En bøde på 11,5 millioner til naboværk sætter fusion på pause
LÆS I DAG: Borgmester vil gå til regeringen for at få hurtigere afklaring i kartelsag. Innargi går i gang med at bygge fundamentet til første geotermiske varmeanlæg. Vildt hop i fynboernes varmeregning. Hofors bestyrelse peger på borgmester som næstformand.
Energy Supply:
En bøde på 11,5 millioner til naboværk sætter fusion på pause
En allerede godkendt fusion mellem Aabybro Fjernvarme og Jetsmark Energiværk bliver nu sat på pause – og måske bliver fusionen helt aflyst. Årsagen er den bøde, som Jetsmark Energiværk har fået for deres samarbejde med Effekthandel – også kendt som Kartel-sagen. Det skriver Energy Supply.
Bøden, som i stedet overgår til Aabybro Fjernvarme efter fusionen, er varslet til 11,5 mio. kroner.
- I teorien kan vi ende i samme situation som Brønderslev Varme, da der er risiko for, at det fusionerede selskab vil blive anklaget i sagen. Derfor har vi, af forsigtighedsgrunde, besluttet at sætte fusionen i bero. Vi ønsker ikke, at sagen får konsekvenser for de forbrugere, der pt. er tilsluttet Aabybro Fjernvarme, siger formanden for Aabybro Fjernvarme, Bjarne Dahl.
Flemming Ferløv, der er formand for Jetsmark Energiværk, betegner sagen som værende ”helt ude af proportioner”. Han fremhæver, at der altid har været åbenhed omkring samarbejdet med virksomheden Effekthandel.
- Vi har ikke handlet i ond tro og mener ikke, at vi har gjort noget, der er i strid med loven. I begge bestyrelser er vi derfor ærgerlige over, at vi er nødt til at træffe denne beslutning, siger Flemming Ferløv, der tilføjer, at en fusion er nødvendig for at sikre den fornødne kapacitet til at kunne udbrede fjernvarmen til Moseby, Pandrup Industriby, et område i Kaas og Hune/Blokhus.
- Det er trist, at vi må stoppe udrulningen af fjernvarme på grund af en myndighed, der indirekte modarbejder Danmarks mål om grøn omstilling, siger Bjarne Dahl og tilføjer, at de verserende sager gør det umuligt for de enkelte værker at optage lån til nødvendige renoveringsopgaver.
*****
EnergiWatch:
Borgmester vil gå til regeringen for at få hurtigere afklaring i kartelsag
Arbejdet med at udbrede fjernvarme til flest mulige bremses af langsom sagsbehandling i den kartelsag, som rammer flere fjernvarmeværker. Det er ifølge EnergiWatch budskabet fra borgmester i Jammerbugt Kommune, der nu vil tage sagen videre til Christiansborg.
Mogens Christen Gade er netop vidne til, at to af kommunens varmeværker, Aabybro Fjernvarme og Jetsmark Energiværk, har sat en kommende fusion på pause, da det endnu er uvist, om Aabykro vil komme til at hænge på Jetsmarks potentielle millionbøde for konkurrencebrud.
- Det er ærgerligt, at realiseringen af fusionen bliver udskudt så meget, at borgerne risikerer at blive utålmodige og gå andre veje end fjernvarme, siger Mogens Christen Gade til EnergiWatch.
Ifølge værkerne selv er konsekvensen ved udskydelsen, at områderne Moseby, Pandrup Industriby, et område i Kaas og Hune/Blokhus i Jammerbugt Kommune må vente på at få adgang til fjernvarme. Det skyldes, at kapaciteten på varmeværkerne kun er stor nok, hvis der laves en fusion.
Men med historien om en varslet bøde på 11,5 mio. kr. til Brønderslev Varme som følge af kartelsagen, tør selskaberne ikke gennemføre fusionen, før der er kommet en afklaring i sagen. Afklaringen kommer, når fem prøvesager, der er berammet i september 2025 ved Sø- og Handelsretten, har fået en konklusion.
