Gå til hovedindhold

Ny rekord: Fjernvarmen udfaser naturgas i rekordtempo

LÆS I DAG: Ekspert advarer mod varmepumpe-tilskud til områder med fjernvarme. Økonomiudvalget vedtog at arbejde mod en fusion med Fjernvarme Fyn. Kommunens borgere skifter til grønnere varme. Loft over bonus hos forbrugerejede energiselskaber. Stor interesse for fjernvarmekurser blandt ledige.

15. jun. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    Ny rekord: Fjernvarmen udfaser naturgas i rekordtempo

    52.724 boliger blev i 2022 koblet til fjernvarme, viser nye tal fra Danmarks Statistik, der netop har offentliggjort deres årlige opgørelse af danske boligers opvarmningskilde trukket fra BBR-registeret. Langt størstedelen af disse boliger valgte naturgassen fra for at skifte til fjernvarme. Det fremgår bl.a. af Energy Supply.

    I fjernvarmesektoren er så høj en tilstrømning af nye fjernvarmekunder kun set lignende én gang før for 30 år siden. Opgørelsen bekræfter, at 2022 var et travlt år for mange fjernvarmeselskaber og at danskerne har stor appetit på at skifte til fjernvarme.

    - Vi har en stor og vigtig opgave i at udfase naturgas i boligopvarmningen. I lyset af energikrisen og behovet for at være uafhængig af naturgas, viser tallene fra Danmarks Statistik, at fjernvarme er danskernes foretrukne opvarmningskilde. Og sektoren knokler for at få udrullet fjernvarmen hurtigst muligt, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse.

    I alt har 1,9 mio. husstande nu fjernvarme som opvarmningskilde.

    *****

    Klimamonitor:
    Ekspert advarer mod varmepumpe-tilskud til områder med fjernvarme

    I flere år har staten – trods advarsler fra eksperter og politikere hos Klimamonitor – givet store varmepumpetilskud til boligejere i områder, hvor der ellers skal laves fjernvarme. Og selv om politikerne i september satte en politisk en prop i problemet, så er der fortsat risici for, at de forkerte modtager støtte.

    Advarslen kommer i Klimamonitor og kommer fra en energiprofessor:

    - Man undergraver systematisk og med statsstøtte en teknologi, der har potentialet til at være mere effektiv, fordi man kan bruge industriel overskudsvarme, som ellers vil gå til gråspurvene, siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet til Altinget.

    Fra 1. januar har kommunerne kunnet indberette områder, de planlægger at udlægge til fjernvarme. Problemet er, at 50 kommuner mangler at melde fjernvarmeområder – eller dele af kommunens fjernvarmeprojekter – ind.

    Herved er der fortsat risiko for, at husejere i år kan søge tilskud til individuelle varmepumper i dette år.

    *****

    Kerteminde Avis:
    Økonomiudvalget vedtog at arbejde mod en fusion med Fjernvarme Fyn

    Et flertal i Økonomiudvalget under Kerteminde Kommune besluttede onsdag aften at arbejde hen mod fusion med Fjernvarme Fyn. Det betyder, at der nu ikke længere arbejdes med muligheden for egen varmeforsyning. Det skriver Kerteminde Avis.

    - Meget groft skitseret, bliver der nu iværksat en proces, med en række indledende drøftelser mellem Kerteminde forsyning, Fjernvarme Fyn og de involverede kommuner, hvor vi bliver klogere på mulighederne for fusion, samt bl.a. forbrugernes forventede pris og principperne for værdiansættelse, fortæller medlem af Økonomiudvalget, Kristian Hald fra Socialdemokratiet.

    Han nævner, at økonomiudvalget samtidig ønsker et tilbud på en aftale som den Kerteminde Forsyning har i dag, hvor Kerteminde Forsyning køber fjernvarmen fra Fjernvarme Fyn. Denne kan tages i brug, hvis der ikke kan opnås enighed i forhold til en fusion

    Beslutningen blev vedtaget af et flertal bestående af Socialdemokratiet, Konservative, Enhedslisten og Nye Borgerlige. Venstre og Dansk Folkeparti stemte imod. Alex Haurand fra SF var ikke til stede.

