Gå til hovedindhold

Regeringen vil med 12 initiativer sikre firdobling af VE på land

LÆS I DAG: Dansk Fjernvarme lovpriser fokus på overskudsvarme i nyt udspil. Energipark-udspil: DI savner konkrete forslag til øget tempo. Landdistrikterne om nyt udspil: Kompensationsbeløbet er uambitiøst. Stor interesse for at få fjernvarme i kommunen. Ny klimachef skal gøre kommune CO2-neutral. Igen i år: Den tyske forbundsregering åbner for kulfyrede kraftværker.

10. okt. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Regeringen vil med 12 initiativer sikre firdobling af VE på land

    Regeringen mener, at energiparker og større belønninger til naboer er nøglen til at nå ambitionen om en firdobling af elproduktion fra vind og sol på land. Det er essensen af det VE-udspil, som en række ministre, herunder Lars Aagaard, fremlagde på et pressemøde mandag, fremgår det af EnergiWatch.

    Udspillet har titlen ”Sammen om mere grøn energi fra sol og vind på land”, og regeringen vil blandt andet give flere penge til kommuner og naboer til sol og vind for at styrke lysten i kommunerne – og hos borgerne – til at sætte mere vedvarende energi op på land.

    Der er blevet identificeret 32 potentielle arealer til energiparker i Danmark, skriver regeringen i udspillet.

    - Lige nu går det for langsomt med vedvarende energi på land. Opgaven er stor, og vi skal lykkes i fællesskab. Derfor skal mange flere - naboer, lokalsamfund og kommuner - have del i fordelene ved solceller og vindmøller, og det skal være nemmere at få anlæggene op, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en pressemeddelelse.

    *****

    EnergiWatch:
    Dansk Fjernvarme lovpriser fokus på overskudsvarme i nyt udspil

    Hvis regeringen vil sikre, at der i de kommende år kommer energiparker op i det danske land, så handler det om at overveje placeringen af dem nøje, så lokale fjernvarmeselskaber kan udnytte elproduktion og evt. overskudsvarme.

    Det er budskabet fra Dansk Fjernvarme, der roser regeringens udspil om mere VE på land. Det skriver EnergiWatch.

    - Fjernvarmens rolle i energisystemet er meget central, og det skal derfor være naturligt at tænke fjernvarmen ind, når energiparkernes placering fastlægges. Det vil sikre den bedste og grønneste udnyttelse af den vedvarende energi i Danmark, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

    Den politiske chef understreger også, at der ligger et stort potentiale i overskudsvarme fra f.eks. industri, datacentre, PTX-anlæg og energiparkerne og håber på, at regeringen husker synergierne.

    *****

    Klimamonitor:
    Energipark-udspil: DI savner konkrete forslag til øget tempo

    Dansk Industri – DI – savner både tempo og mere konkrete forslag til, hvordan farten på den grønne omstilling kan komme i et højere gear. Det er budskabet fra DI oven på det forslag til mere VE på land, som regeringen lagde frem mandag. Det fremgår af Klimamonitor.

    - Energibranchen er i den grad utålmodig, og vi savner klarhed i udspillet om godkendelsesprocesser, som vi ved er en væsentlig barriere for, at virksomhederne kan komme hurtigt i gang. Også uden for de 32 udpegede arealer. Det håber vi, at regeringen vil have in mente, når aftalen skal forhandles, lyder det Emil Fannikke Kiær, der er politisk direktør i DI.

    Ifølge organisationen har regeringens tempo indtil nu været i »sneglefart«, og DI er også bekymrede for, at den varslede kompensationsudbetaling for VE-udviklerne ødelægger forretningsmuligheden.

    - I Danmark har vi mange virksomheder, der faktisk kan levere teknologien og løsninger, der sikrer, at vi kommer i mål. Men det er helt afgørende, at det også skal kunne betale sig for investorerne, der kaster betydelige summer i vindmøller og solceller. Derfor skal regeringen sikre, at lønsomheden ikke bliver taget ud af projekterne. Og det kan vi godt være bekymrede for sker, hvis kompensationen bliver for høj, udtaler Emil Fannikke Kiær.

    *****

    EnergiWatch:
    Landdistrikterne om nyt udspil: Kompensationsbeløbet er uambitiøst

    Det er langt fra nok med en kompensation på 5000 kroner om året, hvis boligejere på landet og i landsbyer fremover får en vindmøller eller solcelleparker som naboer. Landdistrikternes Fællesråd opfordrer til at øge beløbet markant, hvis man vil sikre den lokale opbakning, skriver EnergiWatch.

    - Regeringen har øget nabokompensationen og de vil sikre lokalsamfundene lidt flere ressourcer end i dag, men det er stadig på et alt for lavt niveau til at sikre lokal opbakning. Jeg er reelt bekymret for, om regeringen overhovedet forstår konsekvenserne for boligejere i landdistrikterne, udtaler formand Steffen Damsgaard.

