Gå til hovedindhold
Konverteringer
Varmekilder

Naturgasafkoblingspuljen kan bruges ved konvertering til fjernvarme

Af de fire tilskudspuljer er det ikke kun fjernvarmepuljen, der kan hjælpe fjernvarmeselskaberne ved konvertering. Afkoblingspuljen vil også gøre det billigere for den enkelte kunde at komme på fjernvarme.

3. nov. 2020
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Klimaaftalen fra juni 2020 åbner for i alt fire tilskudsordninger. Og den ene – Naturgasafkoblingspuljen – er tiltænkt forbrugere, så de slipper for at betale gebyr til Evida, når de skal kobles af gasnettet og over på fx fjernvarme.

    Det er på nuværende tidspunkt meget sparsomt med oplysninger om puljen. Men Dansk Fjernvarme forventer, at der bliver tale om en pulje, hvor Evida skal reducere det gebyr, der skal betales ved afkobling fra gasnettet.  

    Aktuelt er gebyret enten 7.017 kr. inkl. moms eller 8.200 kr. inkl. moms for et A-stik, alt efter hvilket område der er tale om, og alt efter om kunden selv står for gravearbejdet eller ej.

    Der er desuden lidt forskellig praktisk håndtering af beregning, opkrævning og afregning af gebyret, da der ved større konverteringer til fjernvarme er mulighed for at få et samlet tilbud for fx et hel vej, der skal skifte til fjernvarme.

    Hvordan tilskudsordningen bliver skruet sammen i forhold til det, er ligeledes ukendt, men ikke uvæsentligt for fjernvarmeselskabets planlægning af konverteringen.

    Afkoblingsgebyret skal ikke forveksles med den kompensation til gasselskabet, der er beskrevet i projektbekendtgørelsen, og som forsvinder til nytår. 

    Under kontrol fra Forsyningstilsynet
    Evida og deres gebyropkrævning er underlagt Forsyningstilsynets kontrol, og en ordning må derfor formodes at skulle godkendes af Forsyningstilsynet først. 

    Om der bliver en proces med høringsmulighed, eller om ordningen blot træder i kraft uden yderligere varsel omkring nytår, kender vi heller ikke svaret på. 

    Naturgasafkoblingspuljen er på 470 mio. kr. i årene 2021-2026. Desværre er puljen størst i de sidste år, hvilket begrænser adgangen til puljen for fjernvarmekonverteringsprojekter. Puljen forventes desuden kun at kunne støtte ca. 55.000 af de gasfyr, der skal konverteres, så der må forventes at blive kamp om midlerne. 

     

    Se også