Gå til hovedindhold

Biomasse til debat på Folkemødet: ”Vi har gang i et kæmpe overforbrug”

LÆS I DAG: GEV investerer i fremtiden med ny akkumuleringstank ved flisværket i Grindsted. Kæmpe udvidelse af fjernvarmenettet i Slagelse de kommende år på plads. Holte Fjernvarme indlemmes i Norfors og opløses. Ny formand i vandsektorens brancheorganisation: Erstatter ny Aalborg-borgmester. Energiselskab sætter kæmpe solcelleprojekt på lang pause. Kul-diskussion martrer ministres aftale om elmarkedsreform.

20. jun. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Gridtech:
    Biomasse til debat på Folkemødet: ”Vi har gang i et kæmpe overforbrug”

    Brugen af biomasse var et af de helt store samtaleemner på dette års Folkemøde. Fredag eftermiddag blev den omdiskuterede energikilde sat under lup, da Verdo og Dansk Fjernvarme havde inviteret til paneldebat om biomassens rolle i energisystemet. Det fortæller Gridtech.

    Jens Dahlstrøm Iversen, der er seniorrådgiver for energi og klima hos Rådet for Grøn Omstilling, havde sit budskab klar: Nemlig at det ikke er godt, at biomassen i dag udgør store dele af grundlasten i varmesektoren.

    - Vi er simpelthen gået fra at brænde kul af og tilbage til at brænde skoven af, og det skal vi stoppe hurtigst muligt, lød det fra Rådets repræsentant.

    Chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Maria Dahl Hedegaard,  erkendte i debatten, at biomassen skal udgøre langt mindre i fremtiden, men den fortsat er nødvendig som en »trædesten« for fjernvarmeselskaberne til at opretholde varmeforsyningen.

    - Biomassen bliver i dag brugt som grundlast, fordi den er blevet brugt til at komme væk fra kul som en trædesten over på noget andet. Og når vi kommer videre derfra, så skal brugen rykkes op til at sikre el- og varmeforsyningen i de perioder, hvor solen ikke skinner og vinden ikke blæser, fastslog Maria Dahl Hedegaard.

    Den holdning blev bakket op af Verdos divisionsdirektør, Jesper Møller Larsen, der særligt på bagkant af den russiske invasion af Ukraine har været glad for biomasse.

    - Vi vækster rigtig meget med flere forbruger på vores fjernvarmenet, hvor vi i øjeblikket arbejder på at koble mere end ti byer på. Hvis vi ikke havde haft biomassen, så havde vi slet ikke mulighed for at hjælpe de mere end ti millioner kubikmeter gas i de private husstande, hvor vi nu snart kan tilbyde fjernvarme. Biomasse gør, at vi kan tilbyde fjernvarme til konkurrencedygtige priser, forklarede Jesper Møller Larsen.

    *****

    Netavisen Grindsted:
    GEV investerer i fremtiden med ny akkumuleringstank ved flisværket i Grindsted

    I april 2023 blev det første spadestik taget til en 2500 m3 stor akkumuleringstank bag flisværket på Tingvejen. Nu er meldingen, at akkumuleringstanken står klar i uge 43 – lige i tide til den nye fyringssæson for GEV. Det skriver Netavisen Grindsted.

    Akkumuleringstanken blev aktuel, fordi der etableres en ny elkedel på flisværket. Det skal sammen være med til at sikre stabile fjernvarmepriser til forbrugerne i Grindsted og mere fossilfri energi. Elkedlen kan lave varme, når strømmen er billig, forklarer varmemester i GEV, Berge B. Hansen

    - Men vi har ikke altid brug for varmen lige nu, så den nye akkumuleringstank kan opbevare det, indtil der er brug for det i byen, og det kan så pumpes ud efter behov til byen, fortæller han.

    Forbrugerne kommer til at mærke de nye installationer ved stabiliserede priser. Så det er kun måden, varmen bliver produceret på, som ændres. Ideen er, at flisværket skal køre flere måneder om året, men på el, til en pris som er lavere, end når man fyrer med flis. Og så vil tiden vise, om vi måske skal fyre med mindre flis på værket, fordi vi kan producere varme på billig el i stedet for, afslutter Berge.

    *****

    Sjællandske:
    Kæmpe udvidelse af fjernvarmenettet i Slagelse de kommende år på plads

    Interessen for fjernvarme er stor i Slagelse, og nu udvider forsyningsselskabet Envafors, der står for fjernvarmen i Slagelse Kommune, endnu en gang fjernvarmen i byen. Inden udgangen af 2024 kan yderligere 1100 ejendomme i Slagelse få fjernvarme, og flere udvidelser kan være på vej, fremgår det af Sjællandske.

    Udrulningen af fjernvarmenettet i de nye områder blev for kort tid siden en realitet, da mere end 60 procent af boligejerne i de to fjernvarmezoner havde forhåndstilmeldt sig fjernvarmen.

    - Tilmeldingen åbnede midt i marts, og i den korte periode er det lykkedes os at indhente mere end 600 fjernvarmekontakter, hvilket er helt vildt og et udtryk for, hvor eftertragtet fjernvarmen er blevet. Tidligere ville det have taget os år at opnå en lignende tilslutning, fortæller Carsten Lunde, der er energichef i Envafors.

    I dag har godt 3.000 boliger i Slagelse mulighed for at få fjernvarme. Ved udgangen af 2027 forventer Carsten Lunde, at dette tal næsten er fordoblet, når projektet ved Holmstrup, Østbyens industrikvarter samt tre yderligere udvidelser af fjernvarmenettet forventes afsluttet:

    - Vi udvider i øjeblikket fjernvarmen i et rekordtempo. I løbet af en femårig periode kommer vi til at udrulle mere fjernvarme i Slagelse, end vi har formået over de seneste 40-50 år. Dette er ambitiøst og et udtryk for, at teknologierne samt de ansatte der udruller fjernvarmen er blevet bedre og dygtigere, siger energichefen.

    Læs også: 1.100 nye varmekunder er på vej i Slagelse.

    *****

    Energy Supply:
    Holte Fjernvarme indlemmes i Norfors og opløses

    Andelshaverne har ved to generalforsamlinger i maj og juni besluttet, at Holte Fjernvarme a.m.b.a. sammenlægges med I/S Norfors. Sammenlægningen sker ved at Holte Fjernvarme a.m.b.a. overdrager alle sine aktiviteter og aktiver til I/S Norfors pr. 1. juli 2023 og derefter opløses. Det skriver Energy Supply.

    Tidspunktet for den endelige sammenlægning er blevet aktualiseret af de markante ændringer, der er sket på varmeforsyningsområdet, der fremover kommer til at stille helt andre krav til såvel udbygning af fjernvarmen, som den grønne omstilling af produktionsanlæg. Aktiviteter, der vil kræve meget store investeringer og et aktivitetsomfang, der kræver en anden skala for en robust og effektiv organisation end den nuværende.

    - Et omfang, et selskab, som Holte Fjernvarme a.m.b.a. vil have endog meget svært ved at løfte alene med de risici, der i øvrigt vil være forbundet hermed, fremgår det af pressemeddelelsen.

    Sammenlægningen vil betyde, at man bliver bedre rustet til de store opgaver, der ligger forude; såvel udbygning af fjernvarmen, som den grønne omstilling af produktionsanlæg.

    *****

    Energy Supply:
    Ny formand i vandsektorens brancheorganisation: Erstatter ny Aalborg-borgmester

    Lasse Frimand Jensen er blevet borgmester i Aalborg og dermed kan han ikke fortsætte som formand for DANVA. Det betyder, at der er udpeget en ny formand – den hidtidige næstformand Carsten Nystrup. Det skriver bl.a. Energy Supply.

