Jo, CO2-fangst er en klimateknologisk landvinding

Direktør i Rådet for Grøn Omstilling Bjarke Møller (BM) argumenterer i Berlingske den 16. oktober for, at CO2-fangst er for dyrt og for risikabelt, og at kravet til omstillingseffektivitet må betyde, at staten ikke skal støtte CO2-fangst.  

Artiklen kan imidlertid medvirke til at øge forvirringen i den helt nødvendige debat om, hvordan vi hurtigst muligt og billigst muligt når vores klimamål. For mange af de ting, BM foreslår, er vi enige i – men de overflødiggør på ingen måde CO2-fangst.

Pladsen her rækker ikke til at imødegå alle BM´s argumenter, men vi vil koncentrere os om de vigtigste:

CO2-fangst er risikabel: Ja, der er en teknologisk risiko. Men det vigtige er her, at de virksomheder, der har budt – i hård konkurrence – på opgaven, selv har påtaget sig hele denne risiko. Hvis de – mod forventning – kun fanger en del af det, de har lovet, får de også kun en del af tilskuddet – og skal oveni betale høje bøder. Det er således ikke forbrugerne, der bærer risikoen.

CO2-fangst er dyrt: BM skriver, at prisen for CO2-fangst i det første bud, som Ørsted vandt, var en støtte på 755 kr pr tons. Faktisk var støtten endnu lavere, men lad det ligge. Det er under alle omstændigheder langt lavere end de fleste andre CO2-besparende initiativer, der findes, som koster op til flere tusinde kr. pr ton CO2.

CO2-fangst er ikke bæredygtig, fordi CO2´en transporteres med lastbil og skib: Det er ganske enkelt ikke korrekt. De skibe, som fremadrettet skal transportere CO2, vil i overvejende blive bygget som nuludledningsfartøjer – som skal sejle på enten metanol eller ammoniak. Og for den del af transporten, som skal gå over land:  så snart der er lagt CO2-rør, vil Ørsted – og de næste, kommende vindere af CO2-udbuddene – også anvende dem, og så vil transporten også her være grøn.

Det ville være langt bedre at støtte sol- og vindenergi: Det har vi jo gjort i mange år – og det er heldigvis ikke nødvendigt mere, fordi teknologierne her er blevet billigere. Der er til gengæld andre barrierer her, som vi alle arbejder med at fjerne – men disse barrierer handler ikke primært om penge.

Vi skulle hellere støtte varmepumper: Jamen det gør vi jo også. Sagen er imidlertid, at el- og fjernvarmeproduktionens CO2-aftryk vil være stort set nul i 2030. Så det er ikke her, der er behov for nye støttekroner.

Det tager cirka 30 år at få en positiv effekt af CO₂-fangst på træfyrede biomasseanlæg: Det er korrekt, at biomasse isoleret set udleder CO₂ ved forbrænding. Men de danske bæredygtighedskrav sikrer, at træet kommer fra skove, der samlet set er i vækst og dermed optager mere CO₂, end der udledes. Dertil kommer, at langt størstedelen af træbiomassen er restprodukter fra skov- og træindustrien. Når der så samtidig etableres CO₂-fangst, så opnås en situation, hvor skoven fortsat er i vækst, men hvor CO₂'en fra forbrænding samtidig ikke længere udledes. Altså en positiv effekt med det samme.

Det ville være bedre at lægge nye afgifter på benzin- og dieselbiler: Her er meningerne delte. Nogle af os så gerne, at vi i Danmark øgede disse afgifter. Men BM bør erkende, at Danmark allerede har nogle af verdens højeste registreringsafgifter på benzin- og dieselbiler, mens registreringsafgiften på små og mellemstore elbiler stadigvæk er nul.

Det er bedre at energieffektivisere: Det er ikke enten-eller. Vi skal også energieffektivisere.

Så jo: CO2-fangst er en relativ billig – og helt nødvendig - metode til at nå vores klimamål. Men den kan selvsagt ikke stå alene. CO2-fangsten skal gå hånd i hånd med en grøn omstilling af hele samfundet.