    Landdistrikternes Fællesråd ser hellere en kompensationsmodel, hvor 15 pct. af energianlæggenes årlige produktionsværdi fordeles mellem naboer, lokalsamfund og kommune. Dette skal bidrage til udvikling i landdistrikterne og sikre den lokale opbakning.

    Ydermere ærgrer Landdistrikternes Fællesråd sig også over, at der i regeringens udspil tilsyneladende ikke er mulighed for at omplacere boliger i det åbne land. Det kan få den konsekvens, at områder tæt på solcelleparker og vindmøller bliver affolket, lyder advarslen.

    - Hver gang der bliver opsat vindmøller eller solcelleparker, skal man kunne placere en byggeret et andet sted i det lokalsamfund, hvor den pågældende bolig forsvinder. Dermed sikrer man, at landsbyerne ikke skrumper, og de kan fastholde deres befolkningsgrundlag, siger Steffen Damsgaard.

    *****

    Sjællandske:
    Stor interesse for at få fjernvarme i kommunen

    Mens det i Næstved er svært at få borgere med på fjernvarmeprojekt, kan SK Forsyning i Slagelse melde om god interesse. Det gælder ikke mindst i Slagelse by, fremgår det af Sjællandske, der også fortæller, at det kniber for SK Forsyning at nå det hele.

    - Der er omkring 80 procent af de, der har mulighed for det, som har ønsket at tilslutte sig i den vestlige del af Slagelse og langs med Sorøvej, hvor vi skal i gang næste år. Det er vi faktisk rigtig stolte over, fortæller direktør Henrik Birch fra Envafors, som er det kommunalt ejede selskab, der står for udbredelsen af fjernvarmen.

    Dette tal ligger milevidt over interessen for at komme på fjernvarmen ved et projekt i Næstved, hvor kun 13 procent havde tilmeldt sig. Mange har givet udtryk for, at det skyldes et tilslutningsgebyr på godt 80.000 kroner.

    Henrik Birch mener da også, at det forhold at tilslutningsprisen i Slagelse kun er på 37.000 kroner, er stærkt medvirkende til forskellen.

    - I Næstved er der tale om et privat varmeværk, og de har valgt en anden prissætning, hvor de skal have dækket udgifterne mere fra start. Vi deler derimod udgifterne ud over mange flere år, siger Henrik Birch.

    *****

    Energy Supply:
    Ny klimachef skal gøre kommune CO2-neutral

    Aarhus Kommune er på med et nyt politik- og administrationsområde for Klima og Energi, der med en ny klimachef i spidsen skal realisere kommunens ambitiøse målsætninger. Det sker ifølge Energy Supply for at samle alle klimafondsmidler mod indsatser, som direkte begrænser CO2-udledningen i Aarhus, eller som mærkbart reducerer kommunens forbrugsbaserede udledninger.

    - For at opfylde byens klimaambitioner, bliver vi nødt til at skabe rammerne for nogle helt grundlæggende forandringer i vores transportmønstre, energiforsyning og ressourceforbrug. Derfor placerer vi nu rollen som byens klimachef helt centralt i Teknik og Miljø med ansvar for at drive nogle grundlæggende forandringer i den måde, vi indretter vores energisektor, den cirkulære affaldshåndtering og vores infrastruktur på, udtaler Henrik Seiding, der er direktør i Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.

    Det nye forvaltningsområde kommer til at indeholde det nuværende klimasekretariat i Teknik og Miljø samt afdelingen for virksomheder, der er myndighed på energiområdet, hvor man blandt andet skal skabe rammerne om fremtidens energiparker og CO2-fangst fra skorstenene på forbrændingsanlægget i Lisbjerg.

    Det nye område får 55 medarbejdere, der skal realisere forandringerne.

    *****

    GridTech:
    Igen i år: Den tyske forbundsregering åbner for kulfyrede kraftværker

    Tysklands føderale regering optimerer forsyningssikkerheden hen over vinteren med brunkulsfyrede kraftværker. Det sker ifølge GridTech på trods af bedre gasleverancer end sidste år. De brunkulsfyrede kraftværker bliver således genaktiverede, skriver blandt andet det tyske medie tagesschau.de.

    Regeringen kalder den midlertidige forsyningsreserve for et »forsigtigt sikringsinstrument«. Argumentet for at genaktivere kulkraftværkerne er, at det skal spare landets gasforbrug i elproduktionen, og dermed forhindre flaskehalse i gasforsyningen i den kommende opvarmningsperiode. Reserverne vil blandt andet omfatte brunkulsfyrede kraftværksenheder som Leag i Jänschwalde og RWE i Niederaußem.

    Da reservekulkraftværkerne sidste år blev genaktiveret, blev de det med en samlet kapacitet på 1,9 GW.

    Om regeringen vil benytte samme kapacitet, har den ikke meldt ud. Trods frigivelsen, så betyder muligheden for at benytte kulkraftværkerne ikke samtidig, at regeringen med sikkerhed vil benytte den mulighed. Her og nu melder ministeriet, at kraftværkerne holdes klar til drift.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...