Danske virksomheder frygter for dyr dansk gas
LÆS I DAG: Politikere kræver liberaliseringen annulleret. Von der Leyen vil have Dan Jørgensen til at sænke priser på energi. Dan Jørgensen vil kæmpe for grøn omstilling i højredrejet EU-Kommission. Fjernevarmeprisen stiger for 666.000 husstande. Byråd går med til at betale noget af skandale-undersøgelse.
Finans.dk:
Danske virksomheder frygter for dyr dansk gas
Danmark har procentuelt suverænt mindst gas på lager i EU. Det skaber bekymring for ekstra dyr gas i vinter, men Energistyrelsen maner til ro og understreger, at gasforsyningen er stabil, og at særlige danske prisstigninger er usandsynlige. Det skriver Finans.dk.
Den danske beholdning af gas er 20 procentpoint under det europæiske gennemsnit, og frygten er, at priserne kan stige pludseligt, hvis Danmark pludselig får behov for at købe gas i Tyskland.
Troels Ranis, vicedirektør i DI, er overrasket over, at Danmarks gasbeholdning halter så langt bagefter resten af Europa.
- Det er afgørende for Danmarks erhvervsliv, at vi har adgang til gas, og at den også er til at betale. Og der giver den lavere fyldningsgrad [andel af naturgas på lager, red.] bare en større sårbarhed. Det er indiskutabelt, siger Troels Ranis til Finans.dk.
Energistyrelsen maner dog til ro og understreger, at Danmark har et relativt stort gaslager i forhold til andre lande, som procentuelt har fyldt dem mere op. Derudover nyder Danmark godt af sin produktion af biogas, som egenhændigt kan dække op mod 37 pct. af Danmarks forbrug.
Oveni det forventer man, at produktionen fra Tyra-feltet kommer op på fuld kapacitet inden årets udgang, mens danskerne generelt bruger mindre naturgas end for bare få år siden.
- Samlet set betyder det, at vi ikke er bekymrede for nuværende, men når det så er sagt, så har det været en kold november, og der er usikkerheder i markedet. Derfor følger vi naturligvis udviklingen tæt, lyder det fra Peter Christian Baggesgaard Hansen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.
*****
GridTech:
Politikere kræver liberaliseringen annulleret
Både Konservative og Alternativet samt løsgængeren i Folketinget, Theresa Scavenius, opfordrer nu til, at loven om liberalisering af affaldsafbrænding bliver trukket tilbage eller nulstillet. Det skyldes, at de mener, loven blev vedtaget på et ikke retvisende grundlag, fremgår det af GridTech.
Mediet WasteTech kunne for en uges tid siden afsløre, at beregningerne, som ledte til liberaliseringen, internt i ministerierne betragtes som fejlagtige. Og det får altså nu to partier og en løsgænger til at reagere.
- De nye oplysninger bekræfter, at der har været helt grundlæggende fejl i de beregninger, som lagde til grund for liberaliseringen, og det bekræfter i ekstrem grad at den er lov blev stemt igennem på et grundlag, hvor politikerne ikke har været ordentligt oplyste, siger Theresa Scavenius.
Liberaliseringen af landets forbrændingsanlæg samt forbrændingsegnet affald blev formelt aftalt af en forligskreds i forbindelse med Klimaloven i 2020.
Et af aftalens kapitler drejede sig om, at forbrændingsanlæggene havde for høj kapacitet, nærmere bestemt 30 procent, i forhold til, hvad der ville blive behov for i 2030 ifølge Energistyrelsens beregninger. Derfor aftalte parterne at indføre et kapacitetsloft, som ville lukke de anlæg, der var i overskud.
Nu viser det sig altså, at der ikke er en overkapacitet.
- Hvis det så viser sig, at ministeriet bare lige har “glemt” at indregne visse affaldsmængder, der netop påvirker skønnet over import af affald og klimaeffekt, så er det virkelig højst kritisabelt, skriver klimaordfører Dina Raabjerg, Konservative, og påpeger, at det ”desværre ikke er overraskende, høringssvar og spørgsmål fra lovbehandlingen taget i betragtning”.
*****
EnergiWatch:
Von der Leyen vil have Dan Jørgensen til at sænke priser på energi
Den første arbejdsopgave for Dan Jørgensen, når han formelt fra den 1. december kan indtage sin kommissærpost i Kommissionen, bliver at få energipriserne i EU bragt væsentligt ned. Det fremgår af EnergiWatch.
