Troels Lund vil arbejde for at fjerne hindring for overskudsvarme
LÆS I DAG: Ny analyse: Vi kommer til at mangle strøm. Nekst kommer med 27 veje til mere sol- og vindenergi på land – men der er langt til mål. I 2035 skal alle gasfyr væk, men folk køber dem stadig i stor stil. Nu er der fornyet håb til to lokale fjernvarmeprojekter. Der mangler 200 tilmeldinger, før tre byer kan få fjernvarme.
JydskeVestkysten:
Troels Lund vil arbejde for at fjerne hindring for overskudsvarme
Endnu er der ikke aftalt en løsning, men mandag var ledelsen for Vejen Varmeværk på en lobbymission for at få fjernet det såkaldte prisloft, som lige nu hindrer varmeværket i at udnytte overskudsvarmen fra Viking Link transformatorstation. Det beretter JydskeVestkysten.
Formanden for regeringspartiet Venstre, Troels Lund Poulsen, var med på mødet, og han gav udtryk for, at han var enig og vil arbejde for en løsning.
- Jeg synes ikke, prisloftet skal være der. Alt taler for at vende det om, så man i stedet fører tilsyn med de få steder, hvor der er overskudsvarme, og hvor producenten kan tænkes i at udnytte det, sagde Troels Lund Poulsen
Udsagnet fra Venstres formand var sød musik i ørerne på direktør for Vejen Fjernvarme, Richard Slot Nielsen og varmeværkets formand, Suzette Nielsen.
- Vi vil jo have prisloftet væk, siger Richard Slot Nielsen.
- Prisloftet er en dealbreaker. Prisloftet regulerer, hvor meget vi må betale for at udnytte overskudsvarmen. Det fastlægges en gang om året, og man ved ikke, hvad det bliver, siger Suzette Nielsen og tilføjer, at det dermed gør det svært at lave projekter, der skal betales med lån, der løber over 20 eller 30 år.
*****
Energy Supply:
Ny analyse: Vi kommer til at mangle strøm
Vi skal belønne et fleksibelt elforbrug, skabe bedre muligheder for at lagre strøm og etablere en kapacitetsmekanisme. Det er anbefalingen fra Green Power Denmark på baggrund af en ny analyse, der viser, at vi på kolde og vindstille vinterdage omkring 2030 kan få udfordringer.
Energy Supply skriver, at ifølge analysen kan der komme til at mangle 2,6 GW i den time, hvor situationen er mest udfordrende.
- Vores energisystem bliver mere grønt og klimavenligt og meget mere komplekst. Vi er kommet langt i den grønne omstilling samtidig med, at vi har bevaret en tårnhøj forsyningssikkerhed. Men i fremtiden kan der opstå udfordringer, hvis ikke vi indretter os rigtigt, udtaler Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.
Green Power Denmark kommer derfor med otte konkrete anbefalinger. Ikke mindst omkring belønning for et fleksibelt forbrug. For eksempel bør vi indrette bygningerne med intelligent energistyring, så det er muligt at slukke eller skrue ned for forbruget i pressede situationer.
Vi skal gøre det muligt at lagre el, så det kan komme retur til elnettet, når der er brug for det. Man kan for eksempel trække på elbilernes fyldte batterier. Og så skal vi forberede en kapacitetsmekanisme, som træder i kraft, når det ikke er muligt at skaffe strøm fra andre kilder.
- Vi har brug for at udvikle en mekanisme, som træder i kraft, når der vitterligt ikke er andet, vi kan trække på. Den skal sikre, at der er nok strøm til rådighed i de få ekstreme tilfælde, hvor vindmøller, solceller og kablerne fra nabolandene ikke kan levere nok, og forbruget samtidig er højt, udtaler Jan Hylleberg.
*****
GridTech:
Nekst kommer med 27 veje til mere sol- og vindenergi på land – men der er langt til mål
Padder, flagermus og naboklager skal ikke sætte opstillingen af vedvarende energi i stå, mens klagesagen behandles. Sådan lyder anbefalingen fra en af arbejdsgrupperne under Regeringens Nationale Energikrisestab (Nekst). Det skriver GridTech.
Arbejdsgruppen fremlagde mandag sine anbefalinger for sol- og vindenergi på land, og hurtigere sagsbehandling er én af ialt 27 nye anbefalinger, der fokuserer på de tre hovedemner ‘lokal opbakning’, ‘arealudnyttelse’ og ‘hurtigere processer’.
Normal praksis i klagesager er, at man skal starte helt forfra, hvis en sag bliver hjemvist til førsteinstansen. I visse tilfælde er det fejl eller manglende information, der gør, at sagen bliver hjemvist og skal starte forfra. Hjemvisning betyder, at sagen overdrages fra et nævn til en førsteinstans; eksempelvis fra Ankestyrelsen til en kommune.
