Gå til hovedindhold
Afgifter & Tilskud

EU er på vej med energiafgifter på biobrændsler

EU har sendt et forslag til energibeskatningsdirektiv i høring, der kan betyde, at der kommer energiafgifter på biobrændsler. Dansk Fjernvarme er i gang med at lave et høringssvar.

9. aug. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EU har sendt et forslag til energibeskatningsdirektiv i høring, der - hvis det bliver vedtaget – vil føre til, at der i Danmark som noget helt nyt kommer energiafgifter på biobrændsler.

    Af forslaget fremgår det, at satserne er lidt forskellige afhængig af, om brændslerne er bæredygtige, og om energien er udvundet af biologiske produkter egnet til fødevarer og foder. Derudover er der lagt op til, at der kommer et hierarki, hvor fossile brændsler som kul og olie er øverst, fossile gasser og ikke bæredygtig biomasse lidt under, bæredygtig biomasse lidt lavere igen og elektricitet samt brændsler bl.a. fremstillet af elektricitet, er nederst med laveste minimumsafgift.

    Høring af EU-energibeskatningsdirektiv
    Den danske høringsfrist hos Skatteministeriet er den 27. august 2021. Energibeskatningsdirektivet fastlægger nogle minimumssatser for beskatning af energiprodukter og elektricitet samt definerer energiprodukter, som ikke er omfattet af direktivet.

    Minimumssatser er bindende, men medlemsstaterne må gerne pålægge både de omfattede og de ikke omfattede produkter energi- eller miljøafgifter samt fastlægge afgifter højere end minimumssatserne. Direktivet opererer med beskatning af ”Energiprodukter” dvs. brændsler samt med beskatning af elektricitet, som er en forbrugsbeskatning.

    Energibeskatningsdirektivet foreslås ændret, således at der er et sæt satser for brændsler anvendt i motorer, et andet sæt satser for motorer anvendt i landbrug, gartnerier, skovbrug, produktion mv (Kommercielle anvendelser), et tredje sæt satser for brændsler til varmefremstilling og endelig en minimumssats for elektricitet, som i øvrigt er den samme som i dag 0,4 øre/kWh.

    Der lægges op til, at motorbrændstoffernes minimumssats fastsættes ret højt op til 80 kr./GJ, men for de kommercielle anvendelser foreslås minimumssatser på niveau med varmefremstilling – se herunder.

    For brændsler til varmefremstilling foreslås minimumssatserne for beskatning på tre niveauer:

    Det højeste niveau på 6,7 kr./GJ foreslås opkrævet på faste fossile brændsler (Olie og kulprodukter) samt ikke bæredygtige biobrændsler. For naturgas, LPG, ikke bæredygtig biogas samt ikke vedvarende brændsler fra ikke-biologisk kilde starter satsen på 4,5 kr./GJ i 2023 og slutter på 6,7 kr./GJ i 2023. Biobrændsler og biogas fremstillet af bæredygtige madvarer og foderprodukter starter på en minimumssats på 3,3 kr./GJ i 2023 og slutter på en sats på 6,7 kr./GJ i 2033.

    Det mellemste niveau for brændsler til varmefremstilling gælder for bæredygtige biobrændsler, biogas, bæredygtige træprodukter. Her er satsen 3,3 kr./GJ. Der kan endvidere være brændsler med lavt indhold af kulstof og for disse starter minimumssatsen på 1,1 kr./GJ og slutter på 3,3 kr./GJ i 2033.

    Det laveste niveau for brændsler til varmefremstilling på 1,1 kr./GJ svarende til niveauet for elektricitet. Denne sats gælder for biobrændsler fra ikke biologisk kilde og avancerede flydende brændsler, dvs. det kan for eksempel være brændsler fremstillet af elektricitet.

    For de brændsler, hvor satsen stiger fra 2023 til 2033, foreslås den årlige stigning til 1/10 af den øgning minimumssatsen skal have over de anførte 10 år. Derudover foreslås det, at minimumssatserne indekseres årligt efter et prisindeks, tilsvarende det vi allerede gør i Danmark.

    Hvis energi lagres muliggøres det at benytte oplagshaver princippet, således at dobbeltbeskatning undgås, dvs. der opkræves ikke afgift på brændslet når det lægges på lager men kun når det anvendes fra lageret, eller modsat kun når det lægges på lageret inden anvendelse.

    Endelig ophæves den fritagelse luftfart, søtransport og fiskeri tidligere har haft for beskatning af brændsler og det muliggøres at elektricitet, som leveres til skibe, som lægger til kaj, kan fritages for beskatning.

    Brændsler anvendt til fremstilling af elektricitet er ikke omfattet af reglerne for minimumsbeskatning. Dette er også tilfældet i det nuværende energibeskatningsdirektiv. Det betyder bl.a. at Danmark kan opretholde reglerne for brændselsdeling mellem el og varme.

    Proces
    Fra EU’s side lægges op til, at ændringen af den europæiske energibeskatning skal træde i kraft fra 2023.

    Dansk Fjernvarme er i gang med at lave et høringssvar til forslaget til EU’s nye energibeskatningsdirektiv, herunder særligt i forhold til forslaget om beskatning af biomasse, hvor høringen som nævnt ovenfor introducerer en afgift, som vi ikke tidligere har haft.

    Det er Dansk Fjernvarmes holdning, at EU må træde særdeles varsomt ved indførelse af afgifter på biomasse, særligt den bæredygtige del af biomassen, som er en væsentlig del af den danske fjernvarmesektor – også i fremtiden.  

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...