Der er ændringer for systemydelsesmarkedet
Mange af Dansk Fjernvarmes medlemmer er aktive på systemydelsesmarkedet, og derfor er det vigtigt, at medlemmerne er opmærksomme på større ændringer det kommende år.
Der er større ændringer på vej for såvel specialregulering som regulerkraftmarkedet, og det får betydning for de af Dansk Fjernvarmes medlemmer, der er aktive på systemydelsesmarkedet. I denne artikel gennemgår vi nogle af de vigtigste ændringer.
Manglende udbygning af elnettet i Tyskland har medført at mange elkedler har produceret billig varme
Når det blæser og der produceres meget strøm på vindmøllerne i Nordtyskland og Danmark, er det tyske elnet ikke udbygget i tilstrækkelig grad til at kunne flytte strømmen ned gennem Tyskland til de store byer og industriområder, hvor der er brug for den.
Der opstår derfor en flaskehals og for at undgå, at elsystemet bryder sammen, er det nødvendigt at skrue ned for elproduktionen eller skrue op for elforbruget nord for flaskehalsen for at reducere mængden af strøm.
Da det er manglende tysk udbygning af elnettet, der er årsag til flaskehalsen, er det Tysklands opgave at sikre balancen i nettet, når vindmøllerne producerer mere el, end der kan bruges. De tyske regler er imidlertid skruet sådan sammen, at det er ”allersidste mulighed” for Tyskland at skrue ned for sin egen grønne elproduktion, f.eks. ved at slukke de tyske vindmøller.
Derfor vælger Tyskland ofte at betale danske aktører for at reducere produktionen eller øge forbruget, f.eks. ved at betale danske elkedler for at forbruge strøm og dermed producere varme. Ordningen kaldes ”specialregulering” og har fungeret i en del år.
Fra foråret 2023 vil Energinet ikke længere bruge specialregulering til at hjælpe tyskerne
Lige nu er det kun danske aktører, der kan blive betalt af Tyskland for at skrue ned for elproduktionen eller skrue op for elforbruget, men fra foråret 2023 kan også aktører i andre lande deltage i markedet for at afhjælpe den tyske udfordring.
Det sker ved, at Energinet begynder at indkøbe modhandelsenergien i intraday-markedet i stedet for at aktivere det ved specialregulering. Energinet forventer at påbegynde gradvise indkøb af modhandelsenergi i intraday-markedet fra maj 2023.
Når det sker, kan norske og svenske vandkraftværker blive betalt for at gemme deres vandressourcer og engrosindkøberne af strøm kan blive betalt for at købe overskudsstrøm. Der vil altså være flere deltagere på markedet, og det bliver ligeledes muligt at deltage for aktører uden aktiver i form af anlæg, som blot spekulerer i markedet.
Det er derfor Dansk Fjernvarmes forventning, at f.eks. store elkedler i fjernvarmen kun vil deltage meget begrænset i dette marked fremover.
Kvartersmarked for regulerkraft
En anden større ændring, som Dansk Fjernvarmes medlemmer, skal være opmærksom på, er, at det nuværende timebaserede regulerkraftmarkedet fremover bliver et kvarters marked.
Helt overordnet betyder det to ting for Dansk Fjernvarmes medlemmer:
For det første bliver kravene strammet, så medlemmerne i fremtiden kun har 12,5 minut til at levere den fulde ydelse, hvor de i dag har 15 minutter til dette.
For det andet vil der på sigt formodentligt komme flere aktiveringer af et kvarters varighed. Dansk Fjernvarme har i den sammenhæng afgivet høringssvar til Energinet, hvor Dansk Fjernvarme bl.a. fremfører hvilke konsekvenser, de forventer dette kan have.
Overgangen til et kvartersmarked er opdelt i to faser. Energinet forventer allerede fra april i år at påbegynde første fase, hvor bud aktiveres i 15 minutter opløsning, men bud skal dog fortsat indsendes som timebud i denne fase. I næste fase, skal bud indsendes i 15 minutter opløsning.
Hvornår det sker, er fortsat lidt usikkert, da denne del af overgangen til et kvartersmarked er forsinket og en ny dato forventes klar til marts, men kan tidligst blive i Q1 2024.
Du kan læse hele høringssvaret fra Dansk Fjernvarme herunder.

Line P. Schmidt
Biomasse
Geotermi
Elektrificering
Mobil: +45 42 72 78 73
E-mail: lps@danskfjernvarme.dk