- I nogle klagesager har det taget op til to år, fortæller forperson for arbejdsgruppen om udbygning af sol- og vindenergi, Nana Bule.
- Regeringen er allerede i gang med at se på reglerne for hjemvisning af sager. Det, de ser på, er at få defineret nogle klare kriterier for, hvornår en sag kan blive viderebehandlet, siger hun.
*****
Børsen:
I 2035 skal alle gasfyr væk, men folk køber dem stadig i stor stil
Der bliver lige nu købt mange gasfyr, men folk risikerer at skulle pille et ikke udtjent gasfyr ned, fordi flere partier arbejder aktivt for et forbud mod gas- og oliefyr. Sådan lyder advarslen fra SF og De Radikale, som vil have undersøgt forbud. Det beretter Børsen.
- Det er en overordentlig kedelig nyhed, for det ikke godt for klimaet, og det er på direkte kollisionskurs med det mål, vi har om, at der ikke skal være naturgasfyr i 2035, siger SF's klimaordfører, Signe Munk.
Levetiden på et nyt gasfyr er som regel mindst 15 år, og dermed risikerer folk også, at deres gasfyr må pilles ned, inden det er udtjent.
- For både boligejeren og samfundet bliver det en økonomisk træls beslutning at installere gasfyr nu, for de kommer ikke til at stå al den tid, de i virkeligheden kan, siger Signe Munk.
De Radikale mener endda, at man bør fremrykke ambitionen til 2032, så det står tindrende klart for folk, at man ikke bør købe nye gasfyr.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er heller ikke glad for udviklingen, men henviser i et skriftligt svar til, at der trods alt er blevet udfaset 40.000 gaskunder i 2023.
- Fjernvarme er på vej rigtig mange steder, kommunerne har et ansvar for at skabe hurtig klarhed om varmeplaner, og vi har afsat flere milliarder i puljer til udfasning af olie- og gasfyr. Jeg diskuterer gerne, om der skal afsættes mere og yderligere tiltag. Men intet er jo gratis, og pengene skal findes. Det skal alle huske, udtaler han.
*****
JydskeVestkysten:
Nu er der fornyet håb til to lokale fjernvarmeprojekter
Der skal flere penge i fjernvarmepuljen, sagde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, da han mandag besøgte Cobra Cable transformationen nord for Bramming. Dermed rakte han en redningskrans ud til foreløbigt kuldsejlede fjernvarmeprojekterne i to landsbyer i Esbjerg Kommune. Det skriver JydskeVestkysten.
- Vi bliver nødt til at sætte flere penge ind i fjernvarmepuljen. Og lave en tidsplan for, hvor lang tid, de er tilgængelige, for at undgå den stop-and-go politik, der i øjeblikket foregår, siger Troels Lund Poulsen.
Han tilføjer, at det også er nødvendigt af hensyn til de mange borgere, der bor i områder, hvor der arbejdes på at etablere fjernvarme, som står for at skulle skifte et ældre gasfyr ud.
Meldingen fra Troels Lund Poulsen er sød musik i ørerne på partifællen Jesper Frost Rasmussen, der udover at være borgmester i Esbjerg Kommune også er formand for interesseorganisationen Dansk Fjernvarme.
- Nu har to projekter her i kommunen fået tilsagn om tilskud denne gang, men der er andre projekter rundt om i landet og her i kommunen, som vi skal have gang i. Så det er nødvendigt, at puljen fyldes op, så projekterne kan komme i mål. Når puljen tømmes på syv minutter er det jo åbenlyst, at der skal afsættes flere penge til fjernvarme. Vi har jo blandt andet projektet i Darum, som gerne skal videre, siger Jesper frost Rasmussen.
*****
TV2 Fyn:
Der mangler 200 tilmeldinger, før tre byer kan få fjernvarme
Der er mere fjernvarme på vej til Nordfyns Kommune - men der mangler tilmeldinger, før fjernvarmen kan komme til nogle af de mindre byer. Ifølge TV2 Fyn drejer det sig særligt om byerne Skovby, Hårslev og Særslev, hvor der samlet set mangler 200 tilmeldinger på fjernvarme hos Bogense Forsyningsselskab
Forsyningsselskabet har indtil nu modtaget 238 ansøgninger fra de tre byer, men for at kunne igangsætte projekterne, skal der knap 500 tilmeldinger til.
- Udrulningen af fjernvarme er centralt for at nå vores klimamål, da det er et grønt alternativ til de fossile varmekilder, fortæller formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, Anders Thingholm (K).
Nordfyns Kommune bakker selv op om den grønne varmekilde og har allerede tilmeldt fjernvarme på kommunes egne bygninger. Nu håber de, at flere borgere vil hoppe med på vognen.
Skriv kommentar