Gå til hovedindhold

Energistyrelsens prækvalifikation vækker både skuffelse og glæde hos fjernvarmeselskaber

LÆS I DAG:

AffaldPlus vil fange CO2 og levere mere varme.
Konservative kræver klart svar efter regeringens slinger om gasudfasning.
Fjernvarmepriser falder markant i to byer.
Fjernvarmetilmelding udskydes med en til tre måneder.
Politikere utrygge ved Fjernvarme Fyns priser.

19. maj 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Klimamonitor:
    Energistyrelsens prækvalifikation vækker både skuffelse og glæde hos fjernvarmeselskaber

    Fredag offentliggjorde Energistyrelsen navnen på de ti ansøgere, der er gået videre til prækvalifikationen om de 28,7 milliarder kroner til fangst og lagring af CO2 i den nye CCS-pulje. Ni af selskaberne er medlem af Dansk Fjernvarme, fremgår det af Klimamonitor.

    Energistyrelsen har udvalgt de 10 selskaber på baggrund af ansøgernes erfaring med projekter og aktiviteter med CO2-fangst og -lagring eller større anlægsprojekter. Et af dem er Fjernvarme Fyn, hvor meddelelsen blev modtaget med stor glæde.

    - Jeg har fået hældt konfetti ud over mig to gange i dag, så der er rigtig god stemning her hos os, lyder det fra administrerende direktør hos Fjernvarme Fyn, Louise Høst, da Klimamonitor ringer til hende for at få reaktionen på prækvalifikationen.

    Hos Dansk Fjernvarme er det vigtigt, at de CCS-projekter, der ikke modtager milliarder fra puljen, ikke bliver gemt i glemmeskuffen. Der ligger således 6 ansøgninger, som ikke har modtaget prækvalifikation, og de skal samles op hurtigst muligt.

    - Det er en gylden politisk mulighed allerede nu at tegne vejen for det næste skridt i CCS-rejsen, der kan sikre, at mange gode CO2-fangstprojekter vil kunne føres ud i livet og føre til flere reelle CO2 -reduktioner. Det vil samtidig sikre Danmark at være et skridt tættere på de fremtidige klimamål, siger Jannick H. Buhl, områdechef for CCUS i Dansk Fjernvarme, i en pressemeddelelse.

    *****

    Sjællandske:
    AffaldPlus vil fange CO2 og levere mere varme

    AffaldPlus har nu sigtet indstillet på at komme i mål med fangst af CO2, der skal sikre endnu mere varme til sine kunder samtidig med at affaldsselskabet vil få reduceret sine omkostninger til staten. Det skriver Sjællandske.

    Konkret er AffaldPlus blandt de ti selskaber, der er prækvalificerede til at søge om del i CCS-puljen og nogle af de mange penge, 28,7 mia. kroner.

    - 48 procent af vores nuværende omkostninger går til CO2-afgifter, og det vil vi gerne gøre op med. Samtidig får vi mulighed for at levere mere varme til Næstved Fjernvarme, så det er ren win-win, hvis vi når i mål med projektet, siger energichef i AffaldPlus, Ole Andersen.

    *****

    Klimamonitor:
    Konservative kræver klart svar efter regeringens slinger om gasudfasning

    Når regeringspartiet Venstre går ud og undsiger en central del af klimaaftalen fra 2022 – nemlig om et stop for gas til boligopvarmning – bidrager regeringen som helhed til usikkerhed for boligejere, kommuner og den grønne omstilling ved at slingre i udfasningen af naturgas.

    Det er budskabet fra Konservative, fremgår det af bl.a. Klimamonitor.

    - Det har fået udviklingen til at gå i stå, og der er flere steder, hvor man sidder med et fjernvarmeprojekt eller gasudfasning, der ikke kan komme videre på grund af usikkerheden, siger klima- og energiordfører Dina Raabjerg.

    Konservative vil derfor have regeringen til at udstikke den klare retning, man allerede har lovet: At det skal være slut med at opvarme danske boliger med gas fra 2035.

    - Hovedreglen må være, at vi skal omstille os væk fra gas. Skal der være nogen, der skal undtages fra den regel, skal det hurtigst muligt stå bøjet i neon, hvem det er, siger Dina Raabjerg.

    *****

    Horsens Folkeblad:
    Fjernvarmepriser falder markant i to byer

    Rent økonomisk går det så godt for fjernvarmeselskaberne i Ejstrupholm og Nørre Snede, at bestyrelserne allerede nu har besluttet at nedsætte priserne. Det skriver Horsens Folkeblad.

    I Ejstrupholm sænkes den variable varmepris markant fra 400 kroner til 200 kr. pr. MWh i hele 2025 så den samlede årlige varmeudgift inklusive moms reduceres til 9025 kroner - en besparelse på 33 procent.

    I Nørre Snede sker der en næsten tilsvarende udvikling med lavere priser. Her sænkes den variable varmepris fra 350 kroner til kr. 200 pr. MWh i hele 2025, så den samlede årlige varmeudgift inklusive moms reduceres til 9150 kroner - en besparelse på 27 procent.

    *****

    Dragør Nyt:
    Fjernvarmetilmelding udskydes med en til tre måneder

    Kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune har forlænget fristen for tilmelding til fjernvarme. Fristen har hidtil været den 1. juni, men den er nu forlænget med op til tre måneder, fremgår det af Dragør Nyt.

    Her fremgår det videre, at årsagen til fristforlængelsen er, at det nu bliver muligt at tilbyde fjernvarme på abonnement i Dragør. Det har hidtil ikke været tilfældet.

    - Baggrunden for at udskyde fristen for at tilmelde sig fjernvarme er selvfølgelig, at folk skal have mulighed for at forholde sig til abonnementsordningen. Der skal være tid til at sætte sig ind i, hvad det går ud på, forklarer borgmester Kenneth Gøtterup.

    Det er dog endnu ikke afklaret præcis, hvornår den nye tidsfrist for tilmelding til fjernvarme skal ligge. Men det bliver på den anden side af sommerferien – mellem en og tre måneder efter den 1. juni – alt efter hvad der er praktisk muligt, lyder det fra kommunen.

    *****

    Fyens Stiftstidende:
    Politikere utrygge ved Fjernvarme Fyns priser

    Fjernvarme Fyn her netop offentliggjort et stort underskud og samtidig har man hævet varmepriserne med 44 procent over de seneste to år. Fyens Stiftstidende skriver, at det giver anledning til bekymring hos en række lokale politikere, da den administrerende direktør ikke vil give en forsikring om, at priserne nu bliver holdt i ro.

    - Den udtalelse overraskede mig. Efter min mening skal der være sikkerhed om varmepriserne langt tidligere. Rigtig mange er afhængige af prisniveauet, og det er en kæmpestor udfordring for eksempel for et gartneri, hvis prisen stiger med kort varsel, siger rådmand Søren Windell.

    Venstres spidskandidat ved efterårets kommunalvalg, Lars Christian Lilleholt, noterer sig, at personaleomkostningerne er steget med 45 millioner kroner - 22 procent - i løbet af to år, hvor medarbejdertallet er vokset 11 procent fra 303 til 337.

    - Jeg er stærkt bekymret over de stigende priser. Og så er jeg dybt forundret over at man samtidig lader udgifterne til administration stige så kraftigt. Det savner jeg en god forklaring på, siger Lars Christian Lilleholt

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...