Politisk nøl udskyder dansk CCS-udbud
LÆS I DAG: Fjernvarmeselskaber skal finde sammen for at magte stor udbygningsplan . Energiprojekt til 119 mio. kr. har vind i sejlene. Nu bliver forbruger nummer 800 fejret. Københavnske politikere skal tage stilling til kontroversielt forslag: Vil udnytte varme fra krematorium.
EnergiWatch:
Politisk nøl udskyder dansk CCS-udbud
Politisk uvished om statsligt ejerskab af CO2-lagre, får Energistyrelsen til at trykke pause på udbuddet få dage før planlagt begyndelse på udbud af havlicenser til lagring af CO2 i Nordsøens undergrund. Det skriver EnergiWatch.
Udbuddet skulle ifølge bekendtgørelsen være påbegyndt tirsdag den 15. august med ansøgningsfrist den 1. oktober. Nu lyder det lidt løseligt, at styrelsen ”forventer, at der fastsættes et nyt tidspunkt for åbningen af udbudsrunden senere i 2023”.
Årsagen til forsinkelsen er politisk. Forud for det første udbud, der blev afholdt for et år siden, blev det besluttet, at staten skal have en ejerandel på 20 pct. af de vindende projekter i samme model, som det kendes for olie- og gaslicenser.
I sidste års opfølgningsaftale om den danske CCS-strategi hed det at statens ejerskabsandel ”vil være fastsat til 20 pct. i forbindelse med de kommende licenser” i Nordsøen. Imidlertid var aftalekredsen – der spænder fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – enig om at samles efter det 1. udbud og beslutte, om ejerskabet fremover skal være endnu højere.
Den politiske beslutning er imidlertid endnu ikke truffet, og så kan udbuddet ikke afvikles.
*****
Energy Supply:
Fjernvarmeselskaber skal finde sammen for at magte stor udbygningsplan
Morsø Forsyning er sammen med Nykøbing Mors Fjernvarmeværk klar til at gå jagt efter flere kommende varmekunder. Udrulningen skal ske i den del af Nykøbing Mors, hvor mange boliger i dag bliver opvarmet med olie eller naturgas.
Indtil videre har det dog haltet lidt med tilkendegivelserne fra de potentielle varmekunder. Og derfor skal der en kampagne til, skriver Energy Supply.
- Vi har torsdag fået 360 tilmeldinger til fjernvarme, så der er et stykke vej op til de 1070, vi har sat som minimum. Tilmeldingerne kommer dryppende lidt efter lidt, og vi når nok ikke i mål til 1. september. Derfor er det planen at iværksætte en hvervekampagne efter den dato, siger Vivian S. Søndergaard, direktør i Morsø Forsyning.
Og de fjernvarmeselskaber på Mors skal ikke bare sammen finde nye kunder. De skal også slå sig sammen, lyder det fra begge selskaber.
- Vi skal have et møde mellem selskaberne og kommunen mandag 21. august, og da skulle vi gerne komme tættere på. Det er jo afgørende for afsætningen, at man som købmand har noget konkret at tilbyde kunderne. Vi har tilsagn om 28 millioner kroner i tilskud til projektet fra den statslige fjernvarmepulje, og det er omtrent 10 procent af den samlede investering. Jeg tror på, at når vi først kommer i gang med at rulle fjernvarmen ud de steder, hvor det giver mest mening i første omgang, vil folk tilslutte sig i største omfang, siger Peter Therkildsen, der er formand for Morsø Forsyning.
*****
SN.dk:
Energiprojekt til 119 mio. kr. har vind i sejlene
Kirke Hyllinge-borgerne tager positivt imod lokalt forslag om termonet til en anslået sum af 119 mio. kroner. I løbet af halvanden måned er det således lykkedes ildsjæle at sikre sig opbakning fra langt over halvdelen af de godt 450 husstande i Kirke Hyllinge, der i dag varmes op med gas eller olie.
- Vi havde brug for 50 ikke-bindende tilsagn, og vi har nu rundet 300, så det mener vi er en rimelig stor succes, lyder det beskedent fra Bernt Hansen, der er medlem af gruppen på i alt 12 frivillige, som har kastet sig ud i at få den grønne teknologi og alternativ til fjernvarme rullet ud i byen.
83-årige Bernt Hansen og de øvrige frivillige har desuden taget en tur rundt til områdets private erhvervsdrivende. Her har tommelfingrene ligeledes peget opad, siger han til SN.dk.
- Vi har blandt andet fået meget begejstrede meldinger fra de lokale supermarkeder, ligesom flere ejendomsmæglerne har været positive, så det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger han.
Bernt Hansen tilføjer, at man derudover har en forventning om, at Lejre Kommune vil nikke til, at områdets offentlige bygninger som folkeskolen og hallen også kan indlemmes i projektet.
*****
Horsens Posten:
Nu bliver forbruger nummer 800 fejret
For tre år siden startede konverteringen fra gas til fjernvarme i Hovedgård. Nu er gravearbejdet færdigt, og forbrugerne strømmer til, fremgår det af Horsens Posten, der fortæller, at det drejer sig om fire bydele, Katrinelundsvej, Sogneskellet, Præstevænget og Tornbjerg. De er nu alle tilsluttet fjernvarmenettet.
- Der er en meget stor tilslutning til fjernvarmen de fire steder, henholdsvis 100 pct., 96 pct., 92 pct. og 76 pct. i de fire byområder, lyder det fra formand for Hovedgård Fjernvarme, Kaj Jessen, der snart fejrer fjernvarmebruger nummer 800.
Han vurderer, at den store tilslutning skyldes flere forhold.
- Dels er det både miljømæssigt og økonomisk en god løsning med fjernvarme, men fjernvarmen er en særdeles enkel måde at få sit hus opvarmet på. Og så må det tilføjes, at timingen i projektet var god eller heldig set i lyset af de store prisstigninger, der var undervejs på gas. I perioder var gassen firdoblet i pris, mens fjernvarmen baseret på fyring med træflis kunne nøjes med en prisstigning på 7 pct. fra 2022 til 2023, og vi holdt uændret pris fra 2021 til 2022, lyder det fra Kaj Jessen.
*****
GridTech:
Københavnske politikere skal tage stilling til kontroversielt forslag: Vil udnytte varme fra krematorium
Døde københavnere som opvarmningskilde – det lyder og er måske makabert. Måske endda for makabert, for lige nu skal Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune beslutte at udnytte overskudsvarmen fra Bispebjerg Krematorium.
Ifølge GridTECH vil det skabe en reduktion af behovet for varmeproduktion og medføre CO2-besparelser på estimeret 562 ton årligt.
Konkret vil varmen i første omgang blive brugt til at opvarmning af fem kommunale bygninger på kirkegården, der i dag forsynes af lokale gas- og oliefyr. Herefter vil den resterende overskudsvarmen så blive ledt videre ud til fjernvarmenettet. På dage, hvor krematoriet ikke leverer varmen, vil bygningerne i stedet få varmen leveret fra Hofors fjernvarmenet.
Forslaget er udarbejdet af Teknik og Miljøforvaltningen med bistand fra ekstern konsulent og i samarbejde med forsyningsselskabet Hofor, som bliver aftager af overskudsvarmen fra krematoriet, og vil ifølge den eksterne konsulent koste 2.500.000 kroner i anlægsudgifter, hvoraf cirka 1.065.000 kroner går til tilkobling af de fem kommunale bygninger til Hofors fjernvarmenet.
*****
Skriv kommentar