Gå til hovedindhold

Norfors overtager Holte Fjernvarme

LÆS I DAG: Venstre vil have politikere ud af bestyrelser efter fjernvarmesag. Borgere går efter en fælles varmeløsning. Jagten på halm er i gang.

19. jun. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Frederiksborg Amts Avis:
    Norfors overtager Holte Fjernvarme

    Fra 1. juli bliver Holte Fjernvarme indlemmet i Norfors. Sammenlægningen sker for, at man også lokalt kan øge kapaciteten markant i de kommende år, fremgår det af Frederiksborg Amts Avis. Når det sker, vil Holte Fjernvarme være en afdeling på lige fod med de øvrige fjernvarmeafdelinger i Norfors-koncernen.

    Allerede tilbage i 2019 indgik Holte Fjernvarme og Norfors en aftale om et strategisk samarbejde, som betyder, at Norfors siden da har stået for administration og drift, distribution og styring af fjernvarmeproduktionen.

    Derfor giver det god mening at fusionere de to selskaber, forklarer den administrerende direktør i Holte Fjernvarme, Erik Mollerup:

    - Efter energikrisen besluttede Folketinget at udbygge fjernvarmen markant, og man pålagde kommunerne at lave en ny varmeplan inden udgangen af 2022. Alene i Holte Fjernvarmes geografi, det gamle Søllerød, den sydlige del af kommune, vil det betyde, at man skal udbygge fjernaktiviteterne med mere end det dobbelte. Man skal fordoble kapaciteten og nettet. Der skal investeres på den anden side af halvanden mia. kroner alene i den sydlige del af kommunen, siger han - og uddyber:

    - Holte Fjernvarme er et andelsselskab med 1.400 andelshavere. Det er ikke realistisk, at vi skal låne halvanden mia. og løbe den risiko, der ligger i det. Vi skal have kommunegaranti. Og vi skal låne pengene. Dem er der ingen, der vil låne os, hvis ikke kommunen giver os en lånegaranti. Og det giver ej heller nogen mening at ligge som en lille ø mellem Vestforbrænding mod syd og Norfors mod nord. Sådan et lille selskab som Holte Fjernvarme er slet ikke tunet til så voldsom en strukturel ændring, fastslår Erik Mollerup.

    *****

    Fyns Stiftstidende:
    Venstre vil have politikere ud af bestyrelser efter fjernvarmesag

    Sagen om rod i Fjernvarme Fyns arbejdsklausuler ser ikke køn ud for selskabets bestyrelse, mener Venstres politiske ordfører i Odense Kommune, Araz Kahn. Derfor skal bestyrelsesmedlemmerne i fremtiden være fagligt professionelle, siger han til Fyns Stiftstidende.

    - Hvis vi kigger på Fjernvarme Fyn og på de tunge bestyrelsesposter, så mener jeg ikke, at hverken formand eller næstformand, har den faglige indsigt, som man i andre virksomheder går op i. Jeg kunne ikke forestille mig, at man i medicinalbranchen ville sammensætte bestyrelser på samme vis, siger Araz Kahn.

    Fjernvarme Fyns formandskab består af socialdemokraten Mads Søndergård Thomsen og det tidligere konservative byrådsmedlem Lars Havelund. Men byrådsmedlemmerne Michael Eskamp Witek (S) fra Odense og Jane Yndgaard (DF) fra Nordfyn sidder også i bestyrelsen.

    - Det er skatteborgernes penge, der forvaltes i de virksomheder, som er ejet af kommunen. Og der skal vi have de bedste og de mest professionelle og faglige indsigt, siger Araz Kahn.

    Konservatives rådmand i Odense, Tommy Hummelmose, mener dog ikke, man kan bedømme Fjernvarme Fyns bestyrelse på baggrund af en enkelt sag.

    - Man kan altid i bagklogskabens lys sige, jamen bestyrelsen burde have stillet nogle spørgsmål, men de skal jo så også vide på, hvilken baggrund de skal stille spørgsmålene, siger Tommy Hummelmose.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Borgere går efter en fælles varmeløsning

    60 deltog i borgermøde om en eller anden form for fjernvarme i Bække, hvoraf et stort flertal var stemt for at arbejde videre med at få fjernvarme. Og nu stikker arbejdsgruppen hovederne sammen med en tilsvarende gruppe i Gesten for at blive klogere, skriver JydskeVestkysten.

    - Det er jo grotesk, at man sætter en flok glade amatører til at arbejde med den slags tekniske spørgsmål, men vi gør, hvad vi kan for at blive klogere, fortæller Britt Sørensen fra varmegruppen.

    Det er planen, at de først skal holde et møde med den lokale varmegruppe i Gesten, så de i fællesskab tager en snak om mulighedern.

    - Der er mange løsninger, men hvad er klogest. Skal landsbyerne gå sammen om en løsning, eller skal vi gøre det hver for sig. Skal vi hente varmen fra Vejen Varmeværk eller fra Viking Link. Eller hvad gør vi, lyder det fra Britt Sørensen.

    *****

    Lolland-Falsters Folketidende:
    Jagten på halm er i gang

    Mange af varmeværkerne på Lolland-Falster fyrer med halm, men på grund af tørken forudser nogle, at der kan komme knaphed på halm fra landmændene. Derfor er jagten på halm forud for fyringssæsonen den kommende vinter allerede gået ind, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

    Det gælder fx Nørre Alslev Fjernvarmeværk, hvor man tilmed er ramt af, at der tidligere på året skete en eksplosion, der betyder, at kedlen til halmafbrænding ikke længere er fuldt funktionsdygtig.

    - Vi er midt i arbejdet med at skaffe halm, så jeg kan ikke sige, hvordan det ender. Men jeg er ikke rolig, før vi finder alt det, vi skal bruge. Vi plejede at bruge 17-1800 tons halm. Nu skal vi finde 5.000 tons. Jeg vil dog gerne lige understrege, at vi altid kan levere varme, siger driftschef Søren Pedersen.

    På Sydfalster Varmeværk tager bestyrelsesformand Hans Nielsen situationen med ro.

    - Vi har ikke hørt, at det skulle blive et problem at skaffe nok halm. Ifølge kontrakten skal landmanden levere. Giver det udfordringer, er det også ham, der må ud at købe noget, han kan erstatte det med. Hvis det skulle ske, håber jeg da, vi bliver kontaktet først, så vi sammen kan finde løsninger og der ikke skal sættes hårdt mod hårdt, siger han.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...