Gå til hovedindhold

Varmen risikerer at blive sendt ud i intetheden

LÆS I DAG: Anlæg til fem milliarder skal indfange 900.000 tons CO2. Tilsyn vil undersøge fjernvarmeselskabernes forbrugerpriser. Kredsløb går i maskinrummet: Gør klar til fjernkøling og mere fjernvarme til Aarhus-bydel. Verdens kulforbrug nåede rekordniveau i år. Kommunale kvadratmeter sender tilslutningen i vejret. Der skal flere med: Vil stemme dørklokker for fjernvarmeprojekt.

18. dec. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Politiken:
    Varmen risikerer at blive sendt ud i intetheden

    Flere varmeværker risikerer at skulle sætte millionprojekter på pause, fordi deres overskudsvarmeprojektet bliver ramt det særlige prisloft. Det møder nu kritik fra politikere, skriver Politiken med udgangspunkt i Fjernvarme Fyn og deres overskudsvarme fra Meta – tidligere Facebook

    Fjernvarme Fyn har investeret 300 millioner kroner i anlægget. Men i dag risikerer selskabet at sætte projektet på pause, fordi prisen ikke kan holdes under prisloftet på salg af overskudsvarme, der er bestemt som del af en politisk aftale om at fremme overskudsvarme i Danmark.

    Frygten er, at man ikke kan afskrive på den investering, der blev lavet, da Facebook i 2017 begyndte sit byggeri i Odense, fortæller Kim Winther, udviklingschef hos Fjernvarme Fyn.

    - Altså, vi må simpelthen ikke sende den regning ud til varmeforbrugerne, som er reel i forhold til at drive anlægget. Og så er vi jo nødt til at tage omkostningen selv, og det kan vi jo ikke gøre særlig længe. Eller stoppe driften af anlægget, siger Kim Winther.

    SF's Signe Munk mener, at tiden er løbet fra prisloftet.

    - Vi har fået lavet en regulering, som hæmmer den grønne omstilling i stedet for at hjælpe den på vej, siger hun. SF var selv et af de partier, der i 2020 stod bag aftalen om at fremme udnyttelsen af overskudsvarme.

    - En gang imellem træffer vi nogle politiske beslutninger, og så må virkeligheden vise, hvad resultatet bliver.

    Konservatives klimaordfører, Mona Juul, stemmer i:

    - I Danmark spilder man rigtig meget overskudsvarme, der bare fiser ud. For mig handler det lige så meget om at fjerne nogle af de barrierer, som for både virksomheder og borgere ikke giver mening i den grønne omstilling.

    *****

    Energy Supply:
    Anlæg til fem milliarder skal indfange 900.000 tons CO2

    Borgerrepræsentationen i København har godkendt, at Hofor bruger 50 millioner kroner på at forberede og afgive bud på statens støtteudbud vedrørende CO2-fangst og -lagring. Det skal munde ud i fangst af 900.000 tons CO2 fra Amagerværket, skriver bl.a. Energy Supply.

    - Det er ambitionen, at vi kan underskrive en aftale med en partner inden sommerferien, udtaler Hofors bestyrelsesformand Susanne Juhl i en pressemeddelelse.

    Anlægget, der efter planen skal stå klart i 2028/2029. Selve anlægget til CO2-fangst skønnes at koste 4-5 mia. kroner.

    Der er dog fortsat mange brikker, der skal falde på plads, før CO2-fangsten kan holde sit indtog på Amagerværket. I første omgang søger Hofor den forretningspartner, som skal håndtere byggeriet af anlægget, transport, lagring og indtægtssiden.

    - Det skal være en partner, vi kan læne os op ad, så vi kan få projekteret og bygget det helt rigtige anlæg til at fange CO2. På vores side kan vi bidrage med al den viden, der skal bruges i forhold til at integrere det nye anlæg med resten af Amagerværkets infrastruktur, udtaler Susanne Juhl videre.

    *****

    Energy Supply:
    Tilsyn vil undersøge fjernvarmeselskabernes forbrugerpriser

    Forsyningstilsynet vil nu målrette tilsynet med de priser, som fjernvarmeselskaberne opkræver hos forbrugerne for levering af varme. Helt specifikt vil Forsyningstilsynet kigge nærmere på den måde, som selskaberne opgør deres priser på varmeregningen i henholdsvis faste og variable elementer.

    Energy Supply fortæller, at prissammensætningen er interessant for Forsyningstilsynet blandt andet fordi der de seneste år har været meget store udsving i priserne.

    Men også fordi, Forsyningstilsynet har modtaget en række henvendelser, der peger på, at der kan være risiko for, at visse selskaber ikke følger reglerne, eller at der er fejl i fastsættelsen af de enkelte priselementer.

    Næste skridt bliver nu at tage kontakt til de konkrete selskaber, som Forsyningstilsynet har vurderet, at det vil være bedst at undersøge nærmere.

    *****

    GridTech:
    Kredsløb går i maskinrummet: Gør klar til fjernkøling og mere fjernvarme til Aarhus-bydel

    Det er mindre end et år siden, Kredsløb kunne annoncere, at man ved Sydhavnen i Aarhus vil etablere et fjernkølenet med 8-10 MW køleeffekt. Men aarhusianerne har tilsyneladende mod på endnu mere fjernkøling, hvorfor forsyningsselskabet nu kan præsentere planerne om endnu mere fjernkøling i byen. Det skriver GridTech.

