Han troede, det var løgn, da han hørte det: Fjernvarmen skal betale afgift af CO2, den ikke udleder
LÆS I DAG:
Ti nye Nekst-anbefalinger: Vil sikre hurtigere projektforløb og flere penge til fjernvarmen.
”Det er jo helt sort”: Direktører raser over livline til danskernes gasfyr.
Evida roser Nekst-arbejde.
Drøm om overskudsvarme fra Novo Nordisk-fabrikker lider stille død.
Nye bygningskrav kan endegyldigt lukke Putins gashaner.
Politiken:
Han troede, det var løgn, da han hørte det: Fjernvarmen skal betale afgift af CO2, den ikke udleder
Regeringen lægger op til, at fjernvarmeværker og affaldsforbrændinger skal betale en halv CO2-afgift, selv om de lagrer drivhusgassen i undergrunden. De skal med andre ord betale en afgift, selv om de ikke udleder CO2.
Områdechef i Dansk Fjernvarme, Jannick Buhl, siger til Politiken, at han ikke kunne tro det, da han første gang læste lovforslaget fra Skatteministeriet, fordi det lyder helt skævt.
- Det er helt vanvittigt, siger Jannick Buhl til Politiken.
Det »vanvittige« opstår, fordi fjernvarmeselskaberne modsat andre virksomheder ikke kan slippe for den ene halvdel af CO2-afgiften og altså skal betale 375 kroner, selv hvis de renser CO2 ud af røgen og lagrer den i undergrunden. Det er kendt ved den engelske forkortelse CCS og er et af de vigtigste midler til at opfylde det danske klimamål.
- Det kan få store konsekvenser for, hvor meget CO2 der bliver fanget, konstaterer Jannick Buhl.
Det kan administrerende direktør Bjarne Munk Jensen fra det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb skrive under på. Selskabet vil gerne sætte CO2-rens på skorstenen med røg fra de ovne, som brænder affald og biomasse af i forstaden Lisbjerg. Den kan spare atmosfæren for 360.000 tons drivhusgasser årligt, næsten en procent af det danske udslip. Men hvis Kredsløb samtidig skal betale afgift, kommer det til at koste 700 millioner kroner over 20 år.
- Så bliver det rigtig, rigtig svært, tangerende til det umulige. Det er skammeligt, ærgerligt og en lille smule uanstændigt, at Skatteministeriet laver så stor en bremse, konstaterer direktøren.
CCS er en kostbar teknologi, som kræver milliardstore tilskud at etablere. Højere tilskud kan naturligvis forbedre økonomien i Kredsløbs projekt.
- Men det giver ikke meget mening at give tilskud med den ene hånd og tage afgift med den anden, siger Bjarne Munk Jensen til Politiken.
*****
EnergiWatch:
Ti nye Nekst-anbefalinger: Vil sikre hurtigere projektforløb og flere penge til fjernvarmen
Med Lars-Peter Søbye i spidsen kan regeringens nationale energikrisestab, Nekst, nu præsentere ti anbefalinger, der skal sikre forbrugerne vished, og et generelt hurtigere tempo i udrulningen hjulpet på vej af milliarder. Det skriver EnergiWatch.
- Vores mantra har været, at vi skal give forbrugerne så klar besked og så gode muligheder for at kunne vælge, som vi overhovedet kan. Og det kan vi gøre enten ved noget i vores anbefalinger, som forbrugerne ser direkte, eller vi kan være ude og gøre noget, som man mærker indirekte, siger Lars-Peter Søbye.
I rapporten lægger Nekst vægt på, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at forfølge 2035-ambitionen om en total udfasning af gasfyr. Det forklarer Lars-Peter Søbye med, at når man rammer 2030, så vil det være biogas, der optager rørene, hvorfor en konvertering ikke vil have en klimaeffekt.
Nekst anbefaler også, at der skal flere penge i fjernvarmepuljen. Her vurderer Nekst nemlig, at de 150 mio. kr., der er afsat til puljen, er alt for lidt. Derfor anbefaler Nekst, at puljen øges med 500 mio. kr. i 2024 – og i de efterfølgende år.
- Det vil betyde, at vi kan holde tempoet på den gode udvikling, vi har med en acceleration i tilslutninger på 40-50.000 om året, siger Lars-Peter Søbye.
*****
Finans.dk:
”Det er jo helt sort”: Direktører raser over livline til danskernes gasfyr
Det vækker stor forundring i dele af dansk erhvervsliv, at den nationale energikrisestab, Nekst, har foreslået regeringen at ophæve målet om at udfase gas i 2035. Der skal med andre ord ikke været en slutdato for danskernes boligopvarmning med gas. Det skriver Finans.dk.
- Det er jo helt sort, siger Troels Blicher Danielsen, der er adm. direktør i VVS’ernes brancheorganisation, Tekniq Arbejdsgiverne.
- Vi har et folketing og en masse borgere, som går op i den grønne omstilling på en økonomisk ansvarlig måde, og så foreslår man her, at man skal udskyde den billigste måde at spare CO2 på, siger han.
Den samme holdning er der i Synergi, hvor direktør Katrine Bjerre tværtimod mener, at 2035-ambitionen skal fremrykkes.
