Gå til hovedindhold
Konverteringer
Klima- & Miljøforhold

500.000 boliger kan sikre dansk klimasucces med grøn varme

Alt i mens det politiske Danmark diskuterer, hvordan vi forløser 2030-planen for klimaet, der skal nedbringe CO2-udledningerne med 70 procent sammenlignet med 1990, rummer den danske fjernvarmesektor et kæmpe potentiale, som kan lette byrden for politikerne.

13. mar. 2020
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Dansk Fjernvarmes knap 400 medlemsselskaber leverer i dag varme til 1,7 millioner danske hjem. I takt med at stadig mere vedvarende energi i form af sol og vind finder vej til fjernvarmen bliver varmen fortsat grønnere og grønnere. I dag kommer således mere end 60 procent af varmen fra grøn energi og i 2030 vil al fjernvarme være CO2 -neutral.

    I Dansk Fjernvarme ønsker vi også at tage ansvar for den grønne omstilling hos de borgere, der i dag ikke er koblet op på fjernvarmesystemet.

    Dansk Fjernvarme har derfor lanceret vores udspil "Grøn varme til 500.000 boliger", der omfavner den grønne udvikling i hele Danmark.

    500.000 boliger opvarmes i dag med enten naturgas fra det kollektive naturgasnet eller med individuelle oliefyr. En stor del af disse boliger kan konverteres til fjernvarmenettet eller decentrale nærvarmeløsninger, mens den resterende mængde kan få en individuel løsning, hvor eksempelvis oliefyr erstattes med en eldreven varmepumpe.

    I Dansk Fjernvarme arbejder vi derfor på, at de lokale fjernvarmeselskaber, i samarbejde med lokale partnere, kan tilbyde disse boligejere et individuelt, grønt varmetjek og dermed også en grøn varmeløsning.

    Det skal gøre det muligt for den enkelte boligejer at henvende sig ét sted for at få bortskaffet sit fossile anlæg, foretaget et energitilsyn, fundet et bæredygtigt alternativ, finansieret og installeret det.

    Kan vi i fællesskab skabe grøn omstilling for 50.000 boliger årligt frem mod 2030, kan vi reducere Danmarks CO2-udledning med 2,6 millioner ton CO2 årligt.

    Det kan blive til glæde for den enkelte husstand og det danske klima – på en og samme tid.

    Det er det, vi kalder kollektive løsninger på individuelle udfordringer. I klimaet og forbrugernes tjeneste.

    (Indlægget blev oprindeligt bragt i blandt andet Fyens Siftstidende den 6. marts 2020)

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...