Energikrisestab skal accelerere udbygning af elnettet
LÆS I DAG: Stormøde skal redde fjernvarmen fra kollaps. Fjernvarmeprojekt i fem byer ramt af udfordringer, men nu overvejes helt utraditionel løsning. EU vil fremlægge plan for elnettet til 4350 mia. kr. Varmeudnyttelsen skal højnes i etageejendomme, så temperaturen kan bankes ned. Kulkraftværkers luftforurening langt skadeligere end hidtil troet.
Energy Supply:
Energikrisestab skal accelerere udbygning af elnettet
Elektrificering og mere strøm fra sol og vind øger behovet for udbygning af elnettet. En ny arbejdsgruppe under NEKST, den nationale energikrisestab, skal finde konkrete løsninger, der kan speede netudbygningen op, skriver bl.a. Energy Supply
- Den grønne omstilling er vor tids største byggeprojekt, og elnettet er en grundsten. Uden tilstrækkelig netkapacitet – og samplacering af elforbrug og -produktion – når vi ikke i mål med de store ambitioner for vedvarende energi. NEKST skal sikre hurtigere udbygning af elnettet, og at vi udnytter det eksisterende net bedst muligt, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
En hurtigere udbygning af elnettet betyder, at arbejdsgruppen skal komme med konkrete anbefalinger og løsninger, der skal strømline og afkorte processerne for netudbygning i hele forløbet – fra behovet afdækkes, til forbindelserne sættes i drift.
Derudover skal arbejdsgruppen se på tiltag, der kan aflaste elnettet og derigennem øge omstillingshastigheden. NEKST skal tage teten op med udgangspunkt i allerede igangsatte tiltag og analyser.
Arbejdsgruppen bistås af relevante ministerier og myndigheder og får en afgrænset periode til at fremlægge konkrete indsatser, der kan understøtte hurtig netudbygning, så Danmark kan lykkes med den grønne omstilling.
*****
Sjællandske:
Stormøde skal redde fjernvarmen fra kollaps
Næstved Kommune indkalder borger til stormøde den 12. december i et sidste forsøg på at understøtte fjernvarmeudvidelserne i Næstved, Glumsø og Fensmark. Det sker ifølge Sjællandske for at forhindre det totale kollaps i to bydele af Næstved.
I bydelen Appenæs er der 25,4 procent tilslutning inden deadline torsdag den 30. november, mens Jørgen Jensens Vej, Solvangsvej og Havevej-kvarteret melder om 11 procents tilslutning inden deadline søndag den 31. december.
Dermed risikerer 1400 husstande at blive afmeldt som fjernvarmeområder, hvis ikke tilslutningskravet på 60 procent af opfyldt. Det er på kanten af katastrofen, erkender politikerne i kommunens klimaudvalg, som nu er klar med konkrete initiativer, der skal understøtte fjernvarmens udrulning og fejlslagne start i to bydele i Næstved.
- Det vi håber er at kunne give boligejerne reel information om, hvordan tidsperspektivet ser ud, når Danmark lukker for gassen. Evida har selv meldt ud, at det bliver dyrere for de tilbageværende gaskunder, når stadig færre skal betale mere for at holde gasnettet i drift, siger formand for Klima-, Teknik- og Friluftsturismeudvalget, Rune Kristensen.
Det er kommunen, der selv har bedt fjernvarmen om at levere den store varmeplan. Derfor er det afgørende vigtigt for Næstved Kommune, at tilslutningen når i mål og at fjernvarmeplanerne ikke kollapser inden de er kommet rigtigt i gang.
*****
Nordjyske Stiftstidende:
Fjernvarmeprojekt i fem byer ramt af udfordringer, men nu overvejes helt utraditionel løsning
Aalborg Forsyning er i samarbejde med Aalborg Kommune på vej med en utraditionel løsning for en række byer i kommunen, hvor det har vist sig at være vanskeligt at få god bruger- og samfundsøkonomi i fjernvarmeprojekterne. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
- Det, der er overvejelsen, er, hvordan man kan lade fællesskabet betale for at etablere nogle fjernvarmeordninger for de mindre byer. Det er den eneste måde, som man økonomisk kan få det til at hænge sammen på, siger klima- og miljørådmand Per Clausen, der samtidig også er formand for bestyrelsen i Aalborg Forsyning.
- Vi har diskuteret det i Aalborg Forsynings bestyrelse, og der var opfattelsen, at vi skulle prøve at se på, om vi var i stand til at skrue en model sammen, hvor vi gjorde det mere attraktivt for folk at gå over på fjernvarme også selvom det betød, at fællesskabet kom til at betale.
Han mener ikke, at det vil vælte økonomien på området, da der er tale om få områder og få husstande i forhold til det samlede område for Aalborg Forsyning.
- Vi siger nye tider, nye skikke, siger Per Clausen.
Rådmanden peger på, at man på næste bestyrelsesmøde i Aalborg Forsyning skal behandle et konkret forslag om projektet. Han mener ikke, at det er uretfærdigt, hvis fællesskabet betaler, når andre tidligere selv har skullet betale.
*****
EnergiWatch:
EU vil fremlægge plan for elnettet til 4350 mia. kr.
EU-Kommissionen vil fremlægge en plan i denne uge på 584 mia. euro svarende til 4350 mia. kr., der skal bruges til at forny de europæiske elnet, så regionen bedre kan håndtere den forventede tilstrømning af elektricitet fra vedvarende energi, skriver EnergiWatch.
Det fremgår blandt andet, at planen skal sikre, at EU-landene prioriterer fælleseuropæiske projekter og skal indgå i nye samarbejder. Derudover vil Kommissionen også fremskynde nødvendige tilladelser og søge finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank.
- Europas elnet står over for nye og betydelige udfordringer. Vi bliver nødt til at imødekomme den stigende efterspørgsel i forbindelse med ren mobilitet, opvarmning og nedkøling, elektrificering af industrien og kickstarte produktionen af grøn brint, står der i udkastet, der kan nå at blive ændret inden annonceringen i næste uge, skriver Bloomberg News.
Planen kan komme til at påvirke flere europæiske energiselskaber herunder Ørsted og også den danske kabelproducent NKT.
*****
GridTech:
Varmeudnyttelsen skal højnes i etageejendomme, så temperaturen kan bankes ned
I aldrende etageejendomme i de større byer fungerer varmesystemerne ofte ved højere temperaturer end nødvendigt, fordi det faktiske behov ikke kan fastlægges i de enkelte lejligheder. Det skal nyt AI-projekt rette op på og samtidig bane vejen for fremtidens lavtemperatur-fjernvarme, fremgår det af GridTech.
Projektetet – HeatCheck - skal udnytte data fra varmefordelingsmålerne, som sidder på hver enkelt radiator i en etageejendom, så man ikke bare bruger dataen til at lave varmeregnskaber, men også til at se på forbedringspotentialer på hver enkelt radiator ved at se på, hvor effektiv den er.
- Data fra varmefordelingsmåleren kan også bruges til at afgøre, hvor effektiv den enkelte radiator er – og det er det, vi udnytter i HeatCheck-projektet, siger Christian Anker Hviid, projektleder og lektor på DTU Construct
Kort og godt skal HeatCheck være med til at forberede de ældre etageejendomme til den fremløbstemperatur, som fjernvarmeselskaberne har et ønske om, at aftagerne kan klare sig med i fremtiden.
I København er Hofor eksempelvis godt i gang med at sænke fremløbstemperaturen fra 90 til 70-75 grader, mens selskabet frem mod 2033 vil sænke fremløbstemperaturen med yderligere 10 grader.
- Den temperatursænkning betyder, at de gamle etageboligejendomme er nødt til at drifte deres varmesystem effektivt for at kunne acceptere sådan en leverance, og det kan de også godt. Men man er nødt til at gøre en dedikeret indsats, og her handler det om at kunne synliggøre over for driftspersonalet – og måske også over for beboerne – at deres varmesystem er ineffektivt, og især også synliggøre, hvad der skal til for at de kan blive effektive,« siger Christian Anker Hviid
*****
Ingeniøren.dk:
Kulkraftværkers luftforurening langt skadeligere end hidtil troet
Finkornet luftforurening fra kulkraftværker ledte til mindst 460.000 for tidlige dødsfald i USA i årene 1999 og 2020. Og dødelighedsrisikoen ved forurening fra kulkraftværker er 2,1 gange højere end andre kilder. Det viser en ny undersøgelse fra Harvard University, som er publiceret i Science, fremgår det af Ingeniøren.dk.
Forskerne tog udgangspunkt i særligt finkornet partikelforurening (PM2.5) med svovldioxid, der er en af de mindste typer partikelforurening, blot én tyvendedel af bredden på et menneskehår, og som har lettere ved at trænge ind i menneskekroppen og blive der.
Størstedelen af tidlige dødsfald fandt sted i undersøgelsens første år, særligt mellem 1999 og 2007, og særligt i den østlige del af USA, der historisk har gjort større brug af kulkraft til at levere regionens energi end den vestlige del.
Ifølge forskerne har forrige undersøgelser underestimeret skadevirkningen af finkornede svovldioxidpartikler, fordi undersøgelserne antager, at de partikler har samme skadelighed uanset, om de kommer fra kulkraftværker eller fra andre kilder, eksempelvis biltrafik eller byggeri.
Skriv kommentar