Gå til hovedindhold

Trusselsniveauet for destruktive cyberangreb hæves

LÆS I DAG: Tidspres og høj omsætning af personale: Energistyrelsens arbejdsmiljø er alarmerende. Ministerium og styrelser ignorerer advarsler om cybertrussel: ”Alvorligt og bekymrende”. Der kommer ikke fjernvarme til Thorning: Projektet er for dyrt. Radikales EP-kandidater svarer forskelligt på spørgsmål om atomkraft, men ser ikke selv ”store uenigheder”. Lander ordre på 22.000 fjernvarmeunits. 12. måned i træk med globale varmerekorder.

5. jun. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Trusselsniveauet for destruktive cyberangreb hæves

    Trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod virksomheder, organisationer og myndigheder hæves fra lav til middel. Det har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og chefen for Center for Cybersikkerhed (CFCS), Thomas Flarup, oplyst på et pressemøde i Forsvarsministeriet. Det skriver EnergiWatch.

    - Det sker, umiddelbart efter at FE og PET har meldt om en skærpet hybridkrig, siger forsvarsministeren og tilføjer:

    - Det er vigtigt at sige, at Rusland ikke ønsker en direkte konflikt med Nato.

    Det vurderes, at Rusland sandsynligvis vil rette angreb mod et bredt udsnit af mål i den samfundsvigtige sektor.

    Der er ifølge Center for Cybersikkerhed en risikovillighed i Rusland i forhold til at udfordre Nato-lande som Danmark.

    - Vi vurderer, at den her risikovillighed (fra Rusland, red.) også vil komme til udtryk i destruktive cyberangreb, siger Thomas Flarup.

    *****

    GridTech.dk:
    Tidspres og høj omsætning af personale: Energistyrelsens arbejdsmiljø er alarmerende

    Hver tiende medarbejder i Energistyrelsen har det seneste år været sygemeldt af arbejdsrelaterede årsager, mens medarbejdsomsætningen er noget højere end gennemsnittet på tværs af landets styrelser. Det beretter GridTech.dk.

    Det fremgår af styrelsens seneste tilfredshedsundersøgelse, som GridTech har fået aktindsigt i, at styrelsen aktuelt har en medarbejderomsætning på 19 procent, hvilket er noget højere end de 12-13 procent, som Dybvad-udvalget sidste år anslog som den gennemsnitlige medarbejderomsætning for centraladministrationen.

    - En medarbejdsomsætning på 19 procent er bekymrende. Det er mange medarbejdere, der skiftes ud, og det kan have store konsekvenser for arbejdsmiljøet, forklarer Sita Michael Bormann, arbejdslivskonsulent hos IDA, der understreger, at det går ud over kvaliteten, når udskiftningen af medarbejdere er for høj.

    At det er tilfældet bliver ifølge GridTech.dk bekræftet fra flere forskellige kilder. Her forlyder det, at styrelsen efter deres opfattelse i flere sager har manglet ressourcer, som ofte handler om en mangel på specialiseret viden, der har forhalet projekter i relation til elektrificeringen af samfundet.

    Det går ud over den grønne omstilling, men i høj grad også organisationen og statskassen, hvor det ifølge Henrik Lambrecht Lund, der er lektor på Center for Arbejdslivsforskning ved Roskilde Universitet, »koster kassen,« når folk forlader højt specialiserede stillinger som hos Energistyrelsen.

    - Det er vanvittig dyrt i tab af ressourcer og viden, der så skal oparbejdes på ny hos en ny medarbejder, siger han.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Ministerium og styrelser ignorerer advarsler om cybertrussel: »Alvorligt og bekymrende«

    Fire statslige institutioner – Banedanmark, Sundhedsdatastyrelsen, Beredskabsstyrelsen og Udenrigsministeriet - har i seks år haft et cyberforsvar med store huller i, og både Rigsrevisionen og flere eksperter kritiserer deres manglende handlekraft. Det skriver Ingeniøren.dk.

    Kritikken har været der over flere år. Den selvsamme kritik kom fra Rigsrevisionen for seks år siden. Alligevel er institutionernes beskyttelse og ageren »meget utilfredsstillende«, står der i den seneste rapport.

    Det får Jan Lemnitzer, lektor i cybersikkerhed på CBS, til at konkludere, at it-sikkerhed ikke prioriteres højt nok hos ledelsen i de fire institutioner.

    - De seneste par år har der været bevidste kampagner fra russiske statsaktører rettet mod blandt andet Nato og udenrigsministerier med DDoS- og spionageangreb. Hvis det, der er sket de seneste år, ikke er nok til at tilskynde disse institutioner til at prioritere cybersikkerhed, hvad er så?, spørger Jan Lemnitzer ifølge Ingeniøren.dk.

    Samme pointe har Carsten Schürmann, der fremhæver, at institutionernes beskyttelse mod ransomwareangreb ikke har fulgt med tiden.

    - Vi har set de seneste år, at trusselsbilledet højnes og højnes. Samtidig er der her fire institutioner blevet mindet om vigtigheden af cybersikkerheden, og at deres beskyttelse ikke er god nok. Så det er alvorligt og bekymrende, siger han til Ingeniøren.dk.

