Gå til hovedindhold

Ørsted peger på ny formand

LÆS I DAG: Lokale fjernvarmefolk vil mødes med minister og folketingsudvalg. Kun Korinth nåede med, da 148 millioner forsvandt på syv minutter. Rejsehold skal hjælpe gas- og olielandsbyer med kollektiv varmeløsning. Milepæl for 50.000 kubikmeter energilager.

20. feb. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    EnergiWatch:
    Ørsted peger på ny formand

    Ørsted indstiller Lene Skole – der er topchef for Lundbeckfonden - som ny formand. Den hidtidige næstformand står dermed til at overtage fra Thomas Thune Andersen, der i forbindelse med årsregnskabet forrige uge meldte sin afgang efter ti år for bordenden. Det skriver EnergiWatch.

    - Jeg har arbejdet tæt sammen med Lene i mange år, og i forbindelse med min fratræden er jeg meget glad for, at evalueringen af kandidaterne har bekræftet, at Lene er det bedste valg til posten som bestyrelsesformand og til at gennemføre den netop offentliggjorte forretningsplan sammen med resten af bestyrelsen og koncernledelsen, siger den afgående formand.

    Udmeldelsen kommer en uge efter indkaldelsen til generalforsamlingen 5. marts, hvor valget skal formaliseres. Der har imidlertid også været en kabale, der skulle gå op – internt såvel som eksternt.

    For selv om Lene Skole er stedkendt i Ørsteds bestyrelseslokaler, hvor hun har været næstformand siden 2015, så er det ikke hendes eneste destination. I endnu længere tid – siden 2014 – har hun været topchef for Lundbeckfonden. Lige som hun er næstformand i bestyrelsen hos Skandinaviens største bank, Nordea.

    Lundbeckfonden bekræfter , at Lene Skole fortsætter som topchef, mens Nordea i skrivende stund ikke er vendt tilbage på EnergiWatch’ henvendelse. Banken har dog ikke selv meldt noget ud om, at Lene Skole skulle stoppe i bestyrelsen.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Lokale fjernvarmefolk vil mødes med minister og folketingsudvalg

    Folkene bag fjernvarmeudrulningen i Østfjends vil mødes med folketingets Klima-, energi- og forsyningsudvalg og områdets minister. fordi det lokale projekt ikke fik del i den statslige fjernvarmepulje. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

    I første omgang har man sendt et brev til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget under Folketinget med et ønske om et møde og et krav om, at der skal flere penge i fjernvarmepuljen, så alle lokale fjernvarmeudrulningsprojekter kan få støtte fra staten.

    - Uden de 9,8 millioner kroner så skal tilslutningen til fjernvarmeudrulningen være nærmere de 80 procent og ikke de 70 procent, som vi arbejder på at nå. Og med de aktuelle gaspriser så anser jeg det ikke for at være sandsynligt, at vi når derop, så støtten er afgørende for, om projektet kan realiseres, siger Kurt Mosgaard fra initiativgruppen.

    Den lokale arbejdsgruppe har bedt om foretræde for folketingets Klima-, energi- og forsyningsudvalg og minister Lars Aagaard, og der bliver nu arbejdet på at finde en dato for et møde, lyder det i et svar fra udvalgets næstformand Marianne Bigum (SF).

    - Vi håber, at der kommer besked i denne uge, siger Kurt Mosgaard.

    *****

    Fyns Amtsavis:
    Kun Korinth nåede med, da 148 millioner forsvandt på syv minutter

    Rundt regnet 2.000 husstande i otte landsbysamfund i Faaborg-Midtfyn Kommune kan i løbet af en kort årrække se frem til at få billig og klimavenlig fjernvarme. Først i køen til at blive opvarmet fra store varmepumper står Korinth, som ser ud til at være sluppet gennem Energistyrelsens hurtigtsmækkende tilskudsvindue. For syv andre byer er det lidt mere usikkert, skriver

    Faaborg-Midtfyn Kommune har sammen med FFV og en stribe lokale arbejdsgrupper lagt billet ind på at få fjernvarme etableret i Korinth, Horne, Svanninge-Millinge, Faldsled, Brobyværk, Espe, og Vester Aaby.

    Hvis det lykkes, vil det kunne spare husejerne i småbyerne for tusindvis af kroner i forhold til andre energiformer, og det vil være en kæmpegevinst for klimaet, fordi varmepumperne udleder væsentligt mindre CO2, end varme produceret på fossile brændsler gør.

    - Det vil højne bosætningen i de byer, sagde Søren Kristensen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget, da kommunalbestyrelsen sagde god for at stille lånegarantier til anlæggene.

    Til sin tid vil man kunne gå til Kommunekredit og få størstedelen af finansieringen på plads.

    *****

    GridTech:
    Rejsehold skal hjælpe gas- og olielandsbyer med kollektiv varmeløsning

    Et nyt rejsehold skal hjælpe små bysamfund, der ikke har udsigt til traditionel fjernvarme, med andre kollektive varmeløsninger som blandt andet termonet. Det er Gate 21, der står bag projektet - Rejseholdet for Lokal Fællesvarme i Region Sjælland – der løber i det kommende år, fremgår det af GridTech.

    - Der har de sidste år - og er fortsat - en stor efter efterspørgsel fra kommunerne om at nogle kan komme ud og orientere om, hvilke kollektive varmeløsninger der findes, hvis man står i en situation, hvor man ikke kan få traditionel fjernvarme, som de fleste nu har fået svar på efter kommunerne i 2022 skulle give 'klar besked' på, om man har udsigt til fjernvarme eller ej, fortæller projektleder hos Gate 21, Jens Andersen.

    For nok er individuelle varmepumper et muligt alternativ, som i flere tilfælde også er den mest optimale løsning som alternativet til gasfyret. Men andre steder peger pilen på en kollektiv løsning, og det er her, Jens Andersen og co. kommer ind i billedet.

    - Vi kan blive sendt ud til borgermøder og fortælle overordnet. Men vi kan også have opgaver, hvor vi kommer ud til et allerede etableret lokaludvalg, der arbejder på at se ind i mulighederne for en alternativ varmeløsning til naturgas, siger Jens Andersen til GridTech.

    *****

    Energy Supply:
    Milepæl for 50.000 kubikmeter energilager

    Projektet med at etablere fundamenter til fire store vandtanke med 50.000 kbm kapacitet, der skal benyttes som varmelager i fjernvarmeproduktionen hos Aalborg Forsyning, er nu klar til at gå ind i en ny fase. Det fortæller Energy Supply.

    Den første er – efter opstartsudfordringer – blevet færdig på blot tre måneder. Det er NCC-selskabet Jakobsen & Blindkilde, der har entreprisen, og nu kan selskabet melde, at man kan se enden på første fase af det nordjyske projekt.

    Den sidste asfaltering på de to sidste tanke vil blive lagt i slutningen af marts, og når det er gennemført, vil Jakobsen & Blindkildes entreprise være afsluttet for nu.

    De endelige opgaver vil blive udført i 2026, hvor tankene vil være blevet opstillet. Herefter vil veje omkring tankene blive anlagt, inden det færdige projekt afleveres.

    Andre klikkede på...