Gigantfusion kan være på vej i fjernvarme-sektoren
LÆS I DAG: Truer med at lukke for fjernvarme til døende landsbyer: Vi bliver sat i gabestok. Nu kan fjernvarmearbejdet gå i gang. Ambassadører skal få flere til at vælge fjernvarme. Vil investere 67 mia. kr. i elnettet. Norlys accepterer millionbøde: - Det er groft at vildlede om priser.
SN.dk:
Gigantfusion kan være på vej i fjernvarme-sektoren
To store sjællandske fjernvarmeudbydere - Norfors og Vestforbrænding – undersøger lige nu muligheden for at fusionen, fremgår det af SN.dk. Det er angiveligt Norfors, der er på frierfødder i forhold til Vestforbrænding.
Formanden for Norfors, Hørsholm-borgmester Morten Slotved (K), bekræfter, at Norfors har henvendt sig til det fire gange større selskab Vestforbrænding for at afdække muligheder og eventuelle fordele ved en fusion af de to selskaber.
Det er den ny lov om organisering af affaldssektoren , der blev vedtaget af Folketinget og trådte i kraft for et års tid siden, der er baggrunden for henvendelsen, siger Morten Slotved.
- Vi har investeret i helt nye ovnlinjer og havde en aftrale med Energistyrelsen om, at de skulle afskrives frem mod 2047. De forudsætninger lavede loven om på, og vi regner med inden årets udgang at aflevere en stævning mod staten. Men sideløbende må vi undersøge alle muligheder. Det gælder både om, hvorvidt vi kan fortsætte selvstændigt og søge en dispensation for reglerne - eller om vi skal gå sammen med Vestforbrænding. Vi skal undersøge alle forhold, hele vejen rundt, siger Morten Slotved.
De fem kommuner, som driver Norfors og affaldsanlægget Usserødværket, Helsingør, Hørsholm, Rudersdal, Fredensborg og Allerød, har for længst truet staten med en retssag, og kommunerne står til at tabe 750 millioner kroner, hvis Norfors går konkurs.
Vestforbrænding bekræfter også, at der er dialog med Norfors om mulighederne for en sammenlægning af aktiviteter og selskaber.
- Dialogen sker blandt andet på baggrund af de politiske målsætninger på affaldsområdet, hvor begge selskaber arbejder for at sikre den billigste og mest klimavenlige fjernvarme samt udnyttelse af affald til genbrug og genanvendelse. Vestforbrændings dialog med Norfors skal afdække, om der foreligger det nødvendige grundlag for at gå videre i processen. En videre proces kan omfatte en såkaldt due dilligence, hvor blandt andet juridiske og økonomiske forhold afdækkes, før egentlige forhandlinger påbegyndes, siger pressechef Per-Henrik Goosmann, Vestforbrænding, til Sjællandske Nyheder.
*****
Nordjyske:
Truer med at lukke for fjernvarme til døende landsbyer: Vi bliver sat i gabestok
Sdr. Herreds Kraftvarmeværker på Mors har siden 1992 leveret fjernvarme til seks landsbyer- Hvidbjerg, Redsted, Karby, Ørding, Øster Assels og Frøslev. Men prisen for varmen er høj – cirka 24.000 kroner om året for et standardhus.
Men det kan blive dyrere endnu, skriver Nordjyske, hvis regeringens plan om et prisloft på fjernvarme kan tvinge selskabet til at tage drastiske beslutninger om at lukke for fjernvarmen til en eller flere landsbyer.
- Med vores varmepris bliver vi sat i gabestok, og for at få prisen ned bliver vi tvunget til at lukke for leverancen til de områder, som er dyrest at levere til, fastslår formand for kraftvarmeværket, Poul Kristensen.
Han har på varmeværkets vegne skrevet et høringssvar, hvor han konkret nævner landsbyen Øster Assels, hvor det kan blive nødvendigt at lukke ned for fjernvarmen. Her er antallet fjernvarmeforbrugere faldet fra 129 til 85, og der er for længst forsvundet store aftagere af fjernvarme som for eksempel skolen og plejehjemmet.
Der er ingen tilslutningspligt til fjernvarme, men ifølge Poul Kristensen skyldes nedgangen ikke, at borgerne i Øster Assels vælger fjernvarmen fra. Men landsbyen kæmper med faldende indbyggertal og mange huse er revet ned.
Men har i så ikke investeret for meget og oparbejdet for stor en gæld, som så rammer jeres forbrugere på varmeprisen?
- Vi har gjort, som regeringen har bedt os om, og omlagt varmeproduktionen fra naturgas til biomasse. Det er også god ide at have flere muligheder for at producere varme, når priserne svinger helt uforudsigeligt, siger Poul Kristensen.