- Jeg skal ikke påvirke afgørelsen, men jeg vil påvirke, at afgørelsen kommer så hurtigt som muligt, så man ved, hvad man har at gøre med. Det er et fromt ønske om en hurtigere sagsbehandlingstid, siger Mogens Christen Gade
*****
GridTech:
Innargi går i gang med at bygge fundamentet til første geotermiske varmeanlæg
Arbejdet med at etablere det første brøndpar ved Skejby er nu færdig, og Innargi er nu gået i gang med at etablere det første anlæg for geotermi, der fra 2025 skal forsyne aarhusianerne med den første grønne varme fra dybet. Det skriver GridTech.
- Vi glæder os over, at vores arbejde med at anlægge testbrønde er forløbet som planlagt. Nu står vi med et færdigt brøndpar i Skejby og allerede i denne uge starter arbejdet på vores første varmeanlæg, der skal overføre den geotermiske varme til Kredsløbs fjernvarmenet ved hjælp af varmevekslere og varmepumper, siger Lars Heineke, der er projektdirektør hos Innargi, i en meddelelse.
Varmeanlægget ved Skejby, der bliver det første af geotermianlæggets i alt syv varmeanlæg, forventes at kunne levere mellem 16-18 MW, og vil tilmed være et varmeanlæg med minimum 30 års levetid, der hverken støjer, lugter eller fylder i landskabet, når det først er taget i drift.
- Geotermi er ikke længere en skrivebordsøvelse. Det er virkelighed, og vi kan nu begynde at ane den første geotermiske varme fra det, der skal blive EU’s største sammenhængende anlæg her i Aarhus, fortæller Bjarne Munk Jensen, der er administrerende direktør for Kredsløb.
*****
Energy Supply:
Vildt hop i fynboernes varmeregning
Det bliver dyrere at holde varmen den kommende vinter for cirka 100.000 fynske fjernvarmekunder. Hele 24 procent stiger varmeregningen for Fjernvarme Fyns kunder, skriver bl.a. Energy Supply. Det svarer til en prisstigning på 251 kr. per måned for en gennemsnitshus.
- Siden 2023 har vi set en for stor ubalance mellem vores indtægter og omkostninger. Derfor er en prisstigning af denne størrelse nødvendig, udtaler administrerende direktør hos Fjernvarme Fyn Louise Høst i en pressemeddelelse.
Omkostningerne knytter sig især til dyrere brændsler, afskrivning på investeringer CO2-kvoter og afgifter samt drift og vedligehold.
Fjernvarme Fyns indtægter er imidlertid ikke steget tilsvarende, og det skyldes primært, at Fjernvarme Fyn har opkrævet lavere varmepriser end det, varmeproduktionen reelt har kostet.
*****
EnergiWatch:
Hofors bestyrelse peger på borgmester som næstformand
Britt Jensen, Rødovres socialdemokratiske borgmester og tidligere menigt bestyrelsesmedlem, er ny næstformand i Hofors vand- og spildevandsselskaber. Rokaden er kommet i stand efter afgang af Brøndbys borgmester, skriver EnergiWatch.
- Jeg er meget glad for at træde ind som næstformand efter to år som medlem af bestyrelsen. Jeg vil arbejde hårdt for at få de bedste vilkår for forsyning i hovedstadsområdet, udtaler den nye næstformand i en pressemeddelelse.
Britt Jensen blev formelt udpeget på et bestyrelsesmøde som næstformand for Hofor Vand Holding, Hofor Spildevand Holding og Hofor A/S, efter at Brøndbys Kent Max Magelund (S) har trukket sig fra sin borgmesterpost. Han har været næstformand i selskaberne de seneste fire år.
I stedet overtager Brøndbys nye borgmester, Maja Højgaard (S), kommunens plads i bestyrelsen som menigt medlem.
Skriv kommentar