Gå til hovedindhold

Omstridt fjernvarmeformand kuppet: - Vi blev taget på sengen

LÆS I DAG:
Kommuner tøver med upopulært forbud mod brændeovne.
Han skal styre Aalborg Forsynings store projekter sikkert i mål.
Formand klapper i om afskediget forsyningsdirektør.

03. apr. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Vejle Amts Folkeblad:
    Omstridt fjernvarmeformand kuppet: - Vi blev taget på sengen

    En gruppe på 20-25 borgere troppede op på den nylige generalforsamling i Hedensted Fjernvarme med favnen fyldt med fuldmagter og ambitionen om at afsætte bestyrelsen. Og det lykkedes for dem, da de fik afsat bl.a. formand Morten Juhl Lassen, fortæller Vejle Amts Folkeblad.

    Det skete endda med et overvældende flertal, at formanden blev væltet, og også de to øvrige medlemmer på valg - Susanne Trend og Jens Nordal Madsen - mistede pladsen.

    - Det er, hvad man kalder et kup, når en gruppe har forberedt sig så grundigt, og alle kommer med det maksimale antal fuldmagter. Vi blev taget på sengen, for vi havde slet ikke set det komme, siger Morten Juhl Lassen efterfølgende til Vejle Amts Folkeblad.

    Under dramaet kom det ifølge Morten Juhl Lassen dog ikke frem, hvad baggrunden for kuppet var, og derfor står han fortsat med spørgsmålstegn over, hvad der ligger bag.

    - Jeg ved egentlig ikke, hvad begrundelsen var. Det må du spørge dem om. Jeg kan bare konstatere, at der var en gruppe borgere, der havde valgt at gøre det på den måde. Det er helt efter reglerne, og jeg skal ikke dømme folk. Det må andre gøre, siger Morten Juhl Lassen.

    De tre nye i bestyrelsen er Palle Rasmussen og Bruno Poulsen fra Hedensted samt Ove Fjordmand fra Daugård. Trioen har konstitueret sig med tidligere næstformand Peder Pedersen som formand og Palle Rasmussen som næstformand.

    Folkebladet har været i kontakt med trioen, men ingen af dem har ønsket at fortælle nærmere om, hvad der ligger bag kuppet. Det er endnu ikke lykkedes at få fat på Peder Pedersen.

    *****

    EnergiWatch:
    Kommuner tøver med upopulært forbud mod brændeovne

    Kommunerne står ikke ligefrem i kø for at tage det opgør med forurenende gamle brændeovne, som Folketinget har givet dem mulighed for. For selv om kommunerne siden juli 2023 kan forbyde brændeovne fra før 2008 i områder med god kollektiv varmeforsyning med fjernvarme eller naturgas, sker det kun i få tilfælde, skriver EnergiWatch.

    Aarhus Kommune er længst fremme med et forbud. Byrådet sendte 3. marts forslaget i borgerhøring i fire uger.

    - Dybest set er det lidt bizart i en kommune, hvor der er fjernvarme i 98 procent af alle boliger, at nogle har trang til at fyre med noget, der både er ineffektivt og sundhedsskadeligt - også for dem selv, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

    Miljøstyrelsen har fået tilkendegivelser af, at Roskilde, Silkeborg og Frederiksberg samt København og Odense også ser på sagen.

    *****

    Energy Supply:
    Han skal styre Aalborg Forsynings store projekter sikkert i mål

    Torben Hansen bliver manden bag nogle af de helt store og investeringstunge projekter i den grønne omstilling af fjernvarmen i Aalborg. Han er nemlig netop blevet sat i spidsen for det som chef for strategiske projekter i Aalborg Forsyning. Det skriver Energy Supply.

    Aalborg Forsyning har hentet ham hos Dansk Boligbyg Vest A/S - nu skal han altså jonglere elkedler, akkumuleringstanke, lagerløsninger og havvandsvarmepumper i stedet.

    - Det bliver spændende at blive en del af en stor organisation som Aalborg Forsyning, der for alvor er i fuld gang med den grønne omstilling og udvikling af Norbis Park. Jeg glæder mig til at møde medarbejderne og til at komme helt tæt på tilblivelsen af Aalborg Forsynings nye, store anlægsprojekter – lige fra de første tegninger til færdiggørelsen af velfungerende anlæg, udtaler Torben Hansen i en pressemeddelelse.

    Udover arbejdet med elkedler og havvandsvarmepumper får Torben Hansen en central rolle i at udvikle Norbis Park, der er Aalborg Forsynings erhvervsområde for test og udvikling af nye teknologier, der kan bruges i den grønne omstilling af energisektoren.

    Torben Hansen er tiltrådt stillingen pr dags dato.

    *****

    EnergiWatch:
    Formand klapper i om afskediget forsyningsdirektør

    Michael Brandt blev i sidste uge fyret fra sin stilling som administrerende direktør i Fors, men bestyrelsesformand Claus Juhl ønsker ikke at sætte ord på beslutningen overfor EnergiWatch. Derfor står det ikke klart, hvad der ligger til grund for afskedigelsen.

    Forsyningsselskabet offentliggjorde stoppet i en pressemeddelelse fredag, og CleantechWatch erfarede siden, at det var sket på bestyrelsens initiativ.

    CleantechWatch har ad flere omgange rakt ud for en kommentar hos formand Claus Juhl, men han har ikke appetit på at tale om direktørstoppet.

    ”Han (Claus Juhl, red.) har ikke yderligere kommentarer,” skriver Fors gennem sin pressetjeneste i en mail til CleantechWatch og henviser til pressemeddelelsen, selskabet udsendte fredag.

    Her fremhævede formanden Michael Brandt som en bærende kraft bag Fors gennem de senere år.

    ”Hans store indsats efterlader et solidt fundament for den fortsatte udvikling af selskabet. Bestyrelsen ser nu frem til at byde velkommen til nye kræfter, der kan fortsætte denne positive udvikling,” lød det fra Claus Juhl i pressemeddelelsen.

    Andre klikkede på...