Energiselskaber kritiserer regeringen i vindmøllesag: Det kan ingen være tjent med
LÆS I DAG: Næstved Fjernvarme investerer i omdiskuteret biomasseanlæg. Det blev et nej tak i Højbjerg: Tilslutning er for dyr. Fynsk fjernvarmechok: Tilslutning bliver voldsomt dyrere. Nu skal virksomheders overskudsvarme udnyttes. Varmeværker tæt på fusion.
Børsen:
Energiselskaber kritiserer regeringen i vindmøllesag: Det kan ingen være tjent med
Klimaminister Lars Aagaard afviser kritik fra energiselskab og siger, at selskaberne hele tiden har været klar over de juridiske problemer, der er omkring en række havvindmølleprojekter. Senest har den svenske energikæmpe Vattenfall luftet sin kritik, skriver Børsen.
Kritikken kommer på baggrund af, at regeringen – ifølge kritikerne – pludselig trækker tæppet under ordningen for havvindmølleprojekter.
- Og det sker i en politisk beslutningsproces, hvor det ikke er vores indtryk, at alle involverede forstod rækkevidden af de beslutninger, der blev truffet, siger direktør Catrin Jung, der er den øverste ansvarlige for havvind i Vattenfall.
Men ifølge klima- og energiminister Lars Aagaard (M) har selskaberne været velinformerede om den juridiske risiko hele vejen igennem:
- Jeg mener, at kommunikationen har været klar hele tiden: Ordningen havde et alvorligt statsstøtteproblem, og det har vi ikke lagt skjul på. Så vedtager man en havplan, hvor der ikke er udlagt nye arealer, så der var heller ikke udsigt til, at de ville få arealer.
*****
Klimamonitor:
Næstved Fjernvarme investerer i omdiskuteret biomasseanlæg
Næstved Fjernvarme vil opføre to nye halmkedler, selv om Klimarådet, eksperter, og grønne organisationer i årevis har kritiseret Danmarks markante forbrug af biomasse. Det er en del det udvidelsesprojekt, som fjernvarmeselskabet netop har fået 66 mio. kroner til, skriver Klimamonitor.
Flere klima- og energieksperter er generelt kritiske over for det danske forbrug af biomasse, og de foreslår i stedet at bygge blandt andet varmepumper og elkedler, der skal træde til, når ældre biomassefyrede værker ventes at lukke de kommende år.
- Det er bedst at bruge biomassen, hvor den giver os mest værdi, og det er næppe i nye biomassefyrede værker. Hvis vi kan gøre det grønnere på en anden måde, så er det måske klogere, fordi vi derfor undgår det pres, vi har på brugen af biomassen, siger Jette Bredahl Jacobsen, professor i miljø- og ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
Ifølge Jens Andersen, direktør i Næstved Fjernvarme, har man beregnet prisen på at installere varmepumper frem for at bygge halmkedler. Estimatet viser, at et varmepumpeanlæg er dyrere end et halmkedelanlæg. Det gør, at han efter lovgivningens rammer er forpligtet til at vælge det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt.
- Projektbekendtgørelsen er det, som afgør, hvad der er den samfundsøkonomiske bedste løsning, hvilket i det her tilfælde er halmværket, der også er den billigste løsning for kunderne, siger han til Klimamonitor.
*****
Viborg Stifts Folkeblad:
Det blev et nej tak i Højbjerg: Tilslutning er for dyr
Tilslutningsprisen er for høj. Det er konklusionen efter et nyligt borgermøde, vor Højbjerg-området skulle tage stilling til, om de er klar til fjernvarme. Det er de ikke, fastslår Rødkærsbro Fjernvarmeværk ifølge Viborg Stifts Folkeblad.
- Løsningen for Højbjerg by for cirka 41 boliger kræver en tilslutningspris per bolig på cirka 150.000 kroner, mens den store løsning for cirka 76 boliger kræver en tilslutningspris per bolig på cirka 200.000 kroner, fortæller formand for Rødkærsbro Fjernvarmeværk, Frede Hansen.
Han kan godt forstå, at det bliver et nej tak til tilslutning.