- Vi ved, hvad der skal erstatte den fossile varme: Mere fjernvarme, flere varmepumper og mere genanvendelse af overskudsvarme. Løsningen er ikke biogas, som er dyrt og i stedet bør anvendes i industrien, hvor konvertering til grøn energi er særligt svær, siger Katrine Bjerre.
Hos Dansk Fjernvarme bliver der også rystet på hovedet.
- Vi har brug for at sende et tydeligt signal til boligejerne om, at vi stadig er alt for afhængige af fossilt gas, vi har en klimakrise, og vi har en sikkerhedspolitisk interesse i at udfase gassen i vores boliger. Derfor haster det med at få sat en slutdato for brug af gas, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
*****
EnergiWatch:
Evida roser Nekst-arbejde
Den statslige danske gasdistributør, Evida, mener, at det anbefalede farvel til gas i danske husholdninger kalder på en ”klog omstilling”. Meldingen kommer på baggrund af, at Nekst torsdag offentliggjorde sine anbefalinger om gasudfasning. Det beretter EnergiWatch.
- Inden for de næste fem-seks år kan vi se frem til et gasdistributionssystem, som primært transporterer biogas, og som hovedsaligt forsyner industrivirksomheder og kraftvarmeværker med grøn gas. Der er brug for gassystemet nu og i fremtiden, og derfor har Evida fokus på at drive et sikkert og omkostningseffektivt system til gavn for forbrugerne og for samfundet, siger driftsdirektør i Evida, Sune Holm.
Og hvis de danske husstande skal blive gassen kvit, så kommer det til at kræve godt samarbejde på tværs af aktører, samt en klog fremgangmetode, lyder det fra Evida.
- Vores gasnet kender ikke kommunegrænser. Derfor er Evidas hovedfokus, at der sker en koordineret planlægning af omstillingen, og at Evida får mulighed for at tilpasse gasnettet til fremtidens behov ved i højere grad at kunne styre, hvor og hvornår kunder kobles af gasnettet. Her skal gaskunderne have den bedste hjælp til at træffe et godt valg for deres nye varmekilde. Sådan kan vi sikre en effektiv grøn omstilling og et velfungerende gasnet til gavn for samfundet, siger Sune Holm.
*****
Klimamonitor:
Drøm om overskudsvarme fra Novo Nordisk-fabrikker lider stille død
Grøn overskudsvarme fra industrikæmpen Novo Nordisk til Holbæk virkede oprindeligt som et perfekt match. Men prisen bliver for dyr og timingen er dårlig, og derfor kommer der nu mindst til at gå 25 år, inden det kan blive en realitet. Det fortæller Klimamonitor.
Matchet er så oplagt, at de to parter har været på en undersøgende, uforpligtende date tre gange i løbet af de ti år Camilla Hay har været ansat i forsyningsselskabet Fors, der blandt andet opererer i Holbæk. Her er hun programleder for fjernvarme.
- Lige som tidligere gange er det den lange transportledning, der tager livet af projektet, forklarer Camilla Hay og tilføjer, at kalkulen ellers er såre simpel for Fors.
- Det skal være den bedste og den billigste løsning for borgerne, og det bliver dyrere med en Kalundborg-føring, pointerer hun.
Det afgørende problem er, at Fors i Holbæk endnu ikke ved, hvor stort fjernvarmenettet bliver i Holbæk – og uden den viden er risikoen ved projektet for stort.
- Varmen fra Kalundborg ville kunne fortrænge al naturgas i de seks etaper, så det er ikke potentialet, der halter. Men når vi ikke ved, hvor stor tilslutningen bliver, kan vi ikke garantere forretningsmodellen. Derfor blev vi enige om ikke at gå videre, siger programlederen.
*****
Klimamonitor:
Nye bygningskrav kan endegyldigt lukke Putins gashaner
Bygningsdirektiv fra EU baner vejen for en markant mere energieffektiv europæisk bygningsmasse. I videst omfang vil direktivet spare op til 427 terawatt-timer svarende til den mængde energi, EU importerer fra Rusland. Det skriver Klimamonitor.
Direktivet sætter bl.a. en slutdato for opvarmning med olie og gas. Og en helt ny analyse viser, at direktivet kan lette så meget på efterspørgslen på energi, at EU helt kan blive fri for Putins gas. Samtidig kan EU-borgernes gasregning reduceres med mere end 80 mia. kr. om året.
- Vi kan opfylde vores mål om et klimaneutralt Europa i 2050, og vi kan stoppe med at betale Putins krig i Ukraine. Bygningsdirektivet er måske det værktøj, som hurtigst og mest effektivt kan reducere Europas forbrug af gas, siger Morten Helveg Petersen, medlem af EU-Parlamentet for Radikale.
- Potentialerne i Bygningsdirektivet er enorme og favner langt bredere end den grønne omstilling. Mere end 50 procent af EU’s energiforbrug importeres – en anseelig del desværre fortsat fra Rusland. Så længe vi sløser med energiforbruget, bidrager vi til at holde Putins krigsmaskine kørende, siger Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand for interesseorganisationen Syngergi i en pressemeddelelse.
Skriv kommentar