Gå til hovedindhold

Endnu et gigantisk prishop på milliard-dyrt grønt fjernvarmeanlæg i Esbjerg

LÆS I DAG: Klimaudledninger fra affaldssektoren kan være højere, end regeringen tror. Regeringen lancerer køreplan for energieffektivitet. »Ikke Danmark værdigt«: Flere organisationer kritiserer regeringen for plan for energieffektivisering. Klimaministeren afviser massiv kritik af regeringens svar på nye grønne EU-krav. Snart kommer fjernvarmen til Ølsted. Trods rekord og milepæl: Fjernvarme Fyn ikke tilfreds med underskud i møg-år. Udsigt til kraftigt prisfald på fjernvarme i Flensborg.

12. jun. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    JydskeVestkysten:
    Endnu et gigantisk prishop på milliard-dyrt grønt fjernvarmeanlæg i Esbjerg

    Det storstilede byggeri af Fremtidens Fjernvarme i Esbjerg, der skal levere varme til i alt 26.000 kunder i Esbjerg, Varde og på Fanø, stiger igen voldsomt i pris. Udgifterne er næsten fordoblet siden første spadestik, skriver JydskeVestkysten.

    Den samlede pris for Fremtidens Fjernvarme ender nu formentlig på 2,3 milliarder kroner. Derfor har Din Forsyning netop ansøgt sine to ejerkommuner Esbjerg og Varde om en bankgaranti på yderligere 309 millioner kroner - et ønske, der om få dage skal behandles i begge byråd.

    Tilbage i 2020 blev det første spadestik taget, og dengang lå prisen på anslået 1,2 milliarder kroner. Alt i alt kan de to kommuner ende med at have leveret bank-garantier for knap 2,1 milliarder kroner, da 200 millioner kroner er lånt andetsteds og ikke har krævet kommunale garantier.

    Formanden for Din Forsyning, Kurt Bjerrum, der også er gruppeformand for Venstre i Esbjerg Byråd, er ikke i ovenud godt humør over de voldsomme prishop på Fremtidens Fjernvarme.

    - Bestyrelsen for Din Forsyning har allerede vedtaget, at forløbet skal evalueres, når Fremtidens Fjernvarme forventeligt er blevet sat i drift til efteråret i år, siger han.

    Spørgsmålet er selvfølgelig, om den voldsomme fordyring af projektet slår igennem hos forbrugerne. Det håber Din Forsyning ikke bliver tilfældet.

    - Vi både håber og forventer, at forbrugerne får lavere fjernvarmepriser, når vi er i drift til efteråret, end de har i dag. Hidtil har vi jo været afhængige af det kulfyrede Esbjergværk, som Ørsted lukker i september i år, og alt andet lige vil det give lavere fjernvarmepriser, når vi står med et anlæg, der kan skifte mellem forskellige varmekilder. Den seneste budgetudvidelse på 309 millioner kroner er omregnet 5-600 kroner årligt for en husstand, så det er ikke det, der bliver afgørende for fjernvarmepriserne, men derimod energipriserne generelt, siger Kurt Bjerrum.

    *****

    Altinget.dk:
    Klimaudledninger fra affaldssektoren kan være højere, end regeringen tror

    Regeringens nye klimafremskrivning opjusterede forventningerne til, hvor meget udledningerne fra affaldssektoren vil stige. Men nu kan tallet blive endnu højere, vurderer Klimarådet. Det skriver Altinget.dk.

    I fremskrivningen forventer regeringen, at forbrændingsanlæggene skruer ned for kapaciteten. Men Klimarådet sår nu tvivl om den konklusion. De vurderer, at anlæggene snarere kan skrue op for kapaciteten, måske endda ved at etablere helt nye anlæg.

    - Vi sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget af den eksisterende kapacitet, der vil lukke. Og om det er muligt, at det kan betale sig at investere i noget helt nyt for at håndtere de danske mængder af affald, siger professor i energiplanlægning ved DTU og medlem af Klimarådet, Marie Münster.

    Ifølge Marie Münster er der en risiko for, at nedgangen i kapacitet vil være mindre, end ministeriet antager.

    - Blandt andet fordi man måske vil blive ved med at importere, eller kan nøjes med at udnytte dansk affald, fordi mængden er større end først antaget, siger hun til Altinget.dk.

