Bestyrelsen drøfter medlems- og servicetilbud
Dansk Fjernvarmes bestyrelse har netop været samlet på det årlige bestyrelsesseminar, hvor fokus var på foreningens medlemstilbud og serviceydelser.
Har Dansk Fjernvarme de rigtige tilbud på hylderne? Hvor stor en del af dem skal være brugerfinansierede og hvordan udvikler vi foreningsfællesskabet. Det var nogle af temaerne, som bestyrelsen i Dansk Fjernvarme drøftede på et strategiseminar.
- Dansk Fjernvarmes sekretariat er en del af Fjernvarmens hus, der også rummer DFF-EDB, DFP samt FIF Marketing. På linje med medlemmerne har sekretariatet udviklet sig markant. I dag har vi medarbejdere på adresser i både Kolding og København og med netværk til Bruxelles og andre væsentlige steder. Samtidig er aktivitetsniveauet styrket væsentligt gennem en øget kontingentbetaling, hvilket blandt andet har betydet, at der de seneste 10 år er udviklet en række nye medlemstilbud til fjernvarmeselskaberne og deres bestyrelser og medarbejdere, siger Jesper Frost Rasmussen, formand i Dansk Fjernvarme, der fortsætter:
- Samtidig kan vi se, at verdenen omkring os er i hastig bevægelse. Der er blevet langt flere aktører indenfor klima, energi, miljø, erhverv, der alle kæmper om opmærksomheden og som laver forskellige tilbud til forsyningsselskaberne. Vi har derfor haft en solid drøftelse af, hvilke tilbud Dansk Fjernvarme skal have på hylderne til vores medlemmer, så vi vedbliver med at tilbyde det der er relevant og det I har brug for og i nogle tilfælde også det I ikke vidste I havde brug for.
Foreningen tilbyder en lang række kontingentfinansierede basisydelser. Herudover kan medlemmerne benytte sig af en række medlemsfordele og individuelle ydelser med hel eller delvis brugerfinansiering.
Omfanget og vilkårene for de forskellige ydelser er ikke reguleret i foreningens vedtægter eller andre steder. For at sikre et klart planlægningsgrundlag og en klar kommunikation om foreningens ydelser har bestyrelsen drøftet, hvilke ydelser et medlemskab giver adgang til, og hvilke vilkår der gælder for disse ydelser.
- Vi har i bestyrelsen følt et behov for at blive mere tydelige omkring, hvad et medlemskab i Dansk Fjernvarme giver adgang til. En ting er, at man med et medlemskab kan trække på sekretariatets ressourcer og viden, noget andet er, at man med et medlemskab får rabat eller adgang til en række aktiviteter. Det er blandt andet den model vi har valgt med det nye DFH Handel og med vores Grøn Varme kampagne, som en stor del af medlemmerne også har deltaget i. Men hvor skal snittet lægges? det er det vi har taget de første drøftelser om nu, siger Jesper Frost Rasmussen.
Et stærkere foreningsfællesskab
En stor del af drøftelsen gik desuden på, hvordan vi udvikler foreningsfællesskabet og det faglige fællesskab. Det er en stor, og ifølge bestyrelsen, også en vigtig opgave.
Hvis vi skal have de bedst tænkelige betingelser at servicere vores medlemmer ud fra, og det gælder også i forhold til vores interessevaretagelse, der vedrører alle medlemmer, så har vi brug for en stærk tilknytning til brancheorganisationen. Og en stærk opbakning til foreningsfællesskabet. Derfor har vi taget hul på en debat om, hvordan sikrer vi den tilknytning – ikke bare fra de få, men for alle Dansk Fjernvarmes medlemmer, lyder det fra formanden, der afslutter:
Samlet set har vi haft en rigtig god debat i bestyrelsen om udviklingen af vores forening og af vores sekretariat. Vi er en stærk brancheforening og vi en nok stærkere i dag end vi nogensinde har været. Men det skal ikke få os til hvile på laurbærbladene. Vi skal blive ved med at stille krav til os selv og blive ved med at være kritiske overfor, hvordan vi bruger vores ressourcer.
Skriv kommentar