Høringssvar til Europa-Kommissionens meddelelse vedrørende "Fit for 55"
Dansk Fjernvarme har afgivet høringssvar til Europa-Kommissionen vedrørende "Fit for 55" – levering af EU’s klimamål for 2030 på vejen mod klimaneutralitet.
I lyset af at EU-kommissionens ”Fit-for-55”pakke er overordentlig omfattende samt at høringerne om dens enkeltdele finder sted hen over sommerferien, skal vi gøre opmærksom på at vore kommentarer nedenfor er foreløbige og overordnede samt at vi, når vi får studeret detaljerne, kan bidrage med yderligere undervejs i regeringens behandling i de kommende måneder.
Helt overordnet ser Dansk Fjernvarme positivt på, at EU-kommissionen med meddelelsen konkretiserer hvorledes EU skal leve op til den lovfæstede målsætning om en nettoreduktion i klimaemissionerne på mindst 55 % i 2030.
Kommissionen foreslår i pakken at flere sektorer skal opleve en CO2-omkostning, at anvendelsen af VE og energieffektiviteten skal øges, at energi- og klimamål understøttes af energibeskatning m.v. og at det alt sammen sker på en fair, omkostningseffektiv og konkurrencedygtig måde.
Vi støtter fuldt ud disse ambitioner. Flere af pakkens enkeltdele ligner instrumenter, der allerede er implementeret i Danmark, f.eks. CO2-omkostninger (i dag CO2-afgiften) på energiforbrug udenfor det kvotebelagte område. Det vil ikke alene gøre det relativt let at implementere dem i Danmark, men virkemidlerne kan også forventes at drive en udvikling i andre EU-lande, der kan gavne dansk teknologi, beskæftigelse og eksport – herunder selvfølgelig også indenfor fjernvarme.
Det fulde høringssvar kan hentes i pdf-form herunder: