Gå til hovedindhold

Fjernvarmekonsulent ønsker mere omtanke i varmeplaner

LÆS I DAG: Forsyningssektoren har fået en ny tænketank. Energikrisestab anbefaler: Skal være muligt at udvide elnettet med ekspropriation. Ni punkter i stor undersøgelse skal afdække gigantisk skandale. Regeringen vil forlænge Grøn investeringsordning. Salget af varmepumper er kollapset.

27. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    GridTech:
    Fjernvarmekonsulent ønsker mere omtanke i varmeplaner

    Flere fjernvarmeprojekter falder, mens andre tager kampen op i en tid, hvor gasprisen atter er attraktiv, mens omkostningerne til fjernvarmeanlæg stiger. Derfor skal de kommunale varmeplaner genbesøges, og samtidig skal der være klarhed over, hvilken rolle gassen skal have fremadrettet.

    Det er meldingen fra Dansk Fjernvarme i GridTech, hvor brancheorganisationen slår fast, at der p.t. er størst udfordringer for udrulningen af fjernvarme på Sjælland, mens det kører mere roligt i Jylland.

    - Der er en del ø-varme-projekter, der enten skal have en lang ledning eller som skal have bådet produktion og distribution, som har vist sig vanskelige at løfte. Især på Sjælland, hvor vi ser betydeligt højere anlægspriser end i Jylland, siger chefkonsulent Søren Magnussen og tilføjer:

    - Udrulninger kører stille og roligt ud i Jylland, mens det på Sjælland er vanskeligere, om end potentialet er langt større, hvor mange større byer nærmest er delt op i halv gas og halv fjernvarme. Men efterspørgslen på materiale til fjernvarme og dermed også prisen er efterhånden så høj, at man er ved at have ramt en smertegrænse i forhold til, hvad en almindelige forbruger kan se sig selv i.

    En af de større hurdler på Søren Magnussen bord er dog ikke de aktuelle priser i markedet, men i høj grad også den tvivl, der fortsat hersker om, hvorvidt vi egentlig skal helt af med gassen til husopvarmning eller ej.

    - Da Nekst lancerede sine anbefalinger for lidt tid siden, var det også med en bemærkning sidst i rapporten om, at det der, hvor konvertering ikke er økonomisk rentabelt, måske kan være okay med biogas. Det blev ministeren så forholdt, hvor han ikke var afvisende overfor den tanke. Det står således lidt hen i det uvisse, i hvilket omfang der skal lukkes ned for gassen, siger Søren Magnussen.

    *****

    EnergiWatch:
    Forsyningssektoren har fået en ny tænketank

    Brundtland er navnet på Danmarks nyeste tænketank, hvis vision blandt andet er at styrke offentligt-private samarbejder for at fremme den grønne omstilling i forsyningssektoren. Det skriver bl.a. EnergiWatch.

    Ifølge direktør Magnus Skovrind Pedersen, der har erfaring fra Tænketanken Demokratisk Erhverv, har Brundtland været undervejs det seneste halve år. Den skal sikre, at ”succeshistorien” om et Danmark, der kan inspirere andre landes forsyningssektorer, ikke vakler.

    - Det demokratiske ejerskab har skabt en stabil og sikker forsyning, og det er klart, for når vi ejer den kritiske infrastruktur i fællesskab, står forbrugeren i centrum for den samfundskritiske kerneopgave,” skriver han i et opslag på LinkedIn og tilføjer:

    - Et meget stærkt samspil mellem forsyningssektoren og industrien holder os på forkant med den teknologiske udvikling, og det er en forudsætning for at nå i mål med klimamålsætningerne.

    Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen er valgt som bestyrelsesformand i tænketanken Brundtland, der har flere store aktører i ryggen.

    *****

    EnergiWatch:
    Energikrisestab anbefaler: Skal være muligt at udvide elnettet med ekspropriation

    Den nationale energikrisestab, Nekst, har netop afleveret sine første ni delanbefalinger til, hvordan energisektoren og de politiske aktører lykkes med at sætter tempoet op på udbygningen af elnettet i en tid, hvor efterspørgslen på elektricitet bliver større og større.

    Her lyder det bl.a., at jordejere for fremtiden må vige for nye elkabler, fremgår det af EnergiWatch. Det skal således være muligt at tvinge virksomheder og borgere til at afgive arealer til udvidelse af elnettet ved hjælp af ekspropriation.

