Dansk Fjernvarme vil opsluge mindre brancheorganisation
LÆS I DAG: Kartelsag kan få varmeværker til at opgive vigtig el-ydelse. Odsherred Forsyning sætter navn på nye bestyrelsesmedlemmer. Energinet er klar til Hofors elkedler: Men kommer en tilsvarende investering, skal nettet forstærkes.
EnergiWatch:
Dansk Fjernvarme vil opsluge mindre brancheorganisation
Decentral Energi står foran at blive opløst på en generalforsamling, så dets medlemmer i stedet får hjemme i en ny afdeling under Dansk Fjernvarme. Det bekræfter Dansk Fjernvarme og Decentral Energi over for EnergiWatch og CleantechWatch.
- Vi er i dialog om, hvordan vi fremadrettet indretter os organisatorisk, og vi arbejder hen mod et samarbejde, hvor vi slår pjalterne sammen. De overvejelser, vi har haft, er, at vi endnu bedre kan varetage hver vores medlemmers interesse ved et tættere samarbejde, hvor vi med øget vægt bag os vil have endnu større gennemslagskraft i kampen for flere grønne løsninger til gavn for vores medlemmer og for Danmark, udtaler Dansk Fjernvarmes pressechef, Rune Birk Nielsen.
Ifølge Niels Larsen, der er adm. direktør i Decentral Energi, er det tanken at etablere et såkaldt industriforum, der skal være en afdeling under Dansk Fjernvarme.
- Tanken med industriforum vil være at arbejde med sektorkobling, for det er et område, der optager både os i Decentral Energi og Dansk Fjernvarme, siger Niels Larsen, der står til at blive chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, hvis overtagelsen bliver en realitet.
Beslutningen om en overtagelse vil blive taget op på brancheorganisationernes respektive generalforsamlinger senere i år. Vedtages beslutningen vil det betyde, at Decentral Energi bliver opløst efter 35 år, og medlemskaberne vil blive flyttet med over til den nye underafdeling af Dansk Fjernvarme.
*****
EnergiWatch:
Kartelsag kan få varmeværker til at opgive vigtig el-ydelse
Bøder på flere millioner kroner kan få flere af de mindre kraftvarmeværker til at overveje at droppe at levere system- og balanceringsydelser. Det er meldingen fra Dansk Fjernvarme efter bøder til flere fjernvarmeselskaber for koordinering af elpriser. Det skriver EnergiWatch.
Flere kraftvarmeværker, som EnergiWatch har talt med, oplyser, at en stævning for ulovlig koordinering af elpriser har rokket ved lysten til at levere system- og balanceringsydelser til statens energiselskab Energinet.
- På en samfundsmæssig dagsorden er vi dybt afhængige af, at bl.a. kraftvarmeproducenterne leverer de her ydelser. Men det øjeblik, det får konsekvenser i den her størrelsesorden, vil mange begynde at overveje, om det er risikoen værd, siger Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme, til EnergiWatch.
I oktober afgjorde Konkurrencerådet, at 49 jyske elproducenter, herunder 46 fjernvarmeselskaber og tre regulærkraftværker, ulovligt har koordineret priser gennem selskabet Effekthandel, når de deltog i auktioner om el-reserver i det statsejede Energinet, de såkaldte mFRR-auktioner.
Sagen har skabt uro rundt omkring på de jyske kraftvarmeværker, der er blevet varslet bøder i millionklassen og fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved, om de i fremtiden kan og skal levere de såkaldte systemydelser.
- Det vil være alvorligt, hvis vi ender i en situation, hvor de ikke længere vil stille deres kapacitet til rådighed, siger Kim Mortensen.
*****
CleantechWatch:
Odsherred Forsyning sætter navn på nye bestyrelsesmedlemmer
Økonomisk pressede Odsherred Forsyning har fundet nye bestyrelsesmedlemmer, der ifølge forsyningsselskabet alle har kompetencer inden for ledelse og strategisk udvikling. Nu skal en generalforsamling tage stilling til, om de skal være medlemmer, skriver CleantechWatch.
De nye bestyrelsesmedlemmer er Trine Engel, uddannet ingeniør med bestyrelsesbaggrund fra energikoncernen Andel, juristen Tina Füssel samt Svend Müller, der til dagligt er afdelingschef Asnæsværket.
”Bestyrelsen i Odsherred Forsyning har gennemført en kompetenceafdækning blandt de nuværende medlemmer og har på den baggrund eftersøgt nye medlemmer med specifikke kompetencer. Efter samtaler med udvalgte kandidater er indstillingen nu klar til generalforsamlingen sidst i juni måned,” skriver Odsherred Forsyning i en pressemeddelelse.
Læs også: Tre nye kandidater til bestyrelsen i Odsherred Forsyning.
*****
GridTech:
Energinet er klar til Hofors elkedler: Men kommer en tilsvarende investering, skal nettet forstærkes
Elkedler af den kaliber, som Hofor netop har annonceret planer om at opføre, kræver sit elnet. Men ifølge Morten Byskov Jacobsen, afdelingsleder i Energinet, er transmissionsnettet klar – så længe et nabo-forsyningsselskab ikke banker på med samme planer. Det skriver GridTech.
- Vi har ved København lavet en simulering på 500 MW, der viser, at niveauet stort set er tilstrækkeligt i forhold til, hvordan det ser ud i dag. Så hvis Hofor kommer som enkeltstående case og melder deres behov ind i morgen, så vil vi godt kunne dække dem ind med det setup og den infrastruktur, der eksisterer i dag, såfremt de kan afbrydes i tilfælde af fejl i nettet, siger Morten Byskov Jacobsen, der er Head of Electricity Grid Planning hos Energinet, til GridTech.
Der skal dog ikke meget mere til i den kaliber, førend elnettet i hovedstadsområdet vil trænge til lidt fornyet kærlighed. Og derfor vil Morten Byskov Jacobsen og Energinet meget gerne betragte Hofors behov i et større, mere helhedsorienteret billede af, hvad der er af fremtidige behov.
- Hvis der kommer to af de her henvendelser a la Hofors simultant, så vil vi nok stå i en situation, hvor det i hvert fald vil være påkrævet, at vi skal udbygge elnettet, forklarer Morten Byskov Jacobsen og tilføjer:
- Men generelt står vi relativt godt rustet i hovedstadsområdet i dag, hvor vi ser ind i at kunne dække Hofors umiddelbare behov. Men der vil forventeligt komme et yderligere behov, da der er flere af de her aktører, der planlægger forestående aktiviteter.
Skriv kommentar