Det er Dan Jørgensens chef, Ursula von der Leyen, der i en tale til EU-Parlamentet onsdag redegjorde for bl.a. de opgaver, som Dan Jørgensen skal have fokus på som ny EU-kommissær.
- Den største udfordring for vores virksomheder er de høje energiomkostninger,” siger von der Leyen i talen.
Her understreger hun, at Dan Jørgensen vil få en vigtig opgave, der både skal hjælpe virksomheder og husholdninger til lavere energiomkostninger:
- Vi har gjort meget for at reagere på Ruslands afpresning og den høje inflation, der fulgte efter den. Men energipriserne er stadigvæk strukturelt for høje, og de skal ned. Det skal Dan Jørgensen arbejde med på grundlag af sin tidligere erfaring, siger von der Leyen.
*****
EnergiWatch:
Dan Jørgensen vil kæmpe for grøn omstilling i højredrejet EU-Kommission
Som EU-kommissær for energi og boliger får Dan Jørgensen blandt andet til opgave at få energipriserne ned og samtidig gøre EU uafhængig af russisk gas. Derudover vil den danske EU-kommissær kæmpe for at fastholde den grønne omstilling i en EU-Kommission, der drejer mærkbart til højre. Det skriver EnergiWatch.
- Der er ingen tvivl om, at den grønne omstilling er under pres i mange EU-lande. Men jeg er meget optimistisk, i forhold til at vi i EU-Kommissionen faktisk kan blive ved med at være ganske ambitiøse, siger Dan Jørgensen.
Han peger på, at EU allerede har vedtaget konkrete klimamål, der nu skal indfris ved at implementere en række politiske forslag.
- Det er klart, at al lovgivning skal vedtages af EU-Parlamentet og medlemslandene. Så det ligger ikke på den flade hånd. Der skal kæmpes fra dør til dør. Det er vi klar til, siger Dan Jørgensen.
*****
Ekstra Bladet:
Fjernevarmeprisen stiger for 666.000 husstande
Hovedstadsområdet Forsyningsselskab – Hofor – meddeler, at varmeprisen for kunderne stiger med tre procent i 2025. Det skriver bl.a. Ekstra Bladet.
- Når vi skal holde byen varm, kræver det, at vi renoverer rør, og at vi hele tiden udvikler systemet, så du kan være sikker på, at varmen er der, når du har brug for den. Samtidig finder vi nye metoder, så varmen bliver lavet med det lavest mulige CO2-aftryk. Prisen på materialer og råvarer er steget, og derfor bliver vi også nødt til at hæve prisen på fjernvarme med tre pct. ved årsskiftet, fortæller direktør for Energi i HOFOR, Gorm K. Elikofer.
Sammenlagt stiger varmeprisen med tre procent fra 740,474 kroner pr. MWh inklusiv moms til 762,88 kroner pr. MWh inklusiv moms, mens tilslutningsprisen går fra 263,64 kroner til 271,55 kroner pr. kW inklusiv moms.
*****
SN.dk:
Byråd går med til at betale noget af skandale-undersøgelse
Byrådet i Odsherred Kommune var oprindeligt indstillet på, at regningen for en advokatundersøgelse af Odsherred Forsyning A/S helt og holdent skulle betales af forsyningsselskabet. Men nu er byrådet vendt rundt og accepterer at skulle betale for noget af regningen. Det fortæller SN.dk.
Advokatundersøgelsen er afgørende for at forstå, hvordan fjernvarmeudrulningen kunne fejle så markant. Og det er altså årsagen til, at byrådet nu siger ja til at betale noget af advokatregningen.
Regningen er vurderet til at runde 1,5 millioner kroner, men uanset prisen, og fordeling af regningen, så var byrødderne enige om, at undersøgelsen skulle laves, så der kunne blive skabt klarhed over, hvordan en fjernvarmeudrulning kunne gå så grueligt galt
- Rigtig, rigtig mange borgere stiller mig spørgsmålet: Hvordan kunne det gå galt? Og det har jeg faktisk lidt svært ved at svare på. Jeg kan have nogle gisninger og nogle synsninger, men jeg har ikke så meget fakta. Jeg vil faktisk godt ned i detaljen på, hvad gik der galt her, lød det fra Thomas Nicolaisen – medlem af byrådet for Radikale.
- Vi skylder borgerne, kunderne og os selv at komme fuldstændig til bunds i den her sag, supplerede Enhedslistens Jeppe Ravn.
Skriv kommentar