Ny taskforce skal sætte prop i den russiske gashane
Lige nu kommer omkring en tredjedel af naturgassen i Danmark fra Rusland, og det skal stoppes, lyder det fra Troels Hartung, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, Nicolai Kipp, chefkonsulent hos Dansk Fjernvarme, og Pernille Hagedorn-Rasmussen, chefkonsulent hos IDA i et fælles debatindlæg.
Vi skal have lukket for de russiske gashaner. Skal det lykkes, kræver det en hurtig afklaring af, hvordan vi bedst får styret vores varmeforbrug væk fra naturgas og over på grønne alternativer. Derfor forslår vi at nedsætte en taskforce, som skal understøtte kommunerne i den lokale varmeplanlægning – og gøre Danmark fri af russisk gas hurtigt.
Lige nu kommer cirka 1/3 af naturgassen i Danmarks fra Rusland. Gassen bliver til varme i både industrien, hos fjernvarmeselskaber og ikke mindst ude i de cirka 380.000 danske hjem, som stadig har et naturgasfyr. Sidstnævnte er ikke særligt godt hjulpet lige nu. Det bør vi handle på nu.
Det er en kommunal opgave at sikre varmeplanlægningen lokalt og dermed afklare, hvor det er en fordel at etablere fjernvarme, og hvor individuelle varmepumper vil være den bedste løsning. Men mange boligejere står desværre alt for længe i venteposition og mangler afklaring på, hvad den bedste løsning vil være for netop dem. Det afholder dem fra at skifte deres gasfyr ud med en grøn varmekilde.
Den nye taskforce skal hjælpe med at speede denne proces op. Taskforcen skal hjælpe de kommuner, der har brug for assistance til det tekniske eller beregningsmæssige arbejde. Der findes allerede en analyse i VarmeplanDanmark 2021 af, hvor i landet der bør være individuelle varmepumper, og hvor der bør være fjernvarme.
Denne analyse kan eventuelt udbygges, hvis det kan bidrage til at sikre en endnu hurtigere og smidig varmeplanlægning.
Hvis den nye taskforce skal blive en succes, og vi hurtigt skal kunne gøre op med den russiske gas, er det en forudsætning, at kommunernes varmeplaner er opdaterede, og at de dækker hele kommunen. Dette arbejde bør alle kommuner igangsætte med det samme, ligesom godkendelse af nye projekter bør ske inden for maksimalt to måneder. Det er opgaver, som vil sætte kommunerne under hårdt pres, men som en tværkommunal taskforce vil kunne hjælpe dem godt igennem med, så vi kan få sat prop i de russiske gashaner.
(Indlægget blev oprindeligt bragt i Børsen den 28. marts 2022)

Nicolai Kipp
Mobil: +45 41 77 01 43
E-mail: nk@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar