Gå til hovedindhold

Eftertragtet pulje på 150 millioner kroner åbner torsdag

LÆS I DAG:
Efter varmeværkssag: Dansk Erhverv vil give værker et professionelt eftersyn.
Fest i fjernvarmen: Her er kunde nummer 7.000.
Enig varmeværks-bestyrelse: Nej tak til Aalborg.
Fors bygger nye tekniske anlæg med en klar vision.
Snart sættes spaden i jorden: Munkebo bliver forsynet med fjernvarme.

1. feb. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Energy Supply:
    Eftertragtet pulje på 150 millioner kroner åbner torsdag

    1. februar åbner Fjernvarmepuljen for 2024 for ansøgninger til de mange konverteringsprojekter, der har fået kommunal godkendelse, men mangler den afgørende finansielle støtte fra puljen. Det skriver Energy Supply.

    Fjernvarmepuljen indeholder 150 millioner kroner, hvilket er mindre end halvdelen af, hvad der var i Fjernvarmepuljen for 2023, hvor puljen blev oversøgt for omkring 300 millioner kroner. Derfor har Dansk Fjernvarme en forventning til, at fjernvarmeselskaberne hurtigt tømmer Fjernvarmepuljen for 2024.

    Derfor er meldingen fra Dansk Fjernvarme til Christiansborg allerede klar: Fjernvarmepuljen skal fyldes op.

    - Der er utrolig stor appetit fra danskerne på at skifte gasfyret ud med grøn fjernvarme. Men vi kan samtidig konstatere, at det vigtigste middel til at holde fast i udskiftningen og den grønne omstilling på lige netop det område, hænger uløseligt sammen med, at fjernvarmeselskaberne kan trække på midler fra Fjernvarmepuljen, udtaler politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard.

    *****

    EnergiWatch:
    Efter varmeværkssag: Dansk Erhverv vil give værker et professionelt eftersyn

    Varmeværkers spekulation i elpriser med et trecifret milliontab til følge giver anledning til et grundigt eftersyn af fjernvarmebranchen. Det mener Dansk Erhvervs underdirektør for klima, energi og miljø, Ulrich Bang, i følge EnergiWatch.

    - Sagen viser, at det er afgørende med en professionalisering af sektoren, og her er det helt indlysende første skridt at tage et kig på bestyrelseslaget. Man har et ansvar som bestyrelse, og i denne sag har bestyrelserne måske ikke været klædt på til opgaven, siger Ulrich Bang.

    Seks ud af de syv værker er forbrugerejede, hvor bestyrelsen er blevet valgt ind af ejerne - altså forbrugerne. EnergiWatch har tidligere beskrevet, at medlemmerne i varmeværkernes bestyrelser i høj grad har været kommunalpolitikere, elektrikere og andre hverv, der ikke umiddelbart har meget med drift af et varmeværk at gøre.

    Derfor er indsættelsen af en professionel bestyrelse bare det første skridt i den transformation af fjernvarmesektoren, som Dansk Erhverv ser for sig.

    - Derfor advokerer vi for, at der i værkerne sidder bestyrelser med de rette kompetencer og erfaring i stedet for udelukkende lokale ildsjæle eller kommunalpolitikere, siger Ulrich Bang ifølge EnergiWatch.

    *****

    SN.dk:
    Fest i fjernvarmen: Her er kunde nummer 7.000

    Mens Næstved Fjernvarme kæmper en hård kamp for at få flere med på varmen, fejrede selskabet onsdag kunde nummer 7.000 i byen. Den glade kunde, en lokal malermester, glæder sig over, at kontordamerne nu slipper for at slå kuskeslag for at holde varmen, skriver SN.dk.

    - Jeg havde to ejendomme på én og samme gaskedel, og damerne på kontoret klagede konstant over manglende varme. Nu er der lunt overalt. Det er herligt, fortæller Morten Larsen, der har overtaget byens største malerfirma efter sin far.

    Fjernvarmen pynter også på firmaets CO2-regnskab, og da malerfirmaet var kunde nummer 7.000, kom direktør for Næstved Fjernvarme, Jens Andersen, forbi med et par gode flasker til senere brug. Det skete også for at markere, at Næstved Fjernvarme gennem de seneste tre år har konverteret lidt over 1.500 ejendomme fra naturgas til fjernvarme. Og ejendommene spænder vidt, lige fra rækkehuset på 100 kvadratmeter til store erhvervsejendomme, på op til 54.000 kvadratmeter.

    - Stort set hele Erantisvej er kommet med på varmen, så nu bakker vi ud af området og koncentrerer kræfterne om kvarteret ved Glentevej, der ventes færdig til april, siger Jens Andersen.

