Dansk Fjernvarme roser nyt udspil om CO2-fangst
LÆS I DAG: Hofor om udspil: Det er skruet godt sammen. Forening: Dødstruslen over affaldsanlæggene kan spænde ben for CO2-fangst. Regeringen vil fjerne barrierer for CO2-fangst i nyt udspil. Tilsyn sætter flere varmeværker under lup efter afgørelse.
EnergiWatch:
Dansk Fjernvarme roser nyt udspil om CO2-fangst
Det nye forslag fra regeringen om CO2-fangst rummer vigtige bidrag til etableringen af CO2-fangst anlæg i Danmark, lyder det fra Dansk Fjernvarme, der kalder det for et stort skridt i den rigtige retning. Det beretter EnergiWatch.
Dansk Fjernvarme mener, at udspillet fjerner en række af de usikkerheder, der er forbundet med investering i teknologien. Dermed er det et godt bidrag til opnåelse af klimamålene i 2030.
- Vi hæfter os særligt ved, at når et anlæg sparer omkostninger til CO2-kvoter og afgifter ved at fange CO2, kan værdien af de sparede afgifter og kvoter anvendes til at finansiere CO2-fangst. Det er et rigtig godt initiativ, som sektoren har efterspurgt længe, og det er et vigtigt bidrag til, at det kan blive muligt at etablere CO2-fangst anlæg i Danmark, udtaler Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme, i en meddelelse.
Han fortæller videre, at det er meget positivt, at regeringen har lyttet til sektoren og sikret at det bliver muligt at lave et anlæg til CO2-fangst i samme selskab som (kraft)varmeproduktionen.
- Det har hidtil ikke været en mulighed, og det er der flere fordele ved og som for mange selskaber er et essentielt element i at kunne etablere et fangst-anlæg, siger Kim Mortensen.
*****
EnergiWatch:
Hofor om udspil: Det er skruet godt sammen
Der er gode perspektiver i regeringens udspil om CO2-fangst, lyder det fra Hofor, der dog kalder det afgørende, at lovforslaget fremskyndes. Især rammerne for finansiering er den store positive ændring, fremgår det af EnergiWatch.
- Udspillet betyder, at forsyningsselskaberne får mulighed for finansiering gennem sparede omkostninger fra køb af CO2-kvoter, salg af klimakreditter og salg af CO2 til anvendelse – f.eks. til grønne brændstoffer. Det er vi glade for, og dermed kan vi køre videre med vores forretningsmodel, hvor vi er i gang med at finde en partner, så vi sammen kan indhegne risikoen for fjernvarmekunderne, siger Gorm K. Elikofer, der er direktør for energi i Hofor.
Men hvis det står til Hofor, så skal lovforslaget at træde i kraft tidligere end 1. januar 2025, afhængig af hvornår der skal afgives endeligt bud.
Det vil nemlig give selskabet sikkerhed for hurtigt at finde den nødvendige forretningspartner, så man kan byde på statens tilskudspulje og stå klar med et anlæg i 2029 - hvis man vinder det statslige udbud, lyder det.
- I forhold til tidsplanen er det vigtigt, at lovforslaget er vedtaget hurtigt, hvis der først skal afgives et endeligt bud efter ikrafttrædelsen af lovforslaget. Ved at fange og lagre vores CO2 – i stedet for at udlede den i atmosfæren – bidrager vi markant til Københavns Kommunes mål om at blive klimapositiv i 2035. Og til, at Danmarks samlede udledninger kommer tættere på regeringens 2030-mål om en reduktion i CO2-udledningen på 70 pct., siger Gorm Elikofer.
*****
Energy Supply:
Forening: Dødstruslen over affaldsanlæggene kan spænde ben for CO2-fangst
Brancheforeningen Cirkulær tager godt imod det regeringsudspil, der skal sikre bedre rammer for CO2-fangst fra affaldsenergi. Men den fortsatte dødstrussel over 30 pct. af kapaciteten risikerer at spænde ben, skriver Cirkulær i en pressemeddelelse, som Energy Supply har læst.
- Regeringens udspil til bedre langsigtede rammer for CO2-fangst i affaldsenergissektoren ser godt ud, og vi vil gerne rose regeringen for at have lyttet til branchen på flere afgørende punkter, siger Jens Bomann Christensen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær i en pressemeddelelse.