    *****

    EnergiWatch:
    Regeringen lancerer køreplan for energieffektivitet

    Regeringen har tirsdag præsenteret sin køreplan for energieffektivitet, der skal bruges som udgangspunkt, når energieffektivitet skal drøftes med branchen og Folketinget. Det skriver bl.a. EnergiWatch.

    Mediet henviser til, at klimaminister Lars Aagaard erklærer, at Danmark er langt foran andre lande på energieffektivitet.

    - Vi skal hurtigere kunne stille om, så vi oplader bilen og skruer op for varmen i hjemmet, når den grønne energi er i overflod – og omvendt. Derfor skal vi fremover også tale fleksibilitet, elektrificering og digitalisering, når vi taler energieffektivisering, udtaler Lars Aagaard i meddelelsen og fortsætter:

    - Jeg vil efter sommeren invitere til en række møder med branchen om udvikling af et bredere fokus på energieffektivitet, implementeringen af bygningsdirektivet og generelt fokus på at fjerne barrierer.

    Ministeriet skriver videre, at den nye køreplan bygger videre på ”en lang række energibesparende tiltag, der allerede er på plads”. Der bliver blandt andet påpeget, at Danmark i årtier har haft en” lang række af energiafgifter, som er højere end EU’s minimumssatser. De afgifter har og vil give danskerne store økonomiske incitamenter til at spare på energien”.

    *****

    Klimamonitor:
    »Ikke Danmark værdigt«: Flere organisationer kritiserer regeringen for plan for energieffektivisering

    Regeringen forventer at komme i mål med kravet om årligt at spare 1,5 procent af det samlede energiforbrug frem mod 2030, og præsenterer derfor ikke nye tiltag. Det møder nu massiv kritik fra en række organisationer, fremgår det af Klimamonitor.

    Kritikerne tæller blandt andre Dansk Industri, Dansk Erhverv, Rådet for Grøn Omstilling og energieffektiviseringsorganisationen Synergi, der alle anklager regeringen for at have et for lavt ambitionsniveau.

    De bemærker, at direktivet faktisk indeholder en opfordring om, at målet bør nås med nye »politikker og foranstaltninger, der specifikt er udformet med henblik på at opfylde energispareforpligtelsen«.

    Når regeringen ikke præsenterer nye tiltag klinger de store ord om at være grønt foregangsland hult, mener organisationerne.

    - Det er helt utilstedeligt, det regeringen har gang i her. Regeringen og Lars Aagaard bryster sig af at være et grønt foregangsland og kalder det ’vigtigt’ med ambitiøse mål for energieffektivitet. Men hvorfor er det vigtigt, hvis man bare vil opfylde kravene med en skrivebordsøvelse, der ikke sparer en eneste ny kilowatt?, lyder det fra formand for Synergi, Bendt Bendtsen.

    *****

    Altinget.dk:
    Klimaministeren afviser massiv kritik af regeringens svar på nye grønne EU-krav

    Kritikken hagler ned over regeringen for i en ny køreplan ikke at gå forrest i EU med nye tiltag for at spare på energien. Men klimaminister Lars Aagaard afviser kritikken overfor Altinget.dk og holder fast i, at regeringen med sin køreplan lever op til kravene fra EU.

    - Normalt når jeg taler med erhvervslivet, får jeg at vide, at det er vigtigt, at vi implementerer EU-direktiver korrekt og rettidigt. Og det er præcis, hvad regeringen gør her. Vi har hævet afgifter og afsat meget betydelige puljemidler over de seneste år for at fremme energieffektivitet, så det er rimeligt, at vi notificerer det. Alternativet ville være, at man som land blev straffet for at være first mover på energieffektivisering, siger Lars Aagaard til Altinget.dk

    Kritikken fra erhvervslivet går blandt andet på, at når Danmark, der hidtil har været set som grønt foregangsland i Europa, vælger blot at notificere energieffektiviseringsdirektivet, vil det give andre lande i EU en undskyldning for at vælge den mindst ambitiøse måde at gennemføre det nye EU-direktiv på.

    Ligesom danske virksomheder ifølge erhvervslivet er førende på energieffektivisering og risikerer at gå glip af store eksportordrer.

    - Der er både økonomi og retfærdighed for danskerne i det her. Industrien betaler selv de laveste energiafgifter, og jeg ved ikke, om du har hørt industrien tilbyde at betale højere afgifter, for det har jeg ikke, siger Lars Aagaard.

