Aalborg Portland melder sig ind i kampen om CCS-milliarder
LÆS I DAG:
To måneder efter indvielse: Fangstanlæg ramt af problemer.
RGO og 20 kommuner kræver økonomisk gevinst for at sikre grøn omstilling.
IEA spår geotermi til elproduktion en lys fremtid.
EU-vagthund opfordrer til massive investeringer i elnettet.
Svindlere udgiver sig for fjernvarmeansatte i Hadsund.
EnergiWatch:
Aalborg Portland melder sig ind i kampen om CCS-milliarder
Det er ikke overraskende, at den danske cementproducent Aalborg Portland, som landets største udleder af CO2, søger CCS-puljen for midler til etablering af CO2-fangstanlæg, men nu er det også officielt. Det skriver EnergiWatch.
Konkret har selskabet nu søgt om at blive såkaldt prækvalificeret til at komme i betragtning til nogle af de i alt 28,3 mia. kr., der er på højkant i det seneste CCS-udbud hos Energistyrelsen, hvor i alt 16 unavngivne selskaber har søgt.
Aalborg Portland har tidligere fået midler fra CCS-puljer under Energistyrelsen. Selskabet fik i oktober bevilget 1,6 mia. kr. fra EU’s Innovationsfond til et storskalaprojekt, der skal fange CO2. Derudover har virksomheden i 2023 etableret et pilotanlæg til fangst og lagring af CO2. Det reducerede cementfabrikkens samlede udledning med 14 pct. sammenlignet med året før.
Om det er samme projekt, der skal udvides, eller et nyt, Aalborg Portland nu søger om penge til, ønsker selskabet ikke at oplyse nærmere om for nuværende, skriver EnergiWatch.
*****
Energy Supply:
To måneder efter indvielse: Fangstanlæg ramt af problemer
Et pilotprojekt om CO2-fangst hos NG Nordics i Nyborg – det tidligere Fortum Waste Solutions – er ramt af tekniske problemer, der nu forsinker projektet, skriver Energy Supply. Projektet blev indviet så sent som i januar i år og nu bliver færdiggørelse af testresultater udskudt til tredje kvartal i år.
– Vores leverandør har haft nogle tekniske udfordringer i forbindelse med idriftsættelsen af pilotanlægget, siger Jesper Hansen, kommunikationsansvarlig i NG Nordic, til Fyens Stiftstidende.
Testanlægget er ifølge NG Nordics afgørende for, hvorvidt anlægget kan bruges til CO2-fangst, og hvis anlægget skal skalere op til fuldskala, så forventer NG Nordics, at det vil koste et milliardbeløb. De penge håber man hos NG Nordics komme fra deres ansøgning til CCS-puljen, der i alt rummer 28,7 mia. kroner.
*****
Klimamonitor:
RGO og 20 kommuner kræver økonomisk gevinst for at sikre grøn omstilling
Faxe Kommune har nu meldt sig som kommune nummer 20 med et krav om, at der skal indføres et kommunalt udviklingsbidrag, der skal give kommunerne de rette økonomiske incitamenter til at sikre lokal opbakning og accelerere den grønne omstilling.
Samtidig er Rådet for Grøn Omstilling også gået med i pointere ønsket fra kommunerne, fremgår det af Klimamonitor, der fortæller, at tanken bag udviklingsbidraget er inspireret fra Norge og indebærer, at en del af elafgiften går direkte til de kommuner, der producerer grøn strøm.
Konkret foreslås det, at 4 øre pr. kWh reserveres til kommunekasserne. I 2024 ville det have givet kommunerne op mod 500 millioner kroner og ifølge RGO dermed sikre den nødvendige opbakning til VE-udbygningen.
*****
GridTech:
IEA spår geotermi til elproduktion en lys fremtid
Geotermi kan måske i fremtiden dække en stor del af den globale efterspørgsel på el, fremgår det af en rapport fra Det Internationale Energiagentur, IEA. Faktisk anslår IEA, at potentialet er til at kunne dække behovet for el 140 gange, fremgår det af GridTech.
