Gå til hovedindhold
Elmarked & Eltariffer

Høringssvar om EU-Kommissionens forslag til reform af elmarkedet forordning og direktiv

Dansk Fjernvarme har afgivet høringssvar til Energistyrelsen, der på vegne af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fremsendt specialudvalgshøring om reform af elmarkedet vedr. forordning og direktiv.

21. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energistyrelsen har den 15. marts 2023 sendt Kommissionens forslag i høring med frist den 20. marts 2023 med en bemærkning om, at årsagen til den korte høringsfrist er, at Kommissionen gerne ser en hurtig fremgang i lyset af det sidste års energikrise.

    Dansk Fjernvarme takker for muligheden for at kommentere på Kommissionens forslag, men bemærker at tidshorisonten er meget kort ikke mindst set i lyset af høringsmaterialets omfang og kompleksitet.

    Høringssvar om EU-Kommissionens forslag til reform af elmarkedet forordning og direktiv

    Konklusion

    Dansk Fjernvarme repræsenterer både elproducenter og elforbrugere. Det er vores overordnede vurdering, at Kommissionens forslag ikke ændrer ved det grundlæggende elmarkedsdesign, vi kender i dag, og dermed fortsat understøtter en effektiv konkurrence og en produktion af el til lavest mulige priser, hvor den billigste elproduktion aktiveres først, og hvor el handles på tværs af landegrænser. 

    Dansk Fjernvarme bemærker, at forslaget fokuserer på at styrke de finansielle markeder, og at dette kan give forudsigelighed og stabilitet for en række aktører i elmarkedet. Her er det dog vigtigt at øge den samlede likviditet i de finansielle elmarkeder, da de forskellige finansielle instrumenter, som f.eks. PPA, forward markeder og CfD, trækker på de samme aktører. Samtidig er det vigtigt at finde den rette balance mellem aktuelle prissignaler og prissikring, da øget udbredelse af prissikringer vil mindske aktørernes incitamenter til at reagere på aktuelle prissignaler fra markedet. Det er vigtigt, at prissignalerne indrettes således, at der trods øget brug af finansiel prissikring fortsat vil være en tilskynde til et aktivere fleksibelt elforbrug og elproduktion. 

    Når der videreføres et princip om, at de kortsigtede markeder skal sikre en effektiv drift af elsystemet ved brug af marginalprissætning, må der samtidig forventes hyppigere udsving i den tilgængelige elproduktion i takt med der kommer mere VE ind i systemet. Dansk Fjernvarme opfordrer til, at der sættes yderligere fokus på at opretholde en høj for-syningssikkerhed, og at der i Danmark tages politisk stilling til niveauet af den ønskede forsyningssikkerhed samt af nødvendigheden af at have en tilgængelig vejruafhængig regulerbar elproduktion. 

    Dansk Fjernvarme ser positivt på, at kommissionens forslag ikke indeholder indtægtsbegrænsninger for elproduktion som en fast del af elmarkedets design, da dette på sigt kan mindske tilskyndelsen til nye investeringer i nye elproduktionsanlæg.

    Andre klikkede på...