    *****

    SN.dk – Sjælland:
    Snart kommer fjernvarmen til Ølsted

    Halsnæs Forsyning har sammen med entreprenørerne Hoffmann A/S og Druedalens Entreprenørforretning A/S taget det første spadestik til fjernvarmenettet i Ølsted. Det skal over de kommende år sikre fjernvarme til borgerne i Ølsted, skriver SN.dk – Sjælland.

    - Dette første spadestik markerer ikke blot begyndelsen på et fysisk projekt, men et løft for vores lokalmiljø og en kæmpe skridt mod vores fælles mål om at skabe en mere bæredygtig verden, lokalt tænker vi globalt, siger Thomas Møller Nielsen, der er bestyrelsesformand for Halsnæs Forening, i en pressemeddelelse.

    I projektet har Halsnæs Forsyning fokus på bæredygtighed. Det kommer til udtryk ved at genbruge så meget jord som muligt. Og så huske at holde borgerne orienteret om projektet.

    - I har taget imod dette projekt med åbne arme og stor forståelse. Vi ved, at udrulningen af fjernvarmen vil medføre noget støj og aktivitet i jeres hverdag. Men I har vist, at I ser det store billede og forstår, at disse midlertidige gener er en del af vejen mod en mere bæredygtig og sikker energiforsyning, udtaler Thomas Møller i samme pressemeddelelse og retter en særlig tak til beboerne i Ølsted.

    *****

    Fyens.dk:
    Trods rekord og milepæl: Fjernvarme Fyn ikke tilfreds med underskud i møg-år

    Med 1.850 nye fjernvarmetilslutninger satte Fjernvarme Fyn rekord i 2023. Alligevel blev året turbulent og resulterede i et underskud og højere priser for forbrugerne. Det skriver Fyens.dk på baggrund af ledelsesberetningen fra Fjernvarme Fyn.

    Årets resultat - et underskud på 17,2 millioner kroner på en omsætning på næsten 1,8 mia. kroner - kaldes for "mindre tilfredsstillende" og "væsentligt mindre end forventet." Og det bliver forklaret med, at 2023 var ganske turbulent for den fynske forsyningsvirksomhed.

    Den primære årsag til, at 2023 blev så dårlig, skyldtes faldende markedspriser på el gennem hele året - og samtidig stigende udgifter til brændsler, materialer og arbejdskraft.

    - Markedspriserne på el er faldet markant over hele året - i strid med forventningerne, som der står i regnskabet.

    De lavere el-priser kunne ikke engang en højere fjernvarmepris kompensere for. Det var første gang i mange år, at prisen blev sat op.

    Fjernvarmens popularitet har til gengæld sjældent være større. Fjernvarme Fyn tilsluttede således 1.850 nye fynske husstande i 2023 - en rekord for selskabet. Det betød også, at man rundede en milepæl i løbet af foråret med kunde nummer 70.000, kan man læse i beretningen.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Udsigt til kraftigt prisfald på fjernvarme i Flensborg

    Fjernvarmebrugerne i Flensborg og de omkringliggende byer Harrislee, Glücksburg og Wees kan se frem til et fald i prisen for varme fra begyndelsen af 2025. Det skriver JydskeVestkysten.

    Administrerende direktør Dirk Thole antager, at forbrugerne skal betale omkring 20 procent mindre for fjernvarme fra 2025.

    Fjernvarmeprisen for 2025 bliver fastsat af de kommunale forsyningers prisændringsklausul, der blandt andet består af løn- og investeringsomkostninger samt indkøb og CO2-priser fra 1. oktober 2023 til 30. september 2024.

    En vigtig indikator er prisen på naturgas, som aftog mærkbart efter krigens begyndelse i Ukraine, men med omkring 30 euro stadig er et godt stykke over niveauet i begyndelsen af 2022 (20 euro).

    Flensborg har i årtier haft et fjernvarmenet, som anses for at være et forbillede for andre byer i Tyskland, hvor tider med energiomstilling er i fokus. Bemærkelsesværdigt er, at de kommunale forsyninger i øjeblikket har drøftelser med Flensborg Kommune om at ophæve det tidligere fastsatte tilslutningskrav for boligejere.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...