Aagaard åbner for at nå dansk EU-klimamål med kvotekøb
LÆS I DAG: Vestforbrænding blandt de billigste fjernvarmeselskaber. Tysk energikæmpe skruer forventningerne op efter halvår med fremdrift. Fjernvarme Fyn melder om prisstigninger. Sveriges regering vil satse stort på atomkraft i fremtiden.
Altinget:
Aagaard åbner for at nå dansk EU-klimamål med kvotekøb
Danmark kan købe kvoter og annullere til at nå EU’s klimaforpligtelser. Det er ifølge Altinget meldingen fra klimaminister Lars Aagaard, der siger, at Danmark ikke har fået en høj klimaforpligtelse fra EU ”ud fra en tanke om, at alle reduktioner skal findes i Danmark.”
Her siger Lars Aagaard, at Danmark ikke har fået en høj klimaforpligtelse fra EU ”ud fra en tanke om, at alle reduktioner skal findes i Danmark.”
- Det er et lovkrav at nå målet. Vi når målet enten ved at reducere i Danmark, eller også laver vi en aftale med andre lande om at købe deres udledningstilladelser. Vi kommer til at levere, siger Lars Aagaard til DR2 Deadline.
Inden udgangen af året skal regeringen tage stilling til, om Danmark skal bruge kvoteannulleringer frem mod 2030 til at nå EU’s klimaforpligtelser.
Energistyrelsen skriver i den seneste klimafremskrivning fra april, at der udestår reduktioner for cirka 16 millioner ton CO2e i 2021-2030 for at leve op til EU’s klimakrav til Danmark. Kravene fra EU er så høje, at Danmark ikke vil opfylde dem selv med det ambitiøse mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030.
*****
Vestfor.dk; pressemeddelelse:
Vestforbrænding blandt de billigste fjernvarmeselskaber
Vestforbrænding er igen i år blandt de billigste fjernvarmeselskaber i Nordsjælland og Hovedstaden. Det viser Forsyningstilsynets nye prisstatistik, som opgør fjernvarmepriserne fra januar 2023 for et standardhus, fremgår det af en pressemeddelelse fra Vestforbrænding.
Vestforbrændings varmepris for 2023 er 12.172 kr., og kun to selskaber ud af 33 i området er billigere; det er Brøndby Fjernvarme og Greve Fjernvarme.
- Vi har meget konkurrencedygtige fjernvarmepriser - og frem for alt priser, som vi historisk set har holdt stabilt lave. Det skyldes, at vores fjernvarme grundlæggende er baseret på forbrænding af restaffald, men det har også vist sig særledes vigtigt at basere varmeforsyningen på flere forskelligartede kilder, siger Søren Løgstrup Hansen, som er distributionschef for Grøn Varmeforsyning og tilføjer, at Vestforbrænding fra juli 2023 sat prisen yderligere ned til 12.047 kr.
Der er i Forsyningstilsynets statisk stor spredning i varmepriserne fra de forskellige selskaber - helt fra 10.500 kr. til 40.700 kr. om året for opvarmning af et standardhus. Det skyldes at selskaberne bruger forskellige energikilder og navligt dem, der er baseret på gas, har oplevet store prisstigninger.
Prisstatistikken er opgjort pr. januar 2023, og viser de anmeldte priser for 2023. Median-prisen for de 33 selskaber i området er 18.871 kr. F or alle selskaberne i Danmark (388 stk.) er den 18.526 kr.
*****
EnergiWatch:
Tysk energikæmpe skruer forventningerne op efter halvår med fremdrift
E.On’s driftsresultat har taget et tigerspring i løbet af årets første halvår, og det sætter et positivt præg for resten af året, skriver EnergiWatch. Den tyske energikoncern har således oplevet vækst i begge sine segmenter i form af gas- og strømdistribution og kundeløsninger.
- Efter en lang periode med krise fornemmer vi, at modvinden for vores forretning er aftagende. Vi ser, at vores markeder i stigende grad kommer sig, udtaler adm. direktør Leonhard Birnhaum i en pressemeddelelse, der fortsætter:
- Samtidig bliver energiomstillingen mere håndgribelig for hver dag, der går, og efterspørgslen efter vores bæredygtige energiløsninger og vores infrastruktur stiger. Vi befinder os derfor i et miljø, der giver os meget arbejde, men også et enormt vækstpotentiale.
Ifølge Eons finansdirektør Marc Spieker er koncernens markedsmiljø i bedring, og det reducerer risikoen for forretningen i de kommende måneder. Dog vil de faldende priser på el og gas betyde, at Eon ikke kommer til at generere en indtjening på samme niveau i anden halvdel af året.
- Disse faktorer sammen med vores stærke finansielle og driftsmæssige resultater i første halvår har fået os til at hæve vores prognose for 2023. Det er dog meget vigtigt at understrege, at den positive udvikling i el- og gassalget ikke vil fortsætte på denne måde i anden halvdel af 2023, udtaler han
*****
EnergiWatch:
Fjernvarme Fyn melder om prisstigninger
Et forventet underskud de kommende år betyder, at mere end 200.000 fynboer må forberede sig på, at varmen i radiatoren bliver dyrere. Prisstigningen – der træder i kraft fra den 1. september - bliver på omkring 815 kroner, skriver bl.a. EnergiWatch.
Årsagen til det forventede fremtidige stigende underskud er stigende udgifter på grund af høj inflation, som øger udgifter til brændsler og et volatilt elmarkedet, forklarer Kim Winther, konstitueret direktør for Fjernvarme Fyn.
- Vi har fastholdt en af landets laveste varmepriser gennem flere år, og derfor har vi kunnet holde hånden under varmepriserne i Odense, imens priserne i samfundet ellers er steget gennem corona- og energikriser. Vi sætter nu prisen op med knap otte pct., men havde vores priser fulgt den almindelige udvikling i samfundet, havde varmeprisen været cirka 20 pct. højere i dag, siger han.
*****
Energy Supply:
Sveriges regering vil satse stort på atomkraft i fremtiden
Sverige er klar til at ændre landes lovgivning for at kunne fordoble landets elproduktion frem mod 2045. Lovændringen er nødvendig for at få atomkraft til at blive en del af ligningen, siger den svenske klima- og miljøminister, Romina Pourmokhtari. Det skriver Energy Supply.
- Regeringen ser gerne, at ny atomkraft fra svarende til mindst ti konventionelle reaktorer bliver taget i brug i løbet af 2030'erne og 2040'erne, siger Romina Pourmokhtari fra Liberalerna.
Sverige har i dag en miljølovgivning, der siger, at der maksimalt må være ti atomreaktorer i drift i landet. Den skal ændres, mener regeringen.
- De her begrænsninger står i vejen for et moderne syn på atomkraften, siger klima- og miljøministeren og fortsætter:
- Den svenske debat om atomkraft har de seneste årtier skadet landets udvikling af atomkraft, mens andre lande har udviklet teknikken.
Skriv kommentar