    *****

    Midtjyllands Avis:
    Der kommer ikke fjernvarme til Thorning: Projektet er for dyrt

    Tallene er regnet godt igennem. Mere end en gang eller to. Men uanset hvor meget de regner i Kjellerup Fjernvarme, så ændrer fakta sig ikke. Projektet med at sende fjernvarme til Thorning er og bliver for dyrt, fremgår det af Midtjyllands Avis.

    Thorning var ellers et af de steder, der blev vurderet som en mulighed, da Kjellerup Fjernvarme tidligere så på udbygning af fjernvarme i lokalområdet midt under naturgas-krisen i 2022.

    - Vi har fået at vide, at projektet når op i 100 millioner kroner. Det kan projektet ikke bære, siger formand for Kjellerup Fjernvarme, Benny Thomsen.

    - Gennemføres projektet, så vil fjernvarmen i Thorning være dyrere end naturgas.

    En af årsagerne til, at projektet er dyrt, er, at der skal bygges et ekstra varmeanlæg til flis eller som varmepumpe.

    Benny Thomsen kan ikke afvise, at verden kan ændre sig på sigt, og at fjernvarme i Thorning så vil være rentabelt. Men det er ikke tilfældet lige nu.

    *****

    Altinget.dk:
    Radikales EP-kandidater svarer forskelligt på spørgsmål om atomkraft, men ser ikke selv ”store uenigheder”

    Der er ikke enighed blandt kandidaterne til EU-valget for Radikale, når det handler om atomkraft. Spidskandidat Sigrid Friis er blandt et mindretal af partiets kandidater, der på linje med partiet støtter op om atomkraft, mens flertallet siger nej tak til, at EU skal støtte atomkraft.

    Det er Altinget.dk, der har undersøgt holdningen hos de Radikale og deres 19 kandidater til EP-valget, der finder sted søndag.

    Sigrid Friis kalder det et ”komplekst spørgsmål med mange nuancer”:

    - Derfor er der nok flere, som ville sætte deres kryds ved hverken-eller, hvis det havde været en mulighed i jeres kandidattest, siger hun til Altinget.dk.

    Nummer to på listen, Anne Sophie Callesen (R), er en af de mange R-kandidater, der på papiret er uenige med spidskandidaten.

    - Det er godt, at der er plads til nuancer. VI har ikke bare fået udstukket en retning for, hvordan vi præcist skal svare, siger hun.

    Når Radikales spidskandidat erklærer sig ’overvejende’ enig i, at EU bør fremme atomkraft, er det kun, når det bedre kan betale sig en andre energiformer:

    - Dér, hvor det er den billigste og hurtigste løsning, bør EU støtte den omstilling, understreger Sigrid Friis.

    *****

    Energy Supply:
    Lander ordre på 22.000 fjernvarmeunits

    Affalds- og energiselskabet Vestforbrænding har valgt leverandør af fjernvarmeunits til deres kæmpe udvidelse af fjernvarmenettet, hvor omkring 39.000 tilkoblinger skal udmøntes de kommende år. Det skriver Energy Supply.

    Der er truffet aftale om indkøb af 22.000 nye fjernvarmeunits, der skal leveres af Wavin i en rammeaftale, der løber fra 2024 og de næste fem år.

    Kravene til leverandøren omfatter blandt andet at sikre leverancen af fjernvarmeunits i op til 15 år efter faktisk overtagelsesdato samt at man kunne stille en garantiperiode på enhederne på fem år.

    – Vores udvidelse af fjernvarmenettet er et vigtigt skridt i vores mission om at levere fremtidssikret og mere effektive energiløsninger til vores kunder. Det er afgørende for Vestforbrænding at finde leverandører og partnere, der kan levere høj kvalitet på løsninger såvel som rådgivning, så vi kan opfylde vores mål om reduceret CO2-udledning og øge energieffektiviteten, udtaler  Per Wulff, områdechef for fjernvarme i Vestforbrænding.

    *****

    Klimamonitor:
    12. måned i træk med globale varmerekorder

    Ifølge EU’s klimatjeneste Copernicus har hver måned siden juni 2023 sat ny varmerekord for den pågældende kalendermåned. Og samtidig kan maj 2024 nu kåres som den varmeste udgave af den måned nogensinde. Det skriver Klimamonitor.

    Dermed har hver måned i ét år sat global varmerekord, skriver DMI i en pressemeddelelse.

    Og det er ikke kun lufttemperaturen, der sætter rekorder. Målinger af den globale havoverflade fra NOAA, USA’s nationale havtjeneste, viser, at havtemperaturen også har ligget på et rekordhøjt niveau i over et år siden marts 2023.

    Det er dog ikke kun klimaforandringer og menneskenes udledninger af drivhusgasser, som CO2 og metan, vi kan give skylden. El Niño, et naturligt forekommende ocean- og klimafænomen, har huseret de seneste 12 måneder, og det har med stor sandsynlighed givet temperaturen et ekstra skub globalt:

    - Det hidtil varmeste år nogensinde målt var 2016, og her var El Niño også kraftig, ligesom den har været de seneste 12 måneder, fortæller Martin Olesen, klimaforsker i Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...