    Denne gang lidt længere nord på i byen. Således har Kredsløb netop indgået to nye aftaler om at levere fjernkøling på Aarhus Ø, hvor en ny hotel- og kontorbygning ved bassin 7 og det kommende kontor- og butiksbygning 'Hængslet' skal aftage kølingen fra 2026.

    - Fjernkøling rummer helt oplagte synergimuligheder for os som selskab, da der i de kommende energicentraler installeres varmepumper, der forsyner både fjernkølenettet og fjernvarmenettet med energi, hvilket giver en høj energieffektivitet af den anvendte el, fortæller Casper Høgh Sønnichsen, senior projektleder hos Kredsløb, og tilføjer:

    - På den måde integreres fjernkøling i vores samlede energisystem, og for kunderne er det et oplagt pladsbesparende alternativ til egne konventionelle køleanlæg. Vi er glade for, at to store erhvervsprofiler også ser fjernkøling som en oplagt løsning og har vist os den tillid.

    *****

    Klimamonitor:
    Verdens kulforbrug nåede rekordniveau i år

    Verdens forbrug af kul når et rekordhøjt niveau i 2023 med en stigning på 1,4 procent sammenlignet med sidste år, oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) fredag. Agenturet forudsiger dog også, at kulforbruget vil begynde at falde næste år, fremgår det af Klimamonitor.

    Kul er den største energirelaterede kilde til CO2-udledning, og forbruget af kul er i 2023 steget med 1,4 procent til 8,5 milliarder ton, som er en rekord. Stigning i kulforbruget i Kina, Indien og Indonesien har i stor grad vejet op for et fald i forbruget i Europa og USA, oplyser IAEA.

    - Vi forventer at se en tendens med faldende efterspørgsel på kul på verdensplan fra 2024, siger IAEA.

    Faldet skal ske, i takt med at energikilder som sol og vind bliver mere udbredte. Ifølge IAEA steg kulforbruget i Kina i 2023 med 220 millioner ton eller 4,9 procent. I Indien steg det med otte procent. Kulforbruget i Indonesien steg med 11 procent.

    *****

    SN.dk:
    Kommunale kvadratmeter sender tilslutningen i vejret

    Fjernvarmeprojektet i Glumsø får nu tilført masser af kommunale kvadratmetre. Det sender tilslutningsprocenten gevaldigt i vejret. Men der er stadig et stykke vej til de krævede 70 procent tilslutning, skriver SN.dk.

    Det er Næstved Kommune, der endelig - og helt formelt – har tilmeldt sig fjernvarmen i Glumsø. Dermed er Suså skolen, Idrætshallen, Biblioteket, Haletudsen, Glumsø Kro, Rumlepotten, vuggestuen og Søvang med alle plejeboligerne kommet med på varmen.

    - Det er virkelig vigtigt for os, da varmeforbruget i kommunens bygninger svarer til 80 til 90 parcelhuse. Det betyder, at vores tilslutningsprocent i Glumsø nu nærmer sig 50, siger Vagn Holk Lauridsen, formand for bestyrelsen i Glumsø Fjernvarme.

    50 procent er godt. Men ikke godt nok. For tilslutningskravet ligger på 70 procent - og helst endnu højere - før end Glumsø kan skifte gassen ud med CO2-venlig varme. Det kræver derfor at endnu flere husejere viser interesser og tilmelder sig fjernvarmen, som skal op på de fornødne procenter for at få positiv samfundsøkonomi i projektet.

    - For nylig var vi til møde med et par andelsboligforeninger og vi var helt høje i hatten og gik lykkelige derfra, da de havde givet tilsagn om tilmelding. Så ja, det går den rigtige vej, tilføjer Vagn Holk Lauridsen.

    Han forventer også at Boligselskabet Sjælland, der har flere almene boliger i byen, melder sig til. Det vil skabe yderligere fodfæste for fjernvarme i byen, hvor der foreløbig ikke er sat nogen deadline for tilmelding. Til gengæld er den forventede tilslutningspris lagt fast. Den bliver på 37.500 kroner pr. husstand.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Der skal flere med: Vil stemme dørklokker for fjernvarmeprojekt

    Fristen for tilmeldingen til fjernvarmeudrulningen i Mønsted og Sparkær nærmer sig, og tilslutningen er et stykke fra de nødvendige 70 procent. Derfor får mulige fjernvarmekunder i de to byer nu besøg af frivillige, der vil hente tilmeldinger fra borgerne, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

    Projektet er nu inde i sin afgørende fase, da der nu er bindende tilmelding for fremtidige fjernvarmekunder i de to byer. Fristen er den 31. december, og for at projektet kan realiseres, skal man nå mindst 70 procent af de mulige fjernvarmekunder - svarende til omkring 400 husstande i de to byer.

    Lige nu er tilslutningen 44 procent i Sparkær og 45 procent i Mønsted, og derfor vil arbejdsgruppen bag fjernvarmeprojektet nu stemme dørklokker hos de mulige fjernvarmekunder, der ikke har reageret eller som har givet forhåndsgodkendelse, men ikke den bindende tilmelding.

    - Jeg tror på det, og jeg er sikker på, at vi kommer i mål, men jeg havde da gerne set, at vi nu var på omkring 60 procent. Men folk kan jo have spørgsmål eller holde igen af andre årsager, og derfor går vi nu ud og stemmer dørklokker, siger Henry Jensen, der er formand for Stoholm Fjernvarmeværk.

    - Efter min mening skyder folk sig i foden, hvis de ikke springer, fordi de holder øje med gasprisen. For fjernvarmen er billigere på den lange bane uanset hvad, for vi har flere strenge at spille på i forhold til at sikre folk den billigst mulige varme, tilføjer han.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...