    - Vi kan ikke bygge fremtidens elnet med nutidens metoder. I de sidste 20 år har elforbruget været stabilt - over de næste 20 år vil vi efterspørge fire gange så meget. Derfor skal vi lave et paradigmeskifte i, hvordan vi planlægger, regulerer og bygger elnet, siger arbejdsgruppens forperson Kristina Lee i en pressemeddelelse og fortsætter:

    - Det første skridt er at skabe grøn ligestilling, så det ikke er sværere at udbygge elnet end motorvejsnet. Det andet er at blive bedre til at samtænke natur og infrastruktur ved at gøre myndighedsprocesserne for bl.a. tilladelser og miljøvurderinger mere smidige.

    *****

    SN.dk:
    Ni punkter i stor undersøgelse skal afdække gigantisk skandale

    Odsherred Kommune har nu fastlagt retningslinjerne for den advokatundersøgelse, som skal dykke ned i de mange problemer, der har omgærdet det kuldsejlede fjernvarmeprojekt i Odsherred Forsyning. Det skriver SN.dk.

    Konsekvensen blev et bragende underskud på 619 millioner kroner, som kommunen, der ejer forsyningsselskabet, lige nu forhandler med kreditorerne om en løsning på.

    Undersøgelsen fokuserer på ni punkter, herunder beslutningsprocesser, ansvar og eventuelle fejltrin i fjernvarmeprojektet.

    Politikere ønsker således at klarlægge, om kommunen og byrådet fik alle relevante oplysninger ved garantistillelsen på 409 millioner kroner til Odsherred Varme.

    Undersøgelsen vil også vurdere, om forsyningens ledelse og bestyrelse handlede professionelt og korrekt, samt om der blev rejst bekymringer undervejs.

    Advokatfirmaet Bech-Bruun skal med al sandsynlighed stå for undersøgelsen, og Odsherred Forsyning forventes at dække omkostningerne.

    *****

    EnergiWatch:
    Regeringen vil forlænge Grøn investeringsordning

    Som led i sit forslag til finansloven for 2025 vil regeringen afsætte 500 mio. kr. til den grønne industri gennem investeringsordningen ”Grøn Investeringsordning. Sammen med de resterende midler fra 2024 betyder det, at der er 657 mio. kr. til en ny ansøgningsrunde i 2025, fremgår det af en pressemeddelelse.

    EnergiWatch skriver, at pengene er øremærket grønne teknologier inden for vindteknologi og elektrolyseteknologi til Power-to-X.

    - Det er fremtidens grønne, danske produktionsarbejdspladser, der er på højkant. Vi bliver presset fra flere forskellige verdenshjørner – desværre er flere lande blevet storforbrugere af statsstøtteværktøjet. Og vi bliver nødt til at følge med, også selvom det ikke er det værktøj, jeg først rækker ud efter. Regeringens grønne investeringsstøtteordning er en hjælp til at fastholde Danmarks grønne produktion, udtaler Lars Aagaard, der er klima-, energi- og forsyningsminister, i pressemeddelelsen.

    I maj 2024 blev der for første gang udmøntet penge gennem den grønne investeringsordning. Her fik fem projekter i Danmark støtte på 634,1 mio. kr. De samlede investeringer for de fem projekter er på godt 4,2 mia. kr., oplyser regeringen i meddelelsen.

    *****

    EnergiWatch:
    Salget af varmepumper er kollapset

    I dette års andet kvartal er salget af vandbårne pumper faldet med 74 pct. sammenlignet med samme periode et år tidligere ifølge brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne. Det kommer efter et fald på 39 pct. for hele 2023 i forhold til året forinden, skriver EnergiWatch.

    Det gør sig blandt andet gældende hos Nærvarme Danmark, der er ejet af SEF Energi. I løbet af 2023 og 2024 har selskabet tilpasset organisationen for at få enderne til at mødes.

    - Vi kan bruge vores salgsressourcer andre steder, hvor vi oplever en fornuftig efterspørgsel på ladestandere og -bokse. Det kan vi bruge nogle af vores kompetencer til, men vi har også været ude og skære nogle stillinger væk, siger Claus Holm Andersen, direktør i Nærvarme Danmark, til EnergiWatch.

    Udviklingen i salget af varmepumper står i skarp kontrast sammenlignet med for blot få år siden. Gennem energikrisen i 2021 og 2022 røg gaspriserne til vejrs, hvilket fik forbrugerne til at få øjnene op for varmepumper til at opvarme husstanden.

    I gennem de to år steg salget med henholdsvist 14 og 20 pct. I omtrent samme periode steg prisen på varmepumper godt 25 pct. ifølge EA Energianalyse. Gaspriserne faldt herefter fra det skyhøje niveau, og gasfyrene er nu igen blevet et økonomisk alternativ.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...