Gå til hovedindhold

Lars Aagaard vil have redegørelse fra energibranchen efter afsløring af bonusfest

LÆS I DAG: Formand for Dronninglund Fjernvarme er stoppet øjeblikkeligt. Seks landsbyer vrider sig fri af naturgas-lænker og får fjernvarme. Klar til næste store fjernvarme-udvidelse. Forsyningsselskab fik ikke nok tilmeldinger til nyt fjernvarmeområde.

21. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Finans.dk:
    Lars Aagaard vil have redegørelse fra energibranchen efter afsløring af bonusfest

    Bonusser på 250 og 300 mio. er ude af proportioner, lyder det ifølge Finans.dk fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en kommentar til de bonusser, som Energi Danmark står for at skulle udbetale til nogle af deres ansatte.

    Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) havde egentlig sagt, at han ikke ville blande sig i energiselskabernes lønninger, men nu vender han på en tallerken og kræver en redegørelse fra branchen.

    - Bonusser i denne størrelse er i mine øjne ude af proportion, og derfor indkalder jeg branchen til at redegøre for sagen, hedder det i en skriftlig udtalelse fra ministeren, efter at Finans søndag beskrev, hvordan to nøglemedarbejdere i Energi Danmark har oparbejdet bonusser på 250 og 300 mio. kr.

    Energi Danmark er ejet af energiselskaber Andel og Nrgi, og Andel har annonceret, at man ikke vil honorere aftaler om bonusser på to- og trecifrede millionbeløb, men ingen vil svare på, om det dermed bliver en sag for domstolene.

    Lars Aagaard fastholder, at det skal være selskaberne selv, der har ansvaret for, hvordan deres medarbejdere skal aflønnes.

    - Men jeg vil opfordre branchen til at vurdere, om deres aflønningsmodeller er forenelige med den tillid, den ønsker, at ejerne og kunderne skal have til branchens virke, og med de anbefalinger for god selskabsledelse, som branchen har vedtaget, udtaler han.

    Læs også: Klimaminister vil have redegørelse fra energibranchen.

    *****

    Nordjyske:
    Formand for Dronninglund Fjernvarme er stoppet øjeblikkeligt

    Søndag valgte Dronninglund Fjernvarmes formand, Svend B. Bøgh, at meddele bestyrelsen sit stop som formand. Det fortæller advokat Søren Bergenser, der repræsenterer Svend B. Bøgh og den bestyrelse for Dronninglund Fjernvarmeværk, som sad frem til generalforsamlingen i 2022. Det skriver Nordjyske.

    - Kort fortalt er det, fordi Svend ikke længere kunne stå inde for at være medlem af bestyrelsen. Årsagen er, at han oplevede et pres på ham og hans person for at skulle forklare sig på en måde, som han ikke oplevede virkeligheden af, hvad der var sket, fortæller Søren Bergenser på vegne af Svend B. Bøgh.

    Baggrunden er, at en borger netop har anmeldt bestyrelsen – herunder formanden – for ikke at sikret kunderne, at de kunne få del i den såkaldte varmecheck. Borgeren mener, at bestyrelsen bærer et ansvar – noget som bestyrelsen afviser.

    Er det i forhold til den problematik, der har været omkring varmechecken?

    - Ja, det er det. Han har følt, at han fra andre steder i bestyrelsen blev presset til at fremstille sagen på en måde, som han ikke mente, den var forløbet. Derfor ønskede han ikke længere at være medlem af bestyrelsen. Han havde sådan set et ønske om at fortsætte, selvom sagen verserede, men dette kunne han ikke stå inde for, forklarer advokaten.

    Carsten Møller Nielsen fra bestyrelsen for Dronninglund Fjernvarme fortæller, at bestyrelsen holdt møde mandag eftermiddag. Her blev der lavet en ny konstituering som følge af, at formanden er stoppet med øjeblikkelig virkning.

    - Ja, det blev overladt til mig at genindtræde i formandsposten. Jeg er gammel formand i over 30 år, men gik ud i 2018, forklarer Carsten Møller Nielsen, som genindtrådte i bestyrelsen i 2022.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Seks landsbyer vrider sig fri af naturgas-lænker og får fjernvarme

    Med 1.224 bindende tilmeldinger – eller 80.7 procent - er fjernvarme i seks landsbyer en realitet under Helle Energi A.M.B.A. Bestyrelsen er dog lidt skuffet over, at hele 245 husstande, der havde tilkendegivet, at de ville have fjernvarme, sprang fra. Det skriver JydskeVestkysten.

