Gå til hovedindhold
Konverteringer

Giver det mening af bruge afkoblingsordningen ved konverteringsprojekter

Dansk Fjernvarme har været i dialog med gasselskabet Evida om en række forhold i afkoblingsordningen. Det er både i gasselskabets og fjernvarmeselskabernes interesse at konverteringen fra gas til fjernvarme koordineres bedst muligt.

20. maj 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Afkoblingsordningen gør det muligt at få dækket omkostningerne til afkobling fra gassystemet. Ordningen løber indtil udgangen af 2026, og der er i alt afsat 595 mio. kr.. I 2021 er der afsat 95 mio. kr. der er på nuværende tidspunkt 77 mio. kr. tilbage. Ordningen er udmøntet af Energistyrelsen og administreres af Evida. Midlerne fordeles efter først-til-mølle princippet, men det er vigtigt at kunden ikke opsiger gasforsyningen før der er fastsat et tidspunkt for tilslutning af fjernvarme.

    Giver det mening at bruge afkoblingsordningen ved konvertering til fjernvarme?
    Ja, det giver god mening at bruge afkoblingsordningen. Ordningen giver mulighed for at nuværende gaskunder kan afkobles fra naturgasnettet, uden omkostninger. Når et fjernvarmeselskab indgår en aftale om at konvertere en gaskunde, kan fjernvarmeselskabet opfordre kunden til at besøge Evidas hjemmeside og gøre brug af afkoblingsordningen, kunden skal naturligvis angive at de skifter til fjernvarme.

    Nogle fjernvarmeselskaber vælger at dække omkostningerne til afkoblingen for de kunder der ikke kan få del i ordningen, de har indgået en aftale med Evida om at fakturaen sendes direkte til fjernvarmeselskabet, udenom kunden. Fjernvarmeselskabet kan i dialog med Evida få oplyst hvor mange kunder der ikke har kunnet få dækket omkostningerne til gasafkoblingen via ordningen.

    Kan etablering af fjernvarme og afkobling fra gas ske i samme takt?
    Ja i de fleste tilfælde, Evida vil fortsat gerne hjælpe med koordineringen når kunderne skifter fra gas til fjernvarme, uanset om afkoblingsordningen anvendes eller ej. Fjernvarmeselskabet skal i god tid kontakte Evida så de i fællesskab kan koordinere afkoblingen fra gas til fjernvarme. I det omfang det er muligt, vil Evida stille en fast kontaktperson til rådighed for fjernvarmeselskaberne i forbindelse konverteringsprojekter.

    Det er både i Evidas og fjernvarmeselskabernes interesse at afkoblingen koordineres bedst muligt, både af hensyn til kunderne men også af hensyn til gravearbejde og retablering. Ved konvertering af enkelte forbrugere f.eks. ”flyverstik”, kan det være nødvendigt for Evida at pulje afkoblingerne, hvilket kan gøre timingen vanskeligere.

    Gasmåleren tager Evida som udgangspunkt ned måneden efter, kunden er skiftet til en anden varmekilde, for at kunne lave en slutopgørelse af gasforbruget. Gasledning og målerskab afkobler Evida rent fysisk, efter kunden er skiftet til en anden varmekilde, dog tidligst når Evida henter gasmåleren og senest 18 måneder fra den dato, kunden har angivet at skifte varmekilde. Evida tilstræber at lave den fysiske afkobling hurtigst muligt.

    Kan fjernvarmeinstallationen placeres på samme sted som den nuværende gasinstallation?
    Det afhænger af den konkrete sag. Evida vil opfordre fjernvarmeselskaberne til kontakte dem i god tid, så er mulighederne for at koordinere afkoblingen størst.

    Kan et fjernvarmeselskab søge midler fra afkoblingsordningen og opsige en gasaftalen på vegne af en kunde?
    Nej fjernvarmeselskaberne kan desværre ikke søge midler fra afkoblingsordningen på vegne af en kunde. Kundeforholdet er mellem Evida og forbrugeren, desuden skal kunden redegøre for om der evt. er et CVR-nr registreret på adressen med en årlig omsætning på 50.000 kr. eller mere. Energistyrelsens krav om at der ikke må være en erhvervsvirksomhed på adressen er for sikre at EU's regler om statsstøtte overholdes.

    Hvis kunden er fritaget for digital post, har fjernvarmeselskabet mulighed for at rekvirere opsigelsesblanket fra Evida, og medbringe den til møde med disse kunder, når aftalen om fjernvarmeforsyning indgås. En praksis som allerede er aftalt med en række fjernvarmeselskaber.

    Hvad sker der hvis et fjernvarmeprojekt bliver forsinket?
    Hvis et fjernvarmeprojekt bliver forsinket, skal Evida kontaktes så kundernes gasforsyning fortsat kan opretholdes. Midlerne i afkoblingsordningen uddeles inden for et kalenderår ad gangen, hvis først tilsluttes i næste kalenderår, skal kunden vente med at melde afkoblingen til efter årsskiftet. Hvis et projekt bliver forsinket hen over et årsskifte er det særligt vigtigt at kontakte Evida, så fjernvarmeselskabet og Evida i fællesskab kan finde en løsning.

    Skal Evida altid foretage gravearbejdet, når en kunde er omfattet afkoblingsordningen?
    Ja, det ligger i aftalen mellem Energistyrelsen og Evida, at Evida foretager gravearbejdet for de kunder der er omfattet af ordningen.

    Pas på gasledningerne
    Når der graves i nærheden af gasledninger skal arbejdet udføres i henhold til vejledningen Pas på gasledningerne der skal altid indhentes ledningsoplysninger i LER, og respektafstande mellem ledningerne skal overholdes iht. DS 475.

    Kontakt os
    Kontakt Dansk Fjernvarme jcn@danskfjernvarme.dk hvis I som fjernvarmeselskab oplever problemer med afkoblingsordningen, eller har andre problemer af generel karakter i forbindelse med konverteringsprojekter.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...