Til trods for mange positive elementer i regeringens udspil, risikerer det politiske ønske om at lukke 30 procent af affaldsenergikapaciteten at spænde ben for ambitionerne – især i forhold til finansieringen.
- Vi savner, at regeringen og partierne bag klimaplanen for affald forholder sig aktivt til, hvad en dødsdom over 30 pct. af kapaciteten betyder for omkostningerne til de her projekter, siger Jens Bomann Christensen, og fremhæver en afgørende detalje.
- Det fremgår, at der skal opkræves en ’markedskonform garantiprovision’, der bl.a. skal afspejle risiciene i et investeringsprojekt som CO2-fangst. Her kigger vi jo direkte ind i, at groft sagt hvert tredje anlæg politisk ønskes lukket om ganske få år jf. klimaplanen. Det er jo en risiko, der er til at mærke – og som vil afspejle sig i høje garantiprovisioner, der gør investeringer i CCS unødvendigt dyr. I bedste fald øger det behovet for støtte fra de statsfinansierede puljer, og i værste fald risikerer det helt at strande fornuftige projekter, siger Jens Bomann Christensen.
*****
EnergiWatch:
Regeringen vil fjerne barrierer for CO2-fangst i nyt udspil
Regeringen foreslår nye langsigtede rammevilkår for CO2-fangst, der skal gøre det nemmere for forsyningssektoren at etablere anlæg og få del i CCS-puljen, så man kan indfri det store potentiale for CO2-fangst og -lagring i forsyningssektoren. Det skriver EnergiWatch.
- Vi skal indfange CO2, for det er en illusion at tro, at vi med et trylleslag får udledninger fra eksempelvis vores affald til at gå væk. Forsyningssektoren sidder i dag på et stort potentiale for CO2-fangst – det vil vi gøre til virkelighed. Derfor foreslår vi nye rammer for kraftvarme- og affaldsanlæg, så de også kan fange CO2 og bidrage til vores klimamål, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en meddelelse.
Kort fortalt vil forslaget betyde, at selskaberne kan tage risikoen – men forsyningsselskaberne må f.eks. ikke stille økonomisk garanti i fjernvarmerørene og skubbe de løbende omkostninger ved CO2-anlæggene over på forbrugerne.
Konkret vil det betyde en fælles regulering for alle forsyningsselskaber, der vil deltage i CO2-fangst. Løsningen giver selskaberne større fleksibilitet og mulighed for finansiering gennem sparede omkostninger fra køb af CO2-kvoter, salg af klimakreditter og salg af CO2 til anvendelse. Det ensretter vilkårene med andre aktører i industrien, skriver Klima-, energi og forsyningsministeriet i meddelelsen.
- Vi får ikke CO2-fangst i stor skala uden risiko. Det er vigtigt, at vi sørger for at beskytte forbrugerne, så de ikke bliver tvunget med på den risiko, som affalds- og kraftvarmeanlæggene nu kan løbe – og det gør vi med de nye rammer, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
*****
EnergiWatch:
Tilsyn sætter flere varmeværker under lup efter afgørelse
Der er risiko for, at flere varmeværker med relation til det konkursramte selskab DKVK har indregnet spekulationstab i forbrugernes varmepris. Derfor vil Forsyningstilsynet have et godt øje til selskaberne i den kommende tid, lyder meldingen fra Forsyningstilsynets adm. direktør. Det skriver EnergiWatch.
- Vi vil være opmærksomme på, om der er selskaber, der har været i en tilsvarende problemstilling. Nu har værkerne med vores afgørelser, der er truffet nu, mulighed for selv at være opmærksomme på det og rette henvendelse til os, men det er også noget, vi selv vil være opmærksomme på fremadrettet, siger direktøren.
Gennem tiden har DKVK’s andelshaverkreds talt 89 varmeværker samt stifterne Dansk Fjernvarme og Foreningen Danske Kraftvarmeværker. Af den årsag vil det fremover være en problemstilling, som Forsyningstilsynet vil have øje for, når der udføres tilsyn.
- Ellers er vi ved at vurdere, om det er noget, som vi skal gøre til et selvstændigt tilsyn, når og hvis vi får en samlet liste over de selskaber, der er indgået i DKVK, siger Carsten Smidt.
Er det jeres formodning, at flere selskaber har indregnet tab i varmeprisen?
- Der er i hvert fald en risiko for det i og med, at nogen af dem, der har været medejere, har gjort det.
Skriv kommentar