    - Nu er det ikke fugle på taget længere. Vi er positive over for projektet. Nu har vi noget konkret, siger formand Lars Krusborg Jakobsen fra Helle Energi.

    Der er dog skår i glæden. For hele 245 husstande, der tidligere tilkendegav, at de ville have fjernvarme, er sprunget fra, da det gjaldt.

    - Det er selvfølgelig skuffende, at vi har mistet opbakning. Så vi har ikke været dygtige nok, siger Lars Krusborg Jakobsen.

    Det er især Årre, der mistede pusten. Her tilkendegav 215 husstande, at de ville have fjernvarme. Men kun 161 meldte sig bindende til. Det til trods for at hver enkelt husstand ikke skal have en krone op af lommerne, og at der er udsigt til, at fossile brændstoffer som naturgas helt skal udfases. Det var besluttet inden Ruslands invasion af Ukraine, der væltede et forholdsvist stabilt energimarked.

    Som rådgiver er valgt PlanEnergi, der skal gennemføre fjernevarmeprojekter i de seks byer. Forventningen er fortsat, at byerne får fjernvarme i 2024 og 2025.

    *****

    Sjællandske:
    Klar til næste store fjernvarme-udvidelse

    Der skal sikres fjernvarme til endnu flere kunder på Sydsjælland. Derfor tager Vordingborg Forsyning nu hul på næste store udvidelse af fjernvarmen. Inden for en måneds tid forventer man at kunne gå i jorden med en ny, stor transmissionsledning fra Vordingborg Kaserne langs Mønsvej til Nyråd, fremgår det af Sjællandske.

    685 husstande i Nyråd har allerede tilmeldt sig projektet, der dermed bliver langt det største i Vordingborg Forsynings historie.

    Søren Mikkelsen, direktør for Vordingborg Forsyning, understreger, at den nye transmissionsledning langs med Mønsvej er et vigtigt skridt for Vordingborg Forsyning, ikke kun på grund af Nyråd-projektet.

    - Grunden til, at vi lægger den langs med Mønsvej, er at vi kan forberede os til en udvidelse mod Afkørsel 41 og Stensved, forklarer han og tilføjer, at fjernvarme-selskabet allerede i løbet af i år vil undersøge et muligt projekt i Stensved, hvor man skal vurdere selskabsøkonomien og samfundsøkonomien i projektet.

    - Nu er gaspriserne faldet igen, så det er ikke så relevant lige nu, men det er jo ikke til at sige, hvad der vil ske med gaspriserne, forklarer direktøren og understreger, at man har rigeligt at se til i forvejen.

    Projektet i Nyråd forventer man først at være færdig med i 2027.

    *****

    Fyens:
    Forsyningsselskab fik ikke nok tilmeldinger til nyt fjernvarmeområde

    Det så lovende ud for en ny fjernvarmeforbindelse fra Bogense Forsyning og ud til området ved Særslev, Hårslev og Skovby, men opbakningen har vist sig at være mindre end først antaget, da den endelige tilmelding skulle i hus. Det fortæller Fyens.dk.

    Bogense Forsyning har været nødt til at forlænge tilmeldingsperioden for husstande i områderne Tofte, Kærby, Skovby, Hårslev, Reveldrup, Rækkehuse, Særslev og Hemmerslev, da der ikke var kommet tilmeldinger nok inden fristens udløb den 28. februar.

    - Hvis alle de 320 tilmeldte havde skrevet under og sendt den endelige tilmelding, så var vi gået i gang med projektet, siger Peter Lind, forsyningschef i Bogense Forsyningsselskab, og henviser til, at kun 230 af de tilmeldte endte med at sætte en endelig underskrift.

    Bogense Forsyning har valgt at forlænge tilmeldingsperioden til den 1. september i år. Målet er, at 491 gennemsnitshusstande på 130 kvadratmeter tilmelder sig eller tilsvarende, hvorfor de 320 tilmeldinger havde været nok, da der var større boliger i blandt.

    I sidste ende drejer det sig nemlig om, at 62 % af mulige forbrugere tilmelder sig, for at økonomien balancerer, og projektet dermed kan igangsættes.

    - Det er de kroner og ører, man skal have samlet sammen. Det er klart, at jo flere kvadratmeter der kommer med, jo nemmere kommer man op på de 62 procent, fortæller Peter Lind.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...