Gå til hovedindhold
Medlemmer

Formand bliver ny driftsleder

Lemvig Fjernvarme har ansat den hidtidige formand, Sonny Jørgensen, som ny driftsleder de kommende tre år.

26. okt. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Det er en enig bestyrelse, der har valgt at ansætte den hidtidige formand, Sonny Jørgensen, som ny driftsleder. Sonny Jørgensen tiltræder allerede den 1. november og kommer til at køre parløb med den nuværende driftsleder, Svend Erik Bjerg, frem til udgangen af november.

    Sonny Jørgensen har været formand for selskabet siden 2017 – og har haft plads i bestyrelsen siden 2009 – og han har i den periode fået et indgående kendskab til opbygningen og udviklingen af hele virksomhedens drift.

    - Den store udfordring bliver at ruste varmeværket til de forventede ændringer, som følge af den grønne omstilling. Men det er en særdeles veldrevet virksomhed, Svend Erik Bjerg  – sammen med et dedikeret og fagligt kompetent hold af medarbejdere – nu overlader ledelsen af til mig, siger Sonny Jørgensen i en pressemeddelelse fra Lemvig Fjernvarme.

    Han mener, at selskabet har et godt udgangspunkt til fortsat at udvikle og positionere varmeværket i den virkelighed, der med kravene fra den grønne omstilling ændrer vilkårene for hele energibranchen.

    Sonny Jørgensen er uddannet civilingeniør og kommer fra en stilling på Cheminova som fabrikschef. Det giver ham en god indsigt og erfaring med teknik, udviklings- og produktionsprocesser samt ikke mindst ledelse.

    Svend Erik Bjerg fratræder efter ti år som driftsleder og påbegynder nyt arbejde i Herning med energi-tekniske udviklingsopgaver, fremgår det af pressemeddelelsen. Her bliver det også nævnt, at bestyrelsen vil konstituere sig med bl.a. ny formand på det næstkommende møde den 8. november.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...