    *****

    Nibe Avis:
    Enig varmeværks-bestyrelse: Nej tak til Aalborg

    Gennem måneder har der været dialog mellem dels Nibe Varmeværks bestyrelse, værkets forbrugere og Aalborg Forsyning, om muligheden for at udnytte et tilbud fra Aalborg Forsyning om overtagelse af Nibe Varmeværk.

    Nu melder bestyrelsen ud, at man takker nej til det tilbud, som Aalborg Forsyning har givet. Det skriver Nibe Avis.

    - Vi synes fortsat, vi pt. har et fornuftigt produktionsapparat, som er stort set gældfrit. Der kommer fortsat nye forbrugere til, og vort varmeværk og ledningsnet er i god stand. De dele af ledningsnettet, som er ældst, vil fortsat blive renoveret og udskiftet - ikke mindst i takt med den igangværende kloakering af store dele i Nibe midtby, udtaler formand for Nibe Varmeværk, Erik Droob.

    - Når så samtidig, at energimarkedet er normaliseret i forhold til ét til to år tilbage, og Aalborg Forsynings priser siden er steget, mener vi ikke, det er forsvarligt at gå den vej.

    - Vi har haft en rigtig god dialog med dygtige folk fra Aalborg Forsyning, men vi må se på Nibe og vor situation isoleret - og som det altid har været gældende i Nibe, så vil vi også fremover levere god og stabil varme til en konkurrencedygtig pris, slutter Erik Droob på vegne af en enig bestyrelse.

    *****

    Energy Supply:
    Fors bygger nye tekniske anlæg med en klar vision

    Fors er ved at lægge an til etablering af en såkaldt Energiby ved Holbæk. Det skal være et cirkulært vartegn for mennesker og natur omkring 6,5 kilomer fra centrum af Holbæk - og skal være færdigbygget i 2035 – fremgår det af bl.a. Energy Supply.

    Konkret skal der bygges et vandværk, et fjernvarmeværk og en genbrugsplads med et cirkulært design, der understøtte fortællingen om, at vores ressourcer skal indgå i en cirkulær sammenhæng, og at vi skal passe på dem.

    - Ansvaret for naturens ressourcer er en integreret del af Fors’ DNA og noget, vi alle er fælles om. Det er vigtigt for os, at en ny energiby i Holbæk skal understøtte fortællingen om den grønne varme og det rene drikkevand og invitere til at tage aktivt del i missionen om at mindske materiale- og ressourcespild, udtaler projektleder i Fors Birgit Poulsen og fortæller videre.

    - Tekniske anlæg er traditionelt set hverken særligt inviterende eller spændende at se på, og det vil vi gerne ændre på. De tekniske bygninger forbindes af en serie af grønne uderum, som inviterer til ophold for såvel medarbejdere som forbipasserende, og den samlede energiby skal gerne blive et vartegn for vores vision om, at vores fælles natur også er vores fælles ansvar, udtaler Birgit Poulsen.

    *****

    Fyens.dk:
    Snart sættes spaden i jorden: Munkebo bliver forsynet med fjernvarme

    Der har været så stor opbakning fra boligejerne i Munkebo, at Kerteminde Forsyning snart begynder arbejdet med at installere fjernvarme i den lille by. Allerede til marts begynder gravearbejdet, skriver Fyens.dk.

    Der har været en tilslutning på 80 procent af boligejerne, som har ønsket fjernvarme, og det er forståeligt ifølge Jacob Brønnum, formand for forsyningen.

    - Fjernvarmen er en hjørnesten i den grønne omstilling i Danmark. Den er billig, stabil, lydløs og giver bekymringsfri komfort i tider, der ellers er præget af uro og usikkerhed. Jeg kan godt forstå, folk hellere vil have fjernvarme i dag end i morgen, fortæller formanden i en pressemeddelelse.

    Direktør for Kerteminde forsyning, Michael Høj-Larsen, roser den store tilslutning i Munkebo.

    - Succesen i Munkebo viser vejen for de øvrige områder, hvor vi har planer om at udrulle fjernvarme. Vi sætter alle sejl til og indsender omkring 1. februar ansøgninger om at udvide fjernvarmen til endnu flere områder, udtaler han i en pressemeddelelse.

    Arbejdet med at forsyne Munkebo med fjernvarme afsluttes i 2026. Forsyningen tyvstartede faktisk i slutningen af 2022, hvor de første adresser langs fjernvarmens hovedledning på Fjordvej og Mosevangen blev tilsluttet, fremgår det af pressemeddelelsen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...