For BL Termografi er landsmøderne en fast tradition
BL Termografi har leveret løsninger til fjernvarmebranchen siden 1970’erne og er en veletableret spiller på markedet. Netop derfor har de også været med på Dansk Fjernvarmes landsmøde i over 30 år. Muligheden for at interagere med deres kunder i et uformelt miljø har gjort landsmødet til en fast tradition.
Funktionschef i BL Termografi Jacob Ramsgaard fortæller, at virksomheden nu har været at finde på Dansk Fjernvarmes landsmøde i over 30 år, fordi det er en essentiel del af deres kundepleje. For både dem og deres kunder er det en fast tradition at komme på landsmødet.
- Vi har så vidt muligt altid det samme standnummer på landsmødet, så kunderne ved, hvor de kan finde os. Landsmødet giver os mulighed for at tage en uformel og hyggelig snak med vores eksisterende kunder – men det er selvfølgelig også en måde, hvorpå vi kan fortælle nye spillere på markedet om, hvad vi kan tilbyde dem, forklarer Jacob Ramsgaard.
Den uformelle stemning er vigtig i socialiseringen med kunderne
I løbet af de mange år, BL Termografi har haft en fast stand på landsmødet, er særligt den gode stemning, man møder så snart man træder ind ad døren, gået igen.
- Det, man husker fra landsmødet, er den gode stemning og det gode humør. Der er en meget løssluppen, fri og uformel snak, som gør en stor forskel for den måde, vi taler med vores kunder på. Folk er bare mere tilbøjelige til at socialisere, hvilket gør det let for os som virksomhed at starte en dialog med dem.
Landsmødet er en fast årlig udflugt
Jacob Ramsgaard fortæller, at Landsmødet 2021 har levet op til BL Termografis forventninger – netop fordi de fik mange gode snakke med eksisterende og potentielt nye kunder. Om de dukker op til næste års landsmøde i København er næsten unødvendigt at spørge ham om.
- Vi regner absolut med, at vi kommer igen til næste år, som vi plejer. For os er Dansk Fjernvarmes landsmøde en fast udflugt, hvor hele firmaet tager afsted. Den gode stemning, man altid oplever på landsmødet, gør at vi bliver ved med at komme.
Skriv kommentar