Dansk Fjernvarme glæder sig over geotermi-tilladelse på Sjælland
Nu ser det ud til, at det store geotermi-potentiale er kommet nærmere en forløsning, lyder det fra Dansk Fjernvarme som reaktion på, at Innargi har fået eneret til efterforskning og indvinding af geotermi i bl.a. Hovedstadsområdet.
Varmechef i Dansk Fjernvarme, Søren Berg Lorenzen, glæder sig over, at det enorme potentiale for udnyttelse af geotermi i og omkring Hovedstadsområdet langt om længe ser ud til at kunne blive en realitet.
Det sker på baggrund af, at klimaminister Dan Jørgensen har tildelt eneretten til efterforskning og indvinding af geotermi i Hovedstadsområdet samt Holbæk og Ringsted til det A.P. Møller Holding-ejede Innargi.
- Det er godt, at der nu langt om længe er truffet en afgørelse omkring retten til at efterforske og indvinde geotermi i Hovedstadsområdet. Varmeplan Danmark 2021 bekræftede jo for nylig, at potentialet er stort, men de sidste par års uvished omkring rettighederne har hindret os i at komme videre med udnyttelsen af geotermien, siger Søren Berg Lorenzen.
Han mener også, at de danske fjernvarmeselskaber nu har flere muligheder for at kunne få forløst potentialet. For selv om GEOOP ikke løb med tilladelsen i Hovedstadsområdet, så viser ansøgningerne, at der er ikke bare én, men to kapitalstærke, kompetente og erfarne aktører på det danske marked.
Regulatoriske rammer skal på plads
Konkret ser han positivt på udmeldingerne fra Innargi over at ville inddrage fjernvarmeselskaberne i den videre proces og glæder sig over, at de som noget af det første vil gå i realitetsforhandlinger med de lokale fjernvarmeselskaber – HOFOR, CTR og VEKS – om betingelserne for handlen med geotermisk varme.
- Men skal vi videre med geotermien i resten af landet er det nødvendigt, at vi snarest muligt får afklaret de regulatoriske rammer. Energistyrelsen igangsatte ved årets start et task force-arbejde, som fortsætter i 2022. Forhåbentlig kan reguleringen dog afklares noget hurtigere – det har Energistyrelsen i hvert fald stillet os i udsigt, siger Søren Berg Lorenzen.
Innargi ser stort potentiale
Innargi fik rettighederne foran GEOOP, og det giver naturligt nok grund til smil hos selskabet, der nu skal i gang med analysere geologiske data og indgå aftaler med fjernvarmeselskaber i Hovedstadsområdet. Ikke mindst de storkøbenhavnske selskaber.
- Vi tror, at geotermi kan blive rigtig stort i København, og vi ser et potentiale på mere end 1 GW. I første omgang forventer vi at lave et storskala anlæg på 200-300 MW i København, som kan tage over fra Avedøreværkets Blok 1 og 2, som er i drift frem til 2032 og 2033, siger Samir Abboud, der er topchef i Innargi, til EnergiWatch.
Skriv kommentar