Gå til hovedindhold
Analyser
Rammevilkår & Regulering
Produktion

Effektstøtte fra kraftvarmeværkerne i et grønt energisystem

En vurdering af de eksisterende termiske værkers potentiale til at levere den nødvendige effektstøtte i et energisystem domineret af vind og sol.

30. aug. 2024
Tekst af Bettina Aagaard Vester, bav@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Omstillingen til et energisystem med mere vind og sol kommer til at udfordre effekttilstrækkeligheden i vores elsystem. Effekttilstrækkelighed er et delelement af den samlede elforsyningssikkerhed og omhandler, hvorvidt der kan produceres lige så meget strøm, som der efterspørges.

    Hvis vinden ikke blæser og solen ikke skinner, er vi afhængige af at kunne enten importere eller producere strøm på anden vis. Anlæg, der kan levere vejruafhængig og regulerbar elproduktionskapacitet kan altså bidrage til den samlede elforsyningssikkerhed ved at levere effektstøtte.

    Formålet med denne analyse er at undersøge, om den nuværende portefølje af kraftvarmeanlæg er teknisk egnede til fortsat at understøtte effekttilstrækkeligheden i de næste 10-20 år, samt om de er konkurrencedygtige på omkostningssiden ift. investering i nye gasturbiner.

    Effektstøtteanalyse - hovedrapport
    Effektstøtteanalyse - baggrundsrapport

    Sammenfatning

    Energisystemet er under forandring. De stigende mængder vind og sol kombineret med en forventet udfasning af den regulerbare og vejruafhængige elproduktionskapacitet i fjernvarmesektoren vil sætte elforsyningssikkerheden under pres.

    Flere centrale aktører, herunder Energinet, ENTSO-E, Klimarådet og Green Power Danmark har for nyligt udgivet studier af, hvordan den grønne omstilling kan forventes at påvirke den fremtidige effekttilstrækkelighed i Danmark. Studierne peger på, at der kan være behov for at sikre mere regulerbar elproduktionskapacitet, end der som udgangspunkt forventes at være til rådighed.

    Behovet for regulerbar elproduktionskapacitet kan fx dækkes ved at investere i nye gasturbiner, men det er også en mulighed at anvende den eksisterende elproduktionskapacitet i fjernvarmesektoren, som i dag står til at blive udfaset. Derfor har Dansk Fjernvarme i samarbejde med Added Values undersøgt mulighederne for at anvende de eksisterende kraftvarmeanlæg til på sigt at understøtte effektbehovet.

    Analysen undersøger både, om de eksisterende kraftvarmeanlæg er teknisk egnede til at understøtte effekttilstrækkeligheden, og om det er økonomisk fordelagtigt at bevare dem i forhold til at etablere nye anlæg. Added Values konkluderer overordnet, at den nuværende portefølje af kraftvarmeanlæg har gode muligheder for at bidrage til såvel effektbalance som systemydelser frem mod 2030 og derefter. Anlæggene er både teknisk velegnede til at levere effektstøtte, og det er betydeligt billigere at bevare de eksisterende anlæg end at investere i nye anlæg.

    De anlægstyper, der indgår i analysen, er af vidt forskellig karakter, hvilket afspejles i anlæggenes forskellige omkostningsprofiler. Når man kigger på de samlede omkostninger forbundet med at producere 1 MWh el, er det imidlertid billigere at levetidsforlænge og drifte alle eksisterende typer af kraftvarmeanlæg sammenlignet med investering i et nyt rent elproducerende gasturbineanlæg. Det er derfor fordelagtigt at bevare de eksisterende værker og anvende disse til understøttelse af effekttilstrækkeligheden frem for at investere i nye gasturbineanlæg.

    De eksisterende gasfyrede værker, som kan bevares for at understøtte el- og varmeforsyningssikkerheden, forventes i øvrigt at blive fossilfrie på sigt i takt med, at naturgassen i ledningsnettet løbende erstattes med biogas. Klima- Energi og Forsyningsministeriet forventer, at vi allerede i 2029 vil have 100 pct. grøn biogas i ledningsnettet,1 og de gasfyrede værker er således oplagte som spids- og reservelast i et grønt energisystem.

    Dog forventes en stor del af de eksisterende kraftvarmeanlæg under de nuværende rammebetingelser skrottet i de kommende år, og for flere anlæg er beslutningerne nært forestående. Derfor er der behov for hurtigst muligt at implementere en kapacitetsmekanisme i Danmark, som aflønner elproducenter og/eller forbrugere for at stille kapacitet til rådighed for at sikre effekttilstrækkeligheden.

    Andre har også læst...