Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Energipriser
Varmekilder

Høringssvar vedrørende prisloft for affaldsvarme for 2027

Dansk Fjernvarme repræsenterer både producenter og aftagere af affaldsvarme. Det er en fælles interesse, at prisloftet beregnes korrekt på et så retvisende og veldokumenteret grundlag som muligt. Vores bemærkninger vedrører høringsprocessen samt dokumentationen og gennemsigtigheden i beregningsgrundlaget.

2. nov. 2026
Line P. Schmidt, lps@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Dansk Fjernvarme opfordrer til, at høringer om affaldsvarmeprisloftet fremover offentliggøres på Høringsportalen og sendes direkte til relevante interessenter. 

    Spørgsmålet blev også rejst sidste år. Forsyningstilsynet oplyste dengang mundtligt, at tilsynet følger reglerne og ikke er forpligtet til at orientere bredere om høringen. Det anerkender vi. Vores opfordring handler imidlertid om at sikre, at høringen faktisk når ud til de relevante parter.

    Når der alene orienteres om høringen på tilsynets egen hjemmeside og eventuelt i et nyhedsbrev, risikerer relevante parter ikke at blive opmærksomme på den i tide. Dermed kan tilsynet gå glip af oplysninger og bemærkninger, som kunne forbedre beregningsgrundlaget eller afdække fejl. Formålet med høringen er netop at få de relevante parters bemærkninger, og det bør afspejles i den måde, der orienteres om høringen.

    Vi opfordrer desuden til, at korte høringsperioder hen over efterårsferien så vidt muligt undgås, så de berørte parter har en reel mulighed for at gennemgå materialet og bidrage.

    Gennemsigtighed i beregningsgrundlaget

    Affaldsvarmeprisloftet har direkte økonomisk betydning for både affaldsenergianlæggene og de fjernvarmeselskaber, der aftager varmen. Det er derfor væsentligt, at parterne kan efterprøve beregningen og forstå grundlaget for de anvendte data.

    En del af forudsætningerne stammer fra Energistyrelsens teknologikatalog. Ved opdateringer af kataloget inddrages interessenter typisk gennem ekstern kommentering, hvor branchen har mulighed for at bidrage til datagrundlaget. For andre forudsætninger henvises der f.eks. alene til Energistyrelsen eller Finansministeriet. Henvisningerne fortæller, hvem der har leveret tallene, men ikke hvordan de er fremkommet. Uden oplysninger om kilder, metoder og eventuelle bearbejdninger er det vanskeligt som høringspart at efterprøve forudsætningerne og kommentere på dem.

    Det gælder eksempelvis de anvendte forudsætninger for el- og flispriser. Her fremgår det, at priserne er leveret af Energistyrelsen, men ikke hvilken konkret prisfremskrivning der ligger til grund, eller hvordan de anvendte værdier er fastlagt. Det gør det vanskeligt at efterprøve forudsætningerne og forstå baggrunden for væsentlige ændringer fra år til år.

    Behovet for dokumentation gælder også de forudsætninger, som Forsyningstilsynet selv beregner. Excel-bilaget gør det muligt at følge beregningen af prisloftet. For nogle input fremgår det dog ikke, hvordan selve værdien er beregnet. Forsyningstilsynet bør sikre, at der foreligger tilstrækkelig dokumentation for de anvendte data, herunder de forudsætninger, som tilsynet modtager fra andre myndigheder. Hvis dokumentationen ikke allerede er offentligt tilgængelig, bør tilsynet indhente den fra de relevante myndigheder og gøre den tilgængelig for høringsparterne.

    Forslag om et forudsætningsnotat

    Dansk Fjernvarme foreslår, at Forsyningstilsynet udarbejder et samlet forudsætningsnotat, som offentliggøres sammen med høringsmaterialet.

    Notatet bør beskrive de forudsætninger, hvis grundlag ikke allerede fremgår af teknologikataloget eller andre offentligt tilgængelige kilder. Det bør oplyse, hvor tallene stammer fra, hvornår de er opgjort, og hvordan de er beregnet, herunder om der er anvendt fremskrivninger eller særskilte beregninger. Hvor oplysningerne allerede er offentligt tilgængelige, er det nok med en præcis henvisning, gerne et direkte link. Hvis tallene er tilpasset, bør det fremgå, hvordan det er gjort. Notatet bør desuden fremhæve og forklare væsentlige ændringer i de anvendte forudsætninger i forhold til det foregående års prisloftsberegning.

    Notatet bør indgå i høringen, så høringsparterne har mulighed for at kommentere på grundlaget, inden prisloftet fastsættes. Det vil gøre høringen mere brugbar for både branchen og Forsyningstilsynet. Et mere gennemskueligt grundlag vil samtidig gøre det lettere for både producenter og aftagere at forstå udviklingen i prisloftet og vurdere betydningen for deres budgetter.

    Dansk Fjernvarme drøfter gerne forslaget med Forsyningstilsynet.

    INDSÆT NAVN PÅ DOKUMENT HER (vælg link til medie for at linke til pdf)
    Sidst opdateret: 2. november 2026

    Andre klikkede på...