Høringssvar vedrørende udkast til Vejledning om strategisk planlægning for landsbyer

Den 1. januar 2019 trådte planlovens regler om strategisk planlægning for landsbyer i kraft med virkning for forslag til kommuneplaner fra den 1. juli 2019. Ændringen betyder, at kommunerne skal tage stilling til muligheden for udviklingen af kommunens landsbyer i kommuneplanlægningen.

Vejledningen har til formål at give et overblik over bestemmelserne om strategisk planlægning for landsbyer og inspirere til, hvordan arbejdet med strategisk landsbyplanlægning kan tilrettelægges og gennemføres i kommunerne.

Hovedproblemstilling

Vejledningen om SPFL giver et fint overblik og inspiration til strategisk planlægning for landsbyer med mange gode eksempler. Men klima og varmeplanlægning er ikke nævnt i vejledningen, på trods af at klimaloven trådte i kraft i 2020. Derfor bør klima og varmeplanlægning være nævnt i vejledningen.

Konklusion

Vejledningen om SPFL bør inspirere til at sætte lokale mål for klima, miljø, samt energiplanlægning. Klimaloven fastsætter et nationalt mål for klimaet, men der skal lokale handlinger til for at bidrage til det nationale mål. Kommunerne har gennem den kommunale energi- og klimaplanlægning en vigtig rolle i den grønne omstilling.

Vejledningen om SPFL bør præsentere de kommunale muligheder og værktøjer, der kan bidrage til indfrielse af nationale, så vel som lokale klimamål.

I den kommunale planlægning og implementering er det centralt at vurdere, hvilke virkemidler (håndtag) kommunerne har i den grønne omstilling. Her kan der skelnes mellem at agere som virksomhed, som myndighed, som ejer af forsyningsselskaber og som facilitator.

Der kan være en tendens til at fokusere på indsatsen i de første kategorier, som også er ”det nære”, hvor kommunen har direkte indflydelse. Men det er vigtigt, hvis omstillingen skal tage fart, at bringe alle virkemidler i spil, herunder det aktive ejerskab af forsyningsselskaber og arbejdet med at facilitere partnerskaber for omstilling lokalt.

Her spiller kommunerne en vigtig rolle for landsbyerne. Det er nemlig hos borgerne, virksomhederne og forsyningsselskaberne, hvor der er størst potentiale for drivhusgasreduktion.

Det må forventes at potentialet i kommunens egne bygninger udgør ca. 5 % af det samlede potentiale i kommunen, hvor i mod 95 % af potentialet kan hentes igennem samarbejde med borgere og virksomheder.

Kommunerne kan med fordel tage udgangspunkt i de forskellige roller, de kan have i implementeringsindsatsen, for at identificere alle deres handlemuligheder:

Kommunen som virksomhed

Kommunen kan som virksomhed bruge sin indkøbsmuskel og efterspørge fremsynede og bæredygtige løsninger, varer og ydelser. Eksempelvis kan kommunen gennemføre energirenoveringer og gå foran med bæredygtige løsninger for kommunen som virksomhed, da kommunerne ofte er væsentlige energi-forbruger. Derfor har de mulighed for at påvirke markedet gennem energirigtig adfærd og indkøb. Kommunerne kan eksempelvis vedtage indkøbspolitikker for egne bygninger i landsbyerne (blandt andet for el og varme), gennemføre energibesparelser i bygningerne og gå foran som et godt forbillede eksempelvis ved at vælge grønne energikilder til offentlige bygninger og udbrede lokale varmenet derudfra (også kaldet ø-varme).

Kommunen som myndighed

Kommunen er planlægningsmyndighed for en række områder, der er centrale for en grøn omstilling. Det er navnlig varmeforsyning, affaldsplanlægning og den fysiske byplanlægning. Kommunen kan gennem varmeplanlægningen i landsbyerne initiere omstilling af varmeforsyningen, de er ansvarlige for godkendelse af projektforslag under varmeforsyningsloven. Overordnet set har kommuner som planmyndighed mulighed for at koordinere omstillingen af boligopvarmningen fra fossilt brændsel til løsninger med vedvarende energi og understøtte fleksibel sammenspil mellem energisystemerne. Planlægningen skal ske under hensyntagen til klima og samfundsøkonomi. Der bør blandt andet være fokus på lokal partikelforurening, støj og det æstetiske udtryk i lokalmiljøet, og med udnyttelse af lokale energikilder.

Gennem den fysiske planlægning kan kommunerne påvirke placeringen af energianlæg og forbindelser mellem landsbyerne og sætte rammerne gode varmeprojekter.

Kommunen som selskabsejer

Kommunerne ejer eller finansierer en lang række af de kollektive systemer, blandt andet via kommunekredit. Som ejer kan de, i fællesskab med selskaberne, fremme den grønne omstilling. Dette gælder eksempelvis for fjernvarme, fjernkøling og affaldshåndtering. Her kan kommunen arbejde aktivt for omstillingen i landsbyerne, og gennem deres pladser i selskabernes bestyrelser og repræsentantskaber understøtte indsatsen for omstilling af energiforsyningen til vedvarende energi.

Kommunen som facilitator

Endelig kan kommunerne agere som facilitator i landsbymiljøet, ved for eksempel at gennemføre informationskampagner, samt indgå og facilitere partnerskaber. For eksempel gennem deres daglige virke med tilsyn af virksomheder og i dialog med borgere og erhvervsliv kan de præge lokalmiljøet.