Gå til hovedindhold

Energiselskab reducerer prisen på fjernvarme

LÆS I DAG: Lavere energipriser kommer forbrugerne i Skjern til gode efter nytår. Regeringen vil afsætte en milliard til grøn statsstøtte. Energi Danmark indgår bonusforlig med energihandlere.

21. dec. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Energiselskab reducerer prisen på fjernvarme

    Forbrugere ved Gudenådalens Energiselskab kan se frem til en reduktion på mellem 500 og 1000 kroner for første halvdel af 2023. Årsagen er, at prisen på varmen hurtigere end forventet faldt tilbage på et normalt leje. Bestyrelsen har derfor besluttet, at afregningsprisen pr. MWh reduceres med 80 kroner plus moms.

    I følge formanden for Gudenådalens Energiselskab, GUES, Allan Krantz-Jensen svarer det til mellem 500 og 1000 kroner for en gennemsnitsforbruger, naturligvis afhængig af hvor meget varme den enkelte har brugt. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

    Prisreduktionen vil fremgå af årsopgørelsen, som forbrugerne kan se på energiselskabets hjemmeside i slutningen af januar, så det er altså ikke penge, som kommer ind på kontoen som en ekstra julegave.

    - Som et amba-selskab må vi jo ikke oparbejde et større overskud, og hvis det alligevel sker, så skal vi jo betale skat af det. Derfor er det bedste at reducere prisen, siger Allan Krantz-Jensen.

    I 2024 forventer selskabet at øge produktionen af varme på varmepumper og elkedler til mindst 80 procent af det samlede varmebehov mod cirka 70 procent i år. Det vil sige, at man i 2024 forventer at kun 20 procent produceres på naturgas, som er en dyr varmekilde.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Lavere energipriser kommer forbrugerne i Skjern til gode efter nytår

    Skjern Fjernvarme sænker sin varmepris på den anden side af årsskiftet, fremgår det af JydskeVestkysten. Prisen for at opvarme et gennemsnitshus i Skjern falder nemlig med 724 kroner fra 13.781,50 kroner i 2023 til 13.057,5 kr. i 2024.

    Hver megawatt-time kommer efter nytår til at falde 40 kroner, så den lander på 575 kroner inklusiv moms. Dermed er der igen fald at spore i varmeprisen i Skjern. Efter en lang årrække med det ene fald efter det andet kom energikrisen, og det betød, at Skjern Fjernvarme to år i træk måtte hæve prisen, om end den aldrig kom i nærheden af den højeste pris, som med 680 kroner blev opkrævet i 2009.

    Men faktisk har det vist sig, at der slet ikke var grund til den pessimisme, som var til stede, da budgettet blev lagt. Blandt andet bruges der stadig en lille smule naturgas, og det er blevet markant billigere.

    - Der er kommet lidt mere ro på de forskellige markeder, hvor vi skal købe vores energi. Selvfølgelig er flis blevet dyrere, men ikke desto mindre kan vi sænke prisen i forhold til sidste år, siger driftsleder Heine Pedersen der også fremhæver samarbejdet med Skjern Paper som en af årsagerne til at priserne kan holdes stabilt.

    Fra fjernvarmeværkets side gøres der også noget for at holde priserne i ro.

    - Vi er i gang med proces, hvor vi ser på nye produktionsanlæg. Vi får analyseret på alle anlæg, og den analyse er stadig i gang. Vi vil gerne opnå, at hvis noget stiger, har vi andre strenge at spille på, så vi spreder risikoen, forklarer Heine Pedersen.

    *****

    EnergiWatch:
    Regeringen vil afsætte en milliard til grøn statsstøtte

    Regeringen vil afsætte en milliard kroner til statsstøtte til den grønne industri i 2024. Statsstøtten kommer til at være målrettet virksomheder inden for vindmølle-, brint- og power-to-x-industrien, fortælle EnergiWatch.

    I 2025 kan der potentielt blive afsat flere penge.

    - Vi skal huske på, at den grønne industri i dag beskæftiger tusindvis af lønmodtagere. Og i den verden, vi er i nu, hvor der er en ufattelig stærk konkurrence, er det vigtigt, at vi både forsvarer og styrker vores styrkepositioner, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

    Over for Børsen understreger økonomiminister Stephanie Lose, at idéen om statsstøtte ikke er en ”klassisk mærkesag fra dansk side”. Derfor mener hun, at det er væsentligt, at det bliver både midlertidigt og målrettet.

    Virksomhederne vil kunne søge om at få dækket op til 15 procent af deres omkostninger via tilskud, eller op til 20 procent via lån og garantier.

    *****

    Klimamonitor:
    Energi Danmark indgår bonusforlig med energihandlere

    75 millioner kroner skal Energi Danmark betale tre nu forhenværende ansatte i bonusser. Det kan lyde af meget, men er dog noget under 1,1 milliarder kroner, som de tre oprindeligt krævede i bonus ovenpå el-festen i 2022.

    Ifølge Klimamonitor endte det ikke med en retssag, men et forlig mellem parterne. Og det er Energi Danmark tilfreds med, da de tre ansatte samtidig har opgivet alle krav mod deres tidligere arbejdsgiver.

    - Rationelt set er dagens aftale den rigtige løsning for Energi Danmark. Ved at indgå denne aftale har vi fjernet en lille risiko - men dog en risiko - for at tabe et meget stort beløb, skriver Energi Danmark i en pressemeddelelse.

    - I stedet for at bruge energi, kræfter og mange penge på en lang og potentielt opslidende retssag, kan vi nu fokusere på at bringe Energi Danmark godt videre, siger bestyrelsesformand Jesper Hjulmand og næstformand Jacob Vittrup i en pressemeddelelse.

    Parterne har aftalt ikke at kommentere sagen og detaljerne i forliget yderligere.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...