»Nye boreteknologier, der udforsker ressourcer på dybder over 3 km, åbner for geotermisk potentiale i næsten alle lande i verden. Udnyttelse af termiske ressourcer i dybder under 8 km kan levere næsten 600 TW geotermisk kapacitet med en levetid på 25 år,« står der i rapporten.
Og for Danmark er der et endnu helt uprøvet potentiale for at udnytte geotermi til elproduktion i gas- og oliefelterne i Nordsøen. Det kunne være i forbindelse med etablering af de såkaldte energiøer i Nordsøen, når de – efter planen – skal lukkes ned fra 2050.
Men uanset hvor i Danmark man vil prøve at bruge geotermi til elproduktion, skal man dog bore ekstra dybt, forklarer senior forsker i geoenergi og -lagring, Mette Olivarius, ved Geus. Temperaturerne er nemlig ikke høje nok, førend man kommer ekstra dybt ned.
- I Danmark skal man bore meget dybere ned for at opnå tilsvarende høje temperaturer. Derfor er det ikke sikkert, at det kan betale sig at bruge geotermi til at producere el, med den nuværende teknologi, siger seniorforskeren.
*****
Altinget.dk:
EU-vagthund opfordrer til massive investeringer i elnettet
En ny analyse fra Den Europæiske Revisionsret påpeger, at yderligere uafhængighed af omverdenen på energiområdet afhænger af massiv udbygning og modernisering af det europæiske elnet. Revisionsretten har til opgave at kontrollere, om EU-midler anvendes korrekt – og på energiområdet er svaret altså, at det ikke sker i tilstrækkelig grad, når det handler om elnettet, fremgår det Altinget.dk.
- Vores analyse bekræfter, at der er behov for betydelige investeringer for at gøre EU's net klar til fremtiden, siger Keit Pentus-Rosimannus, medlem af Revisionsretten og ansvarlig for analysen.
Knap halvdelen af distributionsledningerne i EU's elnet er over 40 år gamle. En mere moderne infrastruktur kan bedre beskytte den europæiske industri og holde energipriserne på et overkommeligt leje, lyder det.
EU-Kommissionen skønner, at der frem til 2050 er behov for investeringer på op mod 2,3 billioner euro i det europæiske elnet. Eller skrevet ud, så man forstår beløbets massive omfang: 2.294.000.000.000 euro.
- Det er store tal. Men lad mig minde om, at EU hvert år betaler hundredvis af milliarder for importerede fossile brændstoffer. Disse penge kunne vi i stedet investere i lokal energi, arbejdskraft og infrastruktur, siger Keit Pentus-Rosimannus ifølge Altinget.dk.
*****
Ligeher.nu:
Svindlere udgiver sig for fjernvarmeansatte i Hadsund
Hadsund Fjernvarmeværk er blevet opmærksom på, at en række varmekunder har fået henvendelse fra svindler, der møder op fysisk hos forbrugerne og påstår, at de har brug for at tjekke deres varmeanlæg, så de kan se, om der er noget af værdi for dem at stjæle senere hen.
Fjernvarmeværket har sendt SMS’er til deres kunder med advarsel om ikke at lukke svindlerne ind. Og direktør Bo Holt Andreasen siger, at det er ganske nemt at fastslå, om det nu er en medarbejder fra værket eller ej.
Han forklarer, at fjernvarmeselskabet normalt vil informere på forhånd om planlagte besøg, og at medarbejderne altid har tøj med logo og navn og kører altid i firmabiler med navn og logo.
- Hvis man er i tvivl, kan man altid kontakte fjernvarmeselskabet direkte for at bekræfte, om besøget er legitimt, siger Bo Holt Andreasen.
Skriv kommentar