Dropper overskudsvarmen: - Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde
LÆS I DAG: Prisloft på spildevand rykker ind på Borgen: Ellers må vi må udlede til Limfjorden. Dansk Fjernvarme tager prisloftkamp til Borgen. Jernstøberi dropper overskudsvarmen på grund af prisloft. I Vridsløsemagle Landsby har man knækket koden til lokal fjernvarmeforsyning. Kraftværkers ulovlige priskoordinering har kostet danske forbrugere 40 millioner.
Energy Supply:
Dropper overskudsvarmen: - Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde
Fjernvarme Fyn bliver meget hårdt ramt af det prisloft på overskudsvarme, der pr. 1. januar vil gælde for både nye og eksisterende anlæg. Det fremgår af Energy Supply, der har talt med konstitueret direktør Kim Winther fra Fjernvarme Fyn.
- Vi har investeret massivt i overskudsvarmeanlæg. 20 procent af vores nuværende varmeforbrug kan dækkes af de eksisterende overskudsvarmeanlæg. De anlæg bliver underlagt prisloftet pr. 1. januar. Det betyder, at vi kommer til at stå med en række anlæg med store investeringer bag, som ikke længere kan bidrage med CO2-reduktioner. Det betyder mindre grøn omstilling og på sigt højere fjernvarmepriser, siger Kim Winther, konstitueret direktør hos Fjernvarme Fyn.
Prisloftet stopper udnyttelse af overskudsvarme, hvis udnyttelsen rammer loftets 93 kr/GJ, men loftet er fastsat ud fra generelle beregninger og fremskrivninger, som ikke afspejler de faktiske forhold, der gør sig gældende ved udnyttelse af overskudsvarme. Pr. 1. januar 2024 er loftet 110 kr. pr GJ. At loftet hæves gør dog ingen forskel hos Fjernvarme Fyn.
Stort set alle overskudsvarmeanlæg og -projekter rammer prisloftet og bliver dermed stoppet, har Fjernvarme Fyn tidligere oplyst.
- Vi arbejder på at skubbe kullene ud. Det har været formålet med vores overskudsvarmeanlæg. Men vi skal arbejde ud fra substitutionsprincippet og altid fyre med den billigste varme. Med prisloftet kan det ende med, at vi skal vælge kul frem for overskudsvarme, når alle vores andre billige og grønne anlæg kører på max, sagde han.
*****
CleanTechWatch:
Prisloft på spildevand rykker ind på Borgen: Ellers må vi må udlede til Limfjorden
Forsyningsselskabet Aalborg Forsyning havde torsdag foretræde for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget på Christiansborg. Her ville forsyningsselskabet argumentere for, at spildevand ikke bør være omfattet af et prisloft på overskudsvarme, så varmen fra spildevandet kan udnyttes til fjernvarme. Det beretter CleanTechWatch.
Af et brev til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget forud for mødet fremgår det, at Aalborg Forsyning har sat et varmepumpeprojekt til 195 mio. kr. på pause på grund af prisloftet. Et lignende projekt om en 6 megawatt varmepumpe på et af forsyningsselskabets renseanlæg skulle efter planen idriftsættes i starten af 2024.
Men investeringen på 50 mio. kr. risikerer at udgøre en ”væsentlig afskrivningspost” på grund af prisloftet, som forsyningsselskabet ikke kan indregne i sine vandtakster, lyder det i brevet til udvalget.
- Konsekvensen af prisloftet er, at vi i stedet for at udnytte varmen i det rensede spildevand bliver nødt til at lede det ud i Limfjorden som hidtil. Dermed kommer vi til at spilde gode ressourcer, og vi bliver nødt til at vælge nogle alternative løsninger, som vil være mindre effektive og dyrere for vores varmekunder,” siger adm. direktør, Søren Gais Kjeldsen.
*****
EnergiWatch:
Dansk Fjernvarme tager prisloftkamp til Borgen
Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme har torsdag foretræde for KEF-udvalget med håb om, at prisloftet skrottes inden det nye år. Det fortæller EnergiWatch, der også beretter, at flere danske forsyningsselskaber de seneste måneder har tordnet mod et prisloft på overskudsvarme
- Det er ærgerligt at se, at en effektiv energikilde fra lokale ressourcer bliver begrænset i så vidt et omfang, at selv ikke veletablerede anlæg kan køre uden at risikere at ramme prisloftet, siger Jens Christian Nielsen, der er chefkonsulent i Dansk Fjernvarme i en meddelelse.
Udfordringen for forsyningsselskaberne skyldes, at der i 2022 trådte en ny bekendtgørelse om prisloft for overskudsvarme i kraft, som gælder for varmeforsyningsvirksomheders anlæg med en kapacitet på 0,25 MW eller derover. Prisloftet lyder på 93 kr./GJ i 2023. Og fremtidige prislofter udmeldes en gang om året.
- Fjernvarmeselskaber tager altid udgangspunkt i varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen, når de investerer i nye produktionsanlæg. Det sikrer, at de tager konkurrencedygtige valg, både når der investeres, og når anlæggene skal driftes, det sikrer de mest rentable løsninger for deres forbrugere. Prisloftet er en uheldig overregulering af overskudsvarme, der spænder ben for udnyttelsen af energi, der kan erstatte og udfase CO2-udledende kilder, siger Jens Christian Nielsen.
*****
Jern & Maskinindustrien:
Jernstøberi dropper overskudsvarmen på grund af prisloft
Jernstøberiet Tasso i Odense dropper nu et stort projekt med overskudsvarme, der skal genereres som en lavtemperaturløsning baseret på to 750 kW varmepumper. Det skriver Jern & Maskinindustrien.
- Det projekt droppes nu. Tilbagebetalingstiden kan ikke beregnes, da vi risikerer, at der er år, vi ikke kan levere, da vi selv bruger en del af vores egen varme. Det er prisloftet, der gør det. Det er for stor en risiko at løbe, siger technical manager Bjarne Faurby og tilføjer:
- Tasso gør ikke det her for at tjene bunker af penge. Vi gør det, fordi vi gerne vil være ordentlige. Men vi mangler de rigtige rammer for det.
Tasse har erfaring med overskudsvarme, fordi man siden 2014 har leveret overskudsvarme til Fjernvarme Fyn på en vekslerløsning. I 2022 stoppede de leverancer - ikke på grund af prisloftet, men fordi man gerne ville over på den lavtemperaturløsning, som man nu dropper
*****
Høje-Taastrup Kommune; pressemeddelelse:
I Vridsløsemagle Landsby har man knækket koden til lokal fjernvarmeforsyning
Høje Taastrup Fjernvarme går i front med en metode som leverer fjernvarme til boligområder, som ikke kan få konventionel fjernvarme. I denne uge kunne Susan Alsø som den første landsbyboer i Vridsløsemagle skifte sit oliefyr ud med fjernvarme, lyder det i en pressemeddelelse fra Høje-Taastrup Kommune.
Det er første gang i Danmark, at et fjernvarmeselskab har etableret fjernvarme i en hel landsby ved brug af en lokal løsning bestående af varmepumper i hvert enkelt hus og et kollektivt ledningsnet, der udnytter energien fra jordvarme i energibrønde og ledninger – et termonet.
Fra Høje Taastrup Fjernvarmes side har man lagt vægt på, at det skal være så let for borgeren som muligt at være tilsluttet - præcis som hvis der var tale om en traditionel fjernvarmetilslutning. Derfor har alle boliger i Vridsløsemagle fået det samme kampagnetilbud om gratis tilslutning, som Høje Taastrup Fjernvarme giver i de nye fjernvarmeområder, som i dag er opvarmet med gas.
- Jeg glæder mig over, at Vridsløsemagle nu også kan få fjernvarme. Vi vil gerne udvikle og udbrede fjernvarmen. Vores strategi bygger på, at vi arbejder med nye, innovative løsninger, som her i Vridsløsemagle hvor den traditionelle fjernvarmeløsning ikke kunne lade sig gøre.
Høje-Taastrup Kommune har en målsætning om, at al olie og naturgas til boligopvarmning i 2030 er udfaset i alle ejendomme i kommunen.
*****
EnergiWatch:
Kraftværkers ulovlige priskoordinering har kostet danske forbrugere 40 millioner
Energinet overvejer ifølge EnergiWatch at anlægge en erstatningssag mod flere parter, fordi de har koordineret prisbud. Eksperter vurderer overfor mediet, at der er et grundlag for et søgsmål, fordi aftalerne har medført en ekstraregning til el-forbrugerne på 40 mio. kr.
Konkurrencerådet afgjorde i oktober, at Effekthandel samt 46 kraftvarmeværker og 3 regulérkraftværker har overtrådt konkurrenceloven. Rådet har endnu ikke taget stilling til, om der skal tages retlige skridt mod de involverede selskaber. Dette besluttes på et møde i rådet senere i november.
Indtil der er kommet en afklaring, kan Energinet ikke oplyse om, hvorvidt selskabet vil anlægge en erstatningssag mod Effekthandel, for det tocifrede milliontab, som de ulovlige aftaler har medført.
Hos Energinet holder man alle muligheder åbne:
”I konkurrencesager som denne hæftes solidarisk for eventuelle tab. Det betyder, at vi i givet fald kan vælge at sagsøge én part, nogen af parterne eller alle parterne for det samlede tab,” udtaler selskabet til EnergiWatch.
Skriv kommentar