    - Vandsektoren bevæger sig i disse år ind i selve kernen af forandringen af den nye verdensorden. Den påvirkes af effekten af miljøfarlige stoffer og klimaforandringer, som skaber pres på vores vandressourcer. Jeg er stolt over at være med til at give vandet en stemme, så vi kan sikre rent drikkevand til danskerne og håndtere spildevandet på en måde, så det ikke påvirker miljøet. Desuden skal vores samfund indrettes til de nye vejrfænomener, som følger med klimaforandringerne, udtaler Carsten Nystrup i en pressemeddelelse.

    Carsten Nystrup skal i følge vedtægterne være formand for DANVA frem til førstkommende generalforsamling, hvor medlemmerne så skal vælge, hvem der skal stå i spidsen for vandsektorens brancheorganisation.

    DANVAs bestyrelse konstituerer sig med en ny næstformand på førstkommende bestyrelsesmøde.

    Læs også: DANVA har fået ny formand.

    *****

    Frederiksborg Amts Avis:
    Energiselskab sætter kæmpe solcelleprojekt på lang pause

    Alt er klart, men nu sætter European Energy hele sit stort anlagt projekt med en samlet investering på omkring to milliarder kroner på pause. Hillerød Kommune skal nemlig bruge 14 måneder på at finde ud af, hvor i kommunen man ønsker solcelleparker, og hvilke krav man vil stille til udformningen af de store anlæg.

    Ifølge Frederiksborg Amts Avis er der tale om en 180 hektar stor solcellepark og et PtX-anlæg til produktion af brint. Ifølge avisen er der lavet aftaler om leje af jord med otte lodsejere, en aftale med Hillerød Forsyning om medejerskab, arkitekttegningerne til PtX-anlægget er offentliggjort, og der er reklameret med, at naboerne kan købe 25 procent af den kommende energipark

    - Vi respekterer den proces, der er sat i gang nu, og vi synes, det er en god idé at få lavet den samlede plan. Den proces skal have lov at gå sin gang, og i den mellemliggende periode stiller vi vores projekt i bero, siger Thomas Beck Sørensen fra European Energy.

    European Energy har dog ikke mistet lysten til at etablere solceller i Hillerød Kommune.

    - Den måde, staten har struktureret udbygningen af vedvarende energi, motiverer til at lave anlæg i områder, hvor der er plads på nettet. Det er der i Hillerød Kommune. Hvor vi tidligere har set meget vedvarende energi i Vestjylland, Nordjylland og på Lolland, ser man nu som virksomhed på områder, hvor der ikke er meget vedvarende energi allerede, siger han og tilføjer, at European Energy næppe er de eneste, der har kig på Hillerød.

    *****

    EnergiWatch:
    Kul-diskussion martrer ministres aftale om elmarkedsreform

    EU’s energiministre skal have sat to streger under deres holdning til elmarkedsreformen. Men Polen insisterer på at brugen af kulværker skal forlænges, og det truer med at kaste grus i maskinen, fremgår det af EnergiWatch.

    Polen får 70 pct. af sin elproduktion fra kulkraftværker, og derfor ønsker Polen, at støtten til kulkraftværker kan forlænges ud over 2025, hvor der ellers er sat en grænse for, at der ikke må udledes mere end 550 gram CO2 per KWh, der produceres.

    Kompromiet skulle ifølge bl.a. et fransk medie være, at reglen skal kunne gradbøjes, så værker, der startede kommerciel produktion før 2. juli 2019, hvor reglen trådte i kraft, kan få lov til at støtte frem til 2029 – altså fire år længere end andre værker.. I stedet kan de få lov at få støtte indtil 2029.

    Ifølge den polske energiminister Anna Moskwa er der flertal for det, skriver Reuters.

    - Jeg har gjort en masse arbejde og haft gode samtaler de seneste dage, og jeg er optimistisk med hensyn til mandag. Det er ikke kun Polen, der har brug for et kapacitetsmarkedet, udtalte Anna Moskwa til bureauet torsdag og tilføjede, at der var flertal bag forslaget.

    Meningen er, at EU-Parlamentet skal stemme om deres holdning på deres plenarforsamling i september, så de såkaldte trilogforhandlinger kan gå i gang direkte bagefter.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...