Ny undersøgelse: Otte områder har potentiale til lokale varmeløsninger
LÆS I DAG: Byråd bakker op om to nye varmeværker. Her er hovedstadens billigste fjernvarme. Indfanget biogen CO2 fra Amager giver klimagevinst på Stevns.
Flensborg Avis:
Ny undersøgelse: Otte områder har potentiale til lokale varmeløsninger
ProjectZero og Sønderborg Kommune har undersøgt mulighederne for lokalvarmeløsninger i 21 områder uden for fjernvarmeområderne. Otte områder har potentiale for at etablere lokalvarmeløsninger, mens husejere i ti landsbyer anbefales at få varmepumper. Det skriver bl.a. Flensborg Avis.
Fynshav, Skovby, Lysabild, Hundslev-Notmark-Almsted, Kværs, Skelde, Asserballe og Tørsbøl har potentiale for at lave fælles varmeløsninger/lokalvarmeløsninger. Det fortæller Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
- Den gode nyhed er, at der er potentiale for lokalvarmeløsninger i otte områder. Vi skal nu i gang med mere konkrete undersøgelser for de enkelte lokalområder og finde ud af, hvordan lokalvarmeløsningerne kan etableres, så husstandene i fremtiden forhåbentligt kan tilslutte sig en grøn, langsigtet løsning, siger Asger Romme Andersen, Enhedslisten, formand for natur-, klima- og miljøudvalget.
Undersøgelsen af de 21 områder viser desuden, at Tandslet og Blans har potentiale for at blive fjernvarmeområde. Stevning og Oksbøl-Mjels har tidligere været potentielle fjernvarmeområder, men der var ikke nok, der ville tilslutte sig. Derfor undersøges der nu, om de tre landsbyer kan blive lokalvarmeområde.
Screeningen har også vist, at der i ti områder ikke er økonomisk rationale til hverken fjernvarme eller lokalvarme.
*****
Herning Folkeblad:
Byråd bakker op om to nye varmeværker
Herning Kommune indleder arbejdet med at lave lokalplaner for nye fjernvarmeanlæg i Sørvad og Skibbild-Nøvling. Herning Folkeblad skriver, at i Skibbild-Nøvling har næsten to tredjedele af byens husstande ytret ønske om at være med, mens 254 ud af 440 husstande i Sørvad allerede har erklæret sig parat til en tilslutning.
Herningværket har meddelt, at det ikke kan tilbyde fjernvarme til de to byer, hvilket har fået de lokale kræfter til at undersøge andre muligheder. Virksomheden Forsyning Danmark ApS vil gerne stå for etableringen af de nye fjernvarmeanlæg og har søgt Herning Kommune om lov til at opføre dem.
Det kræver nye lokalplaner, og på denne uges møde i byrådets byplanog bosætningsudvalg sagde politikerne ja til, at lokalplanarbejdet går i gang.
- Det kan blive nogle fantastiske projekter. Det er få steder, hvor man kan ser energiproduktion, der er så bæredygtig, siger udvalgsformand Ulrik Hyldgaard.
Forsyning Danmark producerer fjernvarme ved at anvende grønne energikilder og har søgt om at kunne etablere varmepumpe, energioptagere, elkedel, akkumuleringstank og solanlæg.
*****
Kosmopol.dk:
Her er hovedstadens billigste fjernvarme
Der er 30.000 kroner at spare, hvis du rykker fra området med den dyreste fjernvarme til området med den billigste i hovedstadsområdet. Det viser Forsyningstilsynets nye prisstatistik, som opgør fjernvarmepriserne fra januar 2023, fortæller Kosmopol.dk.
I hovedstadsområdet er varmeprisen billigst hos Greve Fjernvarme. Her skal du give 10.534 kroner for fjernvarme i 2023, hvis du bor i et hus på omkring 130 kvadratmeter og forbruger cirka 18,1 megawatt-timer.
Andenpladsen løber til Brøndby Fjernvarme, mens Vestforbrænding ligger på en tredjeplads med en varmepris på 12.172 kroner.
Der er i Forsyningstilsynets statistik stor spredning i varmepriserne fra de forskellige selskaber - helt fra 10.500 kroner til 40.700 kroner om året for opvarmning af et standardhus.
*****
Ingeniøren.dk:
Indfanget biogen CO2 fra Amager giver klimagevinst på Stevns
Aftagerne af CO2 fra ARC hilser den ekstra CO2, den lokale forankring og den sparede transport velkommen, fremgår det af Ingeniøren.dk. CO2’en kommer fra et nye demonstrationsanlæg, der årligt kan levere 1.500 tons CO2.
Den indfangede CO2 undgår at blive sendt op i atmosfæren, som i forvejen har for høje mængder. Den sættes under tryk, afkøles og bliver til væske for derefter at blive anvendt og optaget af tomaterne i gartneriet Østervang på Sjælland via selskabet Linde Gas.
Peter Krage, der driver gartneriet Østervang Sjælland, er begejstret for samarbejdet med ARC og Linde Gas, for der er brug for al den ekstra CO2, han kan få til dyrkningen af agurker og tomater i sit gartneri.
- For nu kan vi blande den ekstra CO2 fra Linde Gas op i en tyndere version med luft, så vi får en større udnyttelse, der kan supplere den naturlige CO2, der kommer udefra, når vi har vinduerne åbne. Vi mangler særligt ekstra CO2 hen over sommeren, så vi er glade for, at der kommer ekstra CO2 fra lokal produktion.
Jan Christensen, der er Sales Director hos Linde Gas, som leverer CO2 til blandt andre fødevareindustrien, hvor det bruges som kølemiddel.
- For os er det vigtigste nok, at CO2’en er lokal, så vi undgår for meget transport. Meget af den CO2, der sælges rundt omkring nu, kommer fra kilder, der ikke er biogene. På den lange bane vil vi gerne have 100 procent biogene kilder, sådan at den CO2, som vores kunder bruger, er en CO2, der reelt set er i kredsløbet, så den ikke bliver taget op af jorden.
Skriv kommentar