netværket og tidl. direktør for CTR.
Hun står skam heller ikke alene med tankerne om, hvordan diversitet kan havde fordele for virksomheder. Det har konsulenthuset Mckinsey slået fast flere gange – senest i rapporten Diversity Wins fra 2020, som bygger på data fra 15 lande og mere end 1000 større virksomheder. Her er konklusionen også, at virksomhederne står konkurrencemæssigt stærkere med en divers repræsentation.
Siden januar 2023 har knap 200 kvinder sluttet sig til netværket, og flere virksomheder, bl.a. Rambøll, bakker op om initiativet, der skal sparkes i gang med en konference hos Rambøll d. 6. juni.
Skriv kommentar