    Hvis Socialdemokratiet og Konservatives medlemmer af byrådet, stemmer som deres repræsentanter i Økonomiudvalget på byrådsmødet 22. juni, så vil beslutningen blive vedtaget med stemmerne 22-3 idet SF, DF og Venstre så vil være de eneste partier, der stemmer imod.

    *****

    Vejle Kommune; pressemeddelelse:
    Kommunens borgere skifter til grønnere varme

    I 2022 skiftede knap 1.900 husstande i Vejle Kommune deres varmekilde fra fossil energi til varmepumper eller fjernvarme. Det viser en kørsel fra Danmarks Statistik, der netop er offentliggjort, fremgår det af en pressemeddelelse fra Vejle Kommune.

    Samlet svarer det til, at hver sjette olie- og gasfyr i Vejle Kommune blev udfaset på bare et år. For hvert olie- og gasfyr, der skiftes til grøn fjernvarme eller varmepumper på grøn el, reducerer vi udledningen med omkring 3-5 tons CO2.

    Og skiftet til grønnere varmekilder er ikke slut. Vejle Kommune har udarbejdet en varmeplan, der viser vejen til endnu flere områder, som kan tilbydes fjernvarme af de ni fjernvarmeselskaber, der opererer i kommunen.

    Den mest udbredte varmekilde er fjernvarmen med mere end 35.000 opvarmede boliger – en stigning på 1.600 på bare et år.

    *****

    EnergiWatch:
    Loft over bonus hos forbrugerejede energiselskaber

    Større gennemsigtighed i lønpolitikker og vederlag for bestyrelser og direktioner og loft over bonusser og fratrædelsesordninger.  Det er en del af nye strammere branchestandarder for forbrugerejede forsyningsselskaber, som Green Power Denmark har opdateret sammen med Ejerforbrugerforum.

    - Vi har udvidet branchestandarderne for løn og bonusser for at gøre det endnu mere tydeligt, hvad vi mener, er god selskabsledelse. Det er retningslinjer, som både respekterer deltagerdemokratiet i de enkelte forbrugerstyrede selskaber og sikrer en fælles standard på tværs af branchen, udtaler Søren Thorsager, formand for EjerForbrugerForum, ifølge EnergiWatch.

    Standarderne træder i kraft med umiddelbar virkning og gælder hele energikoncernen, det vil sige også de datterselskaber, som koncernen ejer.

    - Energikrisen har synliggjort den vigtige samfundsopgave, energiselskaberne løfter. Med den opgave følger et kæmpe ansvar for at sikre gennemsigtighed om vederlag. Det har vi ikke været gode nok til. Med de nye anbefalinger tager vi klart afstand fra bonusser uden loft og sikrer større gennemsigtighed. Vi opfordrer på det kraftigste selskaberne til at følge de her anbefalinger eller lignende kodeks afhængigt af ejerform, udtaler Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

    *****

    Ekstra Bladet:
    Stor interesse for fjernvarmekurser blandt ledige

    Jobcentre og ledige har vist massiv interesse for opkvalificeringsforløb på industri- og fjernvarmeområdet,  som Tekniq Arbejdsgiverne, Dansk Metal og Blik- og Rørarbejderforbundet står bag. De har tidligere haft held med netop det i Syd- og Sønderjylland, og nu er turen kommet til hovedstadsområdet.

    Ekstra Bladet fortæller, at over 100 ledige har meldt sig til et introduktionsmøde hos TEC i Ballerup. Hos Tekniq Arbejdsgiverne er den massive interesse meget kærkommen.

    - Interessen for fjernvarmekurserne overstiger vores forventninger, og hvis det kan resultere i flere faglærte hænder på sigt og svejsere lige nu, så betyder det også, at Danmark hurtigere kan gøre sig fri af russisk gas, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    Forløbene er målrettet både faglærte og ufaglærte ledige i håb om at øge beskæftigelsen i branchen. De er tilrettelagt bredt til hele installations- og industriområdet, så lokale virksomheder hurtigt kan rekruttere den arbejdskraft, de har brug for.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...