Gå til hovedindhold

Tre gange på tre uger måtte brandbiler haste til gaslæk i Årslev

LÆS I DAG OGSÅ:

Graveskader kostede vandselskaber over 100 mio. kr. i 2023.
Spinkelt håb om fjernvarme får ny næring.
Sidste store projektforslag for fjernvarme er godkendt.
Vinderslev-projekt er forsinket.

10. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fyns Amts Avis:
    Tre gange på tre uger måtte brandbiler haste til gaslæk i Årslev

    Ikke mindre end tre gange på tre uger blev der gravet hul i gasledninger i Årslev, hvor Fjernvarme Fyn er ved at konvertere til fjernvarme. Det er ikke Fjernvarme Fyn, der selv står for gravearbejdet, men entreprenørvirksomheden, Munck, fremgår det af Fyns Amts Avis.

    Hos Munck kan man ikke komme ind på de enkelte sager, men i et skriftligt svar til avisen bekræfter regionsdirektør Robert Kirkeby Hansen, at der er sket tilfælde af overgravninger af gasledninger.

    Hos Fjernvarme Fyn arbejder men målrettet på at undgå utilsigtede hændelser i forbindelse med gravearbejdet, oplyser forsyningschef Jakob Rasmussen i et skriftligt svar.

    - Derfor stiller vi alle nødvendige informationer og kortmateriale til rådighed for entreprenørerne, så de kan udføre deres arbejde sikkert. Det er også sket i dette tilfælde. Derfor er det naturligvis ikke tilfredsstillende, at der har været overgravninger af gasledninger i den samme by inden for kort tid, lyder det fra chefen.

    Han understreger, at Fjernvarme Fyn i disse år udfører "et omfattende gravearbejde" i forbindelse med tilslutningen til fjernvarme, og at man i den forbindelse ofte samarbejder med Munck.

    *****

    CleantechWatch:
    Graveskader kostede vandselskaber over 100 mio. kr. i 2023

    I alt 28 spildevandsledninger og 591 drikkevandsledninger blev i løbet af 2023 ødelagte på grund af gravearbejde. Det viser en analyse fra Niras, fremgår det af CleantechWatch. Det har sammenlagt kostet samfundet 109 mio. kroner, lyder det fra Klimadatastyrelsen.

    Styrelsen fastslår i en analyse, at netop skader på rør med drikkevand og spildevand er de dyreste at reparere. Hver gang en spildevandsledning bliver gravet over løber de samfundsøkonomiske omkostninger op på 450.000 kr., mens en drikkevandsledning koster 163.000 kr..

    Til sammenligning koster det ifølge analysen 47.000 kr. at fixe overgravede fibernetkabler og 52.000 for en fjernvarmeledning.

    Årsagen ifølge Niras er, at drikkevands- og spildevandsledningerne ligger dybere nede i jorden og er større, hvilket gør det mere omfattende at grave dem frie, så skaderne kan udbedres.

    *****

    Dagbladet Roskilde:
    Spinkelt håb om fjernvarme får ny næring

    Beboerne i fire områder af Roskilde Kommune må formentlig vente halvandet år endnu, før det bliver afklaret, om de kan få fjernvarme eller ej. Politikerne i byrådet har nemlig besluttet sig for, at fastholde de fire områder som udlagt til at få fjernvarme, fremgår det af Dagbladet Roskilde.

    Politikerne begrunder deres beslutning med, at de fortsat har et begrundet håb for, at det nødvendige antal tilmeldinger kommer. Det sker på trods af, at der i dag – mere end ét år efter, der blev åbnet for forhåndstilmeldinger – endnu er langt op til kravet om tilslutning på 70 procent.

    I de fire områder er der aktuelt tilmelding fra mellem 37 og 45 procent, lyder det fra Fors, der skal stå for konverteringen. I disse tal indgår tilmelding fra diverse boligforeninger.

    Så længe de fire områder er udlagt til fjernvarme, vil det ikke være muligt for beboerne at søge tilskud fra den statslige varmepumpepulje, der åbner igen for ansøgninger den 25. februar.

    *****

    Gladsaxe Kommune; pressemeddelelse:
    Sidste store projektforslag for fjernvarme er godkendt

    Byrådet i Gladsaxe har godkendt det sidste store projektforslag for udbygningen af fjernvarme til nye områder i Gladsaxe. Projektet, der var fremlagt af I/S Vestforbrænding, omfatter udbygning af fjernvarme til Bagsværd Syd, Bagsværd Vest, Nybrokvarteret og Kagsåkvarteret i Gladsaxe Kommune.

    I en pressemeddelelse skriver kommunen, at projektet vil give cirka 1.200 nye kunder mulighed for at tilslutte sig fjernvarmenettet og vil spare Gladsaxe for omtrent 4.200 tons CO2-udledning årligt.

    Fjernvarmeudbygningen er en vigtig del af Gladsaxe Kommunes Varmeplan 2030, der har som mål at tilbyde fjernvarme til alle borgere, så vidt muligt, frem mod 2030.

    I/S Vestforbrænding forventer at gennemføre udbygningen i perioden 2026-2029.

    *****

    Midtjyllands Avis:
    Vinderslev-projekt er forsinket

    Fjernvarmeprojektet i Vinderslev er forsinket, men nu lysner det, lyder det fra Kjellerup Fjernvarme, der står bag projektet. De lover, at der er fjernvarme i alle de huse i Vinderslev, der vil have det, senest fra den 1. april – det skriver Midtjyllands Avis.

    - Årsagen til, at projektet er blevet forsinket er, at vi er begyndt lidt bagvendt med at grave rør ned i Vinderslev, inden vi førte rørene med vand fra Kjellerup til Vinderslev, siger Lars Mikkelsen Bjørnkjær.

    Overfor Midtjyllands Avis fortæller han, at han gerne ville have haft processen til at køre fra Kjellerup og så gennem Vinderslev med vand i rørene hele vejen.

    Der er 141 forbrugere tilknyttet den nye fjernvarme i Vinderslev. Regnskabet for fjernvarmeprojektet i Vinderslev er ikke helt på plads endnu. Det sker først senere på måneden.

    Fjernvarmeprojektet i Vinderslev er sat til at koste 26 millioner kroner. Med renoveringen af fjernvarmeledningerne i Søndergade i Kjellerup kommer projektet samlet op på knap 30 millioner kroner.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...