Gå til hovedindhold
Biomasse

Energistyrelsen: Skrot fossil opvarmning nu!

De rekordhøje energipriser gør det endnu mere attraktivt at skifte til fx fjernvarme, lyder opfordringen fra Energistyrelsen. Og fjernvarmeselskaberne er klar til at tage imod de nye kunder, siger Dansk Fjernvarme.

30. nov. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Det er ikke kun hensynet til klimaet og den grønne omstilling, der ligger bag en meget klar opfordring fra Energistyrelsen til de danske forbrugere, der endnu er afhængig af fossil opvarmning, om at skifte til fx fjernvarme. Det handler i lige så høj grad om, at de kan spare på deres egne varmeudgifter ved at gøre det nu.

    - Varmepumper og fjernvarme er de mest klimavenlige varmetyper og samtidig ofte de billigste. Den økonomiske fordel ved fjernvarme og varmepumpe bliver kun større med de høje energipriser, vi ser for tiden, siger vicedirektør i Energistyrelsen, Stine Leth Rasmussen, i en pressemeddelelse fra styrelsen.

    Energistyrelsen oplyser, at et skifte væk fra gas til en individuel varmepumpe vil kunne spare en gennemsnitlig husejer for knap 4.000 kroner i varmeudgifter. Og for fjernvarme vil et skifte kunne være endnu større, lyder det fra styrelsen.

    Samtidig bliver det nævnt, at et skifte væk fra oliefyret opvarmning typisk kan halvere varmeregningen for en gennemsnitlig husstand.

    Kæmpe fjernvarmepotentiale

    Chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Nicolai Kipp, er helt enig i opfordringen fra Energistyrelsen. Han nævner, at den nylige ”Varmeplan Danmark 2021” fra Aalborg Universitet redegør for, at potentialet for konverteringer fra olie- og gasopvarmning til grøn fjernvarme er på mindst 300.000 boliger og husstande.

    - Vores medlemmer er allerede i fuld gang med at omstille danskernes opvarmning til grøn fjernvarme, men der er fortsat et stort potentiale. Derfor skal boligejerne ikke tøve med at tage stilling til, om de vil have fjernvarme eller ej – det er bare med at komme i gang for både klimaets og privatøkonomiens skyld, siger Nicolai Kipp.

    Her og nu er der fuld fart over fjernvarmeudrulningen i gasområder, og Nicolai Kipp pointerer, at der alene i år er godkendt projektforslag fra fjernvarmeselskaber med et samlet potentiale på 50.000 konverteringer fra gas til fjernvarme.

    - Og vi har en klar forventning om, at konverteringstempoet til den grønne fjernvarme kun fortsætter og tager til over de kommende år, tilføjer han.

    Gode støttemuligheder

    Nicolai Kipp nævner også, at konverteringsbølgen får ekstra momentum fra, at fjernvarmeselskaberne har mulighed for at søge støtte til konverteringer fra den såkaldte Fjernvarmepulje, ligesom boligejere kan gøre deres konvertering til grøn fjernvarme billigere ved at søge midler i den såkaldte Afkoblingspulje, når de skal ud af gasforsyningen.

    Samtidig har flere fjernvarmeselskaber tilbud til nye - og eksisterende - kunder, hvor fjernvarmeselskabet ejer den unit, der sørger for, at fjernvarmen udnyttes optimalt i boligen eller bygningen.

    - Fjernvarme kan absolut konkurrere på prisen med både den fossile opvarmning og de individuelle varmepumper, og samtidig er fjernvarme helt rigtig til at understøtte den grønne omstilling, fordi fjernvarmeselskaberne har den mest optimale udnyttelse af flest mulige energikilder. Det giver ikke bare grøn varme, men også prissikkerhed, siger Nicolai Kipp.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...