- Jeg er ikke overrasket, og jeg havde da også selv håbet på, at priserne var blevet lidt bedre. Der skal dog en større boligmasse til - gerne flere end 100 og ikke for spredt - før priserne bliver fornuftige, siger Frede Hansen og tilføjer, at gasprisen lige nu igen er faldet.
*****
Energy Supply:
Fynsk fjernvarmechok: Tilslutning bliver voldsomt dyrere
Knap 700 forbrugere i de to midtfynske byer Gislev og Fjellerup kan vinke farvel til gas- og oliefyr, men det bliver en hel del dyrere, end først meldt ud. Der bliver tale om et ekstra tillæg, der løber op i 75.000 kroner for et standardhus på 150 kvadratmeter. Det skriver Energy Supply.
Det betyder, at den samlede pris, som beboerne skal betale til Midtfyns Energi løber op i 111.250 kroner.
- Beløbet på 36.250 kroner har vi meldt ud, da folk begyndte at tilmelde sig fjernvarmen. Da vi så måtte indføre en grøn omstillingstarif i Ryslinge, vidste vi godt, at det også ville ske i Gislev/Fjellerup. Når nogen har spurgt, har vi også sagt, at der kommer noget. Men vi har ikke kunnet sige, hvor stort et beløb. Vi har været bekymret for, om vi kunne holde det samme beløb som i Ryslinge. Men det set det heldigvis ud til, at vi kan, siger direktør i Midtfyns Energi Karsten Godiksen til Fyens.dk.
Cirka to ud af tre potentielle forbrugere i de to byer har givet tilsagn om at sige ja til fjernvarmen. Ingen er dog bundet af noget endnu.
*****
Frederikssund Kommune:
Nu skal virksomheders overskudsvarme udnyttes
Fem af Frederikssund Kommunes største og mest energitunge virksomheder er gået sammen i et energipartnerskab, der skal udnytte de store mængder varme ved at koble virksomhederne på det udbyggede fjernvarmenet. Det skriver Frederikssund Kommune i en pressemeddelelse.
Virksomhederne i partnerskabet producerer i dag store mængder overskudsvarme, som kun i mindre grad bliver udnyttet. Men overskudsvarmen kan potentielt set forsyne en stor del af kommunens borgere og virksomheder med bæredygtig varme.
For at nå i mål arbejder Energipartnerskabet også hen imod at kunne egenproducere mest mulig vedvarende energi i form af lokal sol- eller vindenergi, fremgår det af pressemeddelelsen.
Energipartnerskabet har allerede søgt og modtaget støtte til ekstern rådgivning på 60.000 euro fra EU's European City Facility-fond. Firmaet Viegand Maagøe bistår partnerskabet med det formål at søge flere EU-midler til projektet.
Energipartnerskabet består foreløbig af Topsoe, CO-RO, Croda, Foss og Topsil Globalwafers samt Frederikssund Erhverv, Frederikssund Kommune og de to varmeselskaber I/S Vestforbrænding og E:ON.
*****
Midtjyllands Avis:
Varmeværker tæt på fusion
Fusionen mellem Ry Varmeværk og Rye Kraftvarmeværk er nu godkendt af politikerne i klima-, miljø- og planudvalget og sendt i offentlig høring. Med mindre der kommer høringssvar med ”skyts i”, kan fusionsplanerne vedtages i byrådet, hvorefter de to værker den 1. januar 2024 er en enkelt enhed.
Anders Pilgaard, formand for Rye Kraftvarmeværk, konstaterer ifølge Midtjyllands Avis, at alle vigtige spørgsmål er blevet besvaret og alle planer lagt.
- Nu mangler vi faktisk kun det endelige blå stempel fra Skanderborg Kommune, men det betragter vi som en formssag, siger Anders Pilgaard og bakkes op i det udsagn af Simon Boel, formand for Ry Varmeværk.
For brugerne i Gl. Rye betyder fusionen, at deres pris for et år i et såkaldt standardhus falder med 1643 kroner til 17.845 kroner. Det sker allerede fra årsskiftet.
Skriv kommentar