*****
Dragør Nyt:
Nu kan fjernvarmearbejdet gå i gang
Projektbeskrivelsen for den energicentral og den transmissionsledning, der er nødvendig for, at Dragør Fjernvarme kan gå i gang med udrulning af fjernvarme, er nu godkendt af kommunalbestyrelsen. Det fortæller Dragør Nyt.
Projektforslaget har været i høring hos de berørte parter som HOFOR, lufthavnen og den grundejer, hvis jord bliver eksproprieret til anlægsarbejdet. Efter at projektet er godkendt, skal det nu indarbejdes i lokalplanen.
Den nye energicentral, der skal bygges ved Ryvej lige syd for lufthavnen, får en 16 MW luftbaseret varmepumpe, en 30 MW elkedel, en pumpestation og en 6.000 m 3 akkumuleringstank. Der etableres også en pumpestation på Nordre Kinkelgade.
Transmissionsledningen skal gå fra det eksisterende energianlæg»KLC2«øst for lufthavnen via Dragør og Store Magleby til den sydlige del af Tårnby.
*****
Sjællandske:
Ambassadører skal få flere til at vælge fjernvarme
712 husstande i Lille Næstved får mulighed for at få installeret fjernvarme, og den primære drivkraft for, at projektet skal lykkes, bliver en masse lokale ambassadører, fremgår det af Sjællandske.
Der er tale om det femte område i Næstved, der får tilbud om fjernvarme. Og selv om sporene skræmmer – en række områder er faldet på grund af for lav tilslutningsprocent – så er fjernvarmedirektør Jens Andersen fortsat optimist.
- Folk er interesserede og vil gerne sætte sig ind sagerne, siger Jens Andersen, og tilføjer at medarbejderne i Næstved Fjernvarme gerne svarer på spørgsmål og kommer på besøg helt frem til tilmeldingsfristen den 15. januar næste år.
Han er godt klar over, at det er prisen for at blive koblet på fjernvarmen: 84.110 kroner, som er det springende punkt. Især kan folk ikke forstå, at det skal koste så meget, når det for få år siden var gratis.
- Det handler om, at vi i modsætning til tidligere, bliver nødt til at bygge nye produktionsanlæg for at kunne levere varmen. Det koster penge, som de nye kunder skal betale, forklarer Jens Andersen.
*****
Energy Supply:
Vil investere 67 mia. kr. i elnettet
Elnetselskaberne planlægger rekordstore milliardinvesteringer over de kommende 10 år til fremtidssikring af elnettet. Ifølge Energy Supply er der tale om investeringer i størrelsesordenen 67 mia. kroner.
I en årrække har selskaberne i gennemsnit investeret i omegnen af to milliarder om året, men det tal står nu over for mere end en tredobling.
Hos Green Power Denmark bliver investeringslysten på den baggrund kaldt et kraftigt step-up.
- For mig står det klart, at elnetselskaberne er i fuld gang med at påtage sig et vigtigt ansvar, så vi undgår, at elnettet bliver en flaskehals for elektrificeringen af Danmark, udtaler Mette Rose Skaksen, viceadministrerende direktør fra Green Power Denmark.
De 67 mia. kr. dækker over både re- og nyinvesteringer i elnettet, herunder indpasning af ny elproduktion fra vind og sol, såvel som nyt elforbrug som opladning af elbiler og varmepumper.
*****
Energy Supply:
Norlys accepterer millionbøde: - Det er groft at vildlede om priser
Norlys accepterer en bøde på 3 mio. Kroner fra Forbrugerombudsmanden efter vildledende markedsføring. Ifølge Energy Supply handler straffen om, at Norlys i 2022-2023 markedsførte sig på, at kunder kunne hente en stor rabat ved at samle deres forsikringer hos et selskab, som Norlys samarbejdede med.
- Det er vildledning, fordi forbrugerne kunne have opnået næsten lige så store rabatter hos samarbejdspartneren uden at være kunde hos Norlys. Det er groft at vildlede om priser og særligt på markeder som forsikring og el, der kan være svære for forbrugerne at gennemskue, udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen i en pressemeddelelse.
Norlys har accepteret bødestraffen, men understreger, at de ændrede i deres markedsføring, så snart de blev opmærksomme på det, de kalder Forbrugerombudsmandens "synspunkt."
- I bagklogskabens klare lys ville vi gerne have formuleret os mere præcist, men det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke har haft nogen intention om at vildlede, og jeg kan kun beklage, hvis det har kunnet opfattes sådan. Så snart vi blev opmærksomme på synspunktet, tilrettede vi budskabet